Kinamandens guide til mødet med Obama

Hvad Xi Jinpings rådgivere kan have fortalt deres chef inden mødet med Obama.

NÅR LEDERE af stormagter mødes, rulles der en særlig diplomatisk praksis ud. Taler og udsagn er nøje afstemt, så begge parter kan leve med de velkendte uenigheder og glæde sig over det, der gør, at der er fremdrift i dialogen på tværs af interessemodsætninger og ideologiske forskelle.

Den kinesiske vicepræsident Xi Jinpings møder i Washington var en lang række af sådanne øvelser, og især vicepræsident Joe Biden fik afleveret de nødvendige budskaber om, at Kinas økonomiske politik må justeres, så der i højere grad tages hensyn til beskæftigelsen i den amerikanske fremstillingsindustri. Med Kina som verdens største produktionshal og USA som det største forbrugersamfund er det altafgørende, at parterne når den rette balance.

LAD OS for en stund glemme den politiske koreografiog gøre et tankeeksperiment: Hvad har Xi Jinpings embedsværk rådet ham til at svare Obama og Biden i de samtaler, der er foregået bag lukkede døre? Hvad kan der have stået i de papirer, Xi har læst forud for ankomsten til Det Hvide Hus? Her følger nogle bud:

Jobskabelse. Kammerat vicepræsident, når Obama og Biden siger, at vi i Kina ikke følger de basale regler for fri og fair konkurrence, må vi fremhæve den positive udvikling, der har gavnet begge lande gennem tre årtier. I løbet af bare det seneste tiår er den amerikanske eksport til Kina vokset med 468 procent, hvilket har skabt tre millioner job i USA. 47 ud af 50 amerikanske stater har oplevet trecifrede vækstrater i deres salg til det kinesiske marked. Ved at købe kinesiskfremstillede produkter har amerikanske forbrugere sparet noget nær 600 millioner dollar. Hr. Smith og fru Jones i Iowa og Wyoming kan fylde meget mere i indkøbskurven for en 100-dollar-seddel, end de kunne for 20 år siden, takket være millioner af kineseres flittige indsats ved samlebåndene i Guangdong og Fujian. Lavtlønsjob og forbud mod fagforeninger? Så mind lige vore amerikanske værter om, at for seks år siden fik de 28.000 ansatte i Wal-Marts kinesiske afdelinger ret til at organisere sig. Det var noget, som mange af deres kolleger hjemme i USA stadig kun kan drømme om.

Økonomisk ubalance. Klagerne over vort store overskud i samhandelen er en gammel melodi, der spilles. Sig til vore værter, at der sker en regulær eksplosion i lønudviklingen i store sektorer af kinesisk industri. Den udvikling vil fortsætte og får den samme virkning som en opskrivning af vor valuta. Altså: Vore arbejdere får bedre lønvilkår, samtidig med at amerikanerne får den bedre handelsbalance, de har bedt om så længe. Hvad kan de forlange mere?

Vore naboer i Asien. Den største fælles udfordring er stadig dette ubegribelige dynasti i Nordkorea, som nu ledes af en meget ung mand. Vi har i ganske mange år arbejdet tæt sammen med USA om at inddæmme denne besynderlige anakronisme, og amerikanerne har for længst erkendt, at vor indflydelse på den nordkoreanske lederklan er stærkt begrænset. Ved at skrue op og ned for leverancer til Nordkorea bruger vi på vor egen diskrete måde sanktioner mod regimet, men lad os være enige med Obama om ikke at fortælle dette offentligt. I Myanmar går det heldigvis den rigtige vej, og lad os fortsætte stille og roligt med den arbejdsdeling, der ligger i kortene. Vi finansierer størsteparten af den burmesiske infrastruktur, mens USA og EU hjælper til med den politiske liberalisering, så dette land med tiden kommer til at ligne noget, der er mere stabilt og tolerant og på overfladen har noget demokratisk over sig. Så er der lige det allersværeste: territorialstridighederne i Det Sydkinesiske Hav. Lad os begge være enige om at sejle langsomt, for der er tale om usikkert farvand. Vi har ingen hast.

Syrien. Helt ærligt, vi mener heller ikke, at Assad og hans slæng er værd at samle på.Men han er russernes særlige ven, og de har en lang historie sammen. Der, hvor Syrien ligger i dag, var der for et par tusinde år siden en vigtig post på en af de handelsruter, som var en del af det, der i historieskrivningen kaldes Silkevejen. Den dag, der kommer ro på i Syrien, vil vi gerne bidrage til at gøre dette hjørne af Levanten til en moderne handelsstation for transit af kinesiske varer til hele Middelhavsområdet. Det kommer nok til at vare noget tid, men vi kinesere er jo tålmodige folk.

Den Europæiske Union. De to EU-ledere Van Rompuy og Barroso er under et besøg i Beijing blevet beroliget af regeringschef Wen Jiabao og vor nationalbankdirektør. De to gæster fik at vide, at Kina vil fortsætte med europæiske obligationer, for vi har en interesse i, at vort største eksportmarked ikke kollapser. Så det skal nok gå alt sammen, men lad venligst være med at gå i detaljer med Grækenland, for her er et land, der ser ud til at være uden for pædagogisk rækkevidde.

(klumme i Politiken 16. februar 2012)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s