Man kunne ønske sig, at Syrien havde lært af Vietnam. Det har til gengæld den burmesiske officerselite.

VILLE rettidige og målrettede økonomiske sanktioner kunne have gjort en forskel over for det Syrien, hvor regimets massakrer og overgreb mod dets modstandere vokser i omfang dag for dag? Kan ‘ smarte’ sanktioner gøre en forskel over for det Iran, som er på vej til at blive en kernevåbenmagt?

Oliegiganten Shell, det mest værdifulde selskab på Londons børs, er direkte forbundet til de økonomiske interesser i Bashar al-Assads styre. Shell har en 21-procents andel i Al Furat Petroleum Company, hvoraf 50 procent er ejet af den syriske stat. En konsekvens af Shells investering er, at Assad har rigeligt med midler til at styrke sit undertrykkelsesapparat, så argumenterne for at tvinge Shell og andre investorer til at trække sig ud af landet vejer indlysende nok tungt.

EU har indført rejseforbud for regimets medlemmer og indefrosset nogle af deres aktiver. Virkningen er begrænset, fordi Assad og hans nærmeste har placeret store beløb i schweiziske banker og derfor er uden for EU’s kontrol. Man kan undre sig over, at det først var i maj 2011, at EU besluttede at indføre våbenembargo mod Syrien. Forbuddet mod import af syrisk olie kom først i november i fjor. Da EU importerede over 90 pct. af Syriens olie, og olie giver den syriske stat 25 procent af dens indtægter, har dette kunnet mærkes på regimet, men Assad har haft rigeligt med tid til at finde nye kunder.

EKSEMPLET viser, at sanktioner skal anvendes med omtanke. De lande, der indfører dem, skal desuden være parate til at yde politiske og økonomiske belønninger, hvis et sanktionsramt regime skifter kurs og forbedrer sig. Hvor meget tid skal Libyens nye ledere have til at vise så mange forbedringer, at de skal belønnes med andet og mere end diplomatisk anerkendelse? Diskussionen bliver svær, hvis det viser sig, at Libyen om fire-fem år fortsat hærges af stridende klaner.

Brugen af sanktioner er ofte blevet kritiseret med henvisning til, at civilbefolkningen rammes, men en så forsimplet udlægning er ingen tjent med. Hos tilhængere af sanktioner henvises der til erfaringerne med det apartheidstyrede Sydafrika, som op gennem 1980′ erne mærkede et pres fra vestlig side, indtil et reformgennembrud kom. De økonomiske smerter har nok været begrænsede for de hvide sydafrikanere, men de moralske tømmermænd har utvivlsomt været massive. Apartheidregimets repræsentanter blev udfordret på deres kristne etik, hvilket gjorde ondt.

I en anden del af verden udfordres militære autokrater på deres buddhistiske etik. Den aktuelle udvikling i Myanmar, det tidligere Burma, demonstrerer, at selv et stålsat nationalistisk militærregime ikke i længden kan holde til at være isoleret. Hverken indadtil, hvor munkesamfundet vendte generalerne ryggen, eller udadtil, hvor juntastyret var den slemme dreng i klassen, som kun få ville skåle med på de bonede gulve.

EU’s sanktioner, der nu er ved at blive lempet, var beskedne, for regimet tjente stort på salg af naturgas til Thailand, men den burmesiske officerselite kunne ikke i længden leve med den voksende økonomiske afhængighed af Kina.

ET EKSEMPEL på positive politiske virkninger af økonomiske sanktioner findes blandt Myanmars naboer. Tilbage i 1980′ erne blev Vietnam og Cambodja isoleret af Vesten, Japan og de provestlige lande i Øst-og Sydøstasien i en sanktionspolitik, der blev begrundet med, at Vietnam opretholdt en militær tilstedeværelse i Cambodja. Ikke nok med at Vietnam blev set som en sikkerhedstrussel af sine naboer, men de militære engagementer drænede den vietnamesiske økonomi så meget, at landet kørte fast i en fattigdomsspiral. Det gjorde ondt at blive forarmet, mens naboerne oplevede mere velstand.

Fra 1987 tog reformkræfterne i det vietnamesiske kommunistparti over og viste vejen ind i den internationalisering, som siden har gjort landet til en af regionens store økonomiske succeshistorier. Sanktioner gjorde her en positiv forskel, fordi de bidrog til at fremkalde et reformalternativ i et styre, der i mange år var forstenet i ideologisk dogmatik.

NATIONALISTISKE dogmer får derimod lov til at leve videre i det Nordkorea, som i voldsom grad har behov for at lære af både Vietnam og Myanmar. Men der er lys for enden af tunnelen. Nordkorea har for nylig indgået en aftale med USA om at modtage 240.000 ton fødevarebistand til gengæld for at indstille atomprøvesprængninger, uranberigelse og test af langtrækkende missiler. De internationale atominspektører meldes i gang med at forberede afrejse til Pyongyang. Så sanktioner giver mening, hvis de har indbyggede belønninger, men intet land er så uberegneligt som Nordkorea.

(klumme i Politiken 15.3.2012)