En berømt herre fra Indien kom til byen og afleverede et budskab, som alt for få opdagede.

UNDER ET hestevæddeløb hvirvles en masse jord og småsten op, mens dyrene gungrer løs hen ad banen. Når løbet er overstået, ser alt ud som før. Tilskuerne går hjem efter at have fulgt løbet med en intens interesse. Efterfølgende viser det sig, at ingen opdagede, at hele væddeløbsbanen langsomt synker og tilskuerbalkonernes cement slår revner. Ved starten af næste løb er banens ejer gået fallit, så der er ingen penge til at reparere banen og de tilhørende anlæg for.

Billedet af væddeløbsbanen dukker op efter observationer af det politiske væddeløb mellem Mitt Romney og Newt Gingrich. De hælder skidtspande ud, først på Barack Obama, dernæst på hinanden, og derfor ser de ikke, at væddeløbsbanen smuldrer under dem. Må Gud velsigne Amerikas Forenede Stater.

Budskabet, der burde få de amerikanske præsidentkandidater til at vågne op til dåd, stod i en stribe asiatiske medier i mandags: Om tre år bliver Shanghai det internationale center for international handel med renminbi, den kinesiske valuta. Afsenderen var Den Nationale Udviklings-og Reformkommission ( NDRC) i Beijing, der fremlagde sine målsætninger for det, der kaldes 2015-yuanplanen.

Analytikere siger, at verden nu har fået et bedre indblik i Kinas planer for liberaliseringen af landets kapitalmarkeder. Læs: Shanghai som rival til London og New York inden for få år.

En kinesisk storby som Asiens finansielle center, gys! Skal vi være foruroligede? Nej, for konkurrence er sundt. Det står i Kapitalismens Lærebog, kapitel 1. Men er der noget, Europas gældskrise har lært os, er det, at for en skyldner opleves kreditorer som skinbarlige diktatorer. Man forstår, hvorfor den græske arbejdsløshedshær råber ‘ fascist’ ad Angela Merkel.

NOK KAN de amerikanske primærvalg have fascinerende aspekter, men det er slående, som den amerikanske nations mest presserende udfordringer er nærmest totalt fraværende i valgkampdebatterne.

Forklaringen? Den uopslidelige tillid til, at amerikansk exceptionalisme kommer til at gøre forskellen: Ja, USA er noget særligt og kan ikke erstattes, og ja, Kina er på vej op, men vi her i Guds Eget Land skal nok finde ud af at møde denne udfordring og gøre alt det, som er nødvendigt for at afværge, at den kinesiske udfordring bliver en trussel mod vor dominans.

Amerikanernes selvforståelse minder om, hvad ireren Stephen Dedalus i James Joyces ‘ Ulysses’ svarer, da han bliver spurgt om, hvad den britiske borger er mest stolt over, og han ironisk svarer: »At solen går aldrig ned over hans imperium«.

Enhver stormagt i verdenshistorien har været båret af en følelse af, at dens dominans ville fortsætte.

USA’s NUVÆRENDE status i verden begynder at ligne den situation, Storbritannien kom i under Suezkrisen i 1956, da den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower modsatte sig den britiske militære intervention i Suezkanalen, som Egyptens præsident Nasser havde nationaliseret.

Det britiske pund var trængt, og fi-nansminister Harold Macmillan bad USA om finansiel bistand. Eisenhower svarede, at han kun ville give briterne adgang til hjælp fra Den Internationale Valutafond ( IMF), såfremt briterne respekterede FN’s resolution om Suez og trak sig ud af området. Hvilket skete. Briterne tog retræten, Macmillan fik gigantiske lån fra både USA og IMF, og Macmillan forklarede efterfølgende, at hans land havde oplevet »en faldende stormagts sidste suk«.

Inspirationen til disse betragtninger kommer fra den indiske økonom Arvind Subramanian, der for nylig har gæstet Danmark. Alt for få opdagede det budskab, han fyrede af til en kreds af topledere: at Kina allerede har overhalet USA økonomisk, når der måles på købekraft.

Subramanian, der arbejder for Peterson Institute for International Economics i Washington har foretaget beregninger, der viser, at Kina allerede i 2010 blev klodens største økonomi, når der måles på det såkaldte købekraftskorrigerede nationalprodukt.

»Udviklingen går langt hurtigere, end de fleste forestiller sig, og USA’s position som økonomisk dominerende magt er på hastig retur«, forklarede den berømte økonom til Berlingske Business.

Tag lige endnu et citat fra Arvind Subramanian, og læg det ind i Europas og USA’s langtidsplanlægning ( hvis en sådan findes): »Der vil komme politiske forandringer i Kina, men spørgsmålet er, om forandringerne bliver ukontrollable. Hvis man ser på andre østasiatiske lande, har de skiftet fra diktatur til demokrati relativt gnidningsfrit. Det mest sandsynlige er gradvise ændringer uden voldsom ustabilitet. De næste 20 år vil der formentlig være et etpartisystem med en gradvis demokratisering af selve partiet«.

(klumme i Politiken 5. februar 2012)