Stalins ånd svæver over Myanmars valg

Suppleringsvalg har historisk symbolsk betydning, men ændrer ikke magtforholdene i Myanmar.

(skrevet fra Yangon, Myanmar/Burma)

DEN SOVJETISKE diktator Josef Stalin skal engang have sagt, at det vigtigste ved en valghandling ikke er at gennemføre selve stemmeafgivningen, men at kontrollere resultatet. Denne formel passer kun alt for godt på det suppleringsvalg, som holdes her i Myanmar, det tidligere Burma, nu på søndag.

I landets største by, Yangon ( den tidligere hovedstad Rangoon), er trafikken så travl som aldrig før, men kun i enkelte distrikter kan man se valgplakater. De er sat op af det ledende oppositionsparti, Den Nationale Liga for Demokrati ( NLD), ledet af nobelpristageren Aung San Suu Kyi. Regeringspartiet, der hedder Unionspartiet for Solidaritet og Udvikling, holder enkelte møder, som udmærker sig ved et næsten totalt fravær af tilskuere andre end apatiske forbipasserende.

Søndagens stemmeafgivning er et suppleringsvalg, hvor 45 pladser ud af parlamentets 600 er i spil. Selv hvis oppositionen vinder de fleste af disse, ændrer det ikke fundamentalt på magtfordelingen i det parlament, som blev sammensat ved et valg i november 2010, hvor militæret kontrollerede hele processen.

Valghandlingens største betydning bliver derfor alene symbolsk, i den forstand at Aung San Suu Kyi og hendes partifæller i NLD vil få et antal pladser i det parlament, hvor militæret og dets partirepræsentanter for længst har sikret sig et massivt flertal. Men NLD får dermed forhandlingsmuligheder, som ikke eksisterede tidligere, da partiet var illegalt.

FORLØBET op til valghandlingen har antaget både groteske og komiske former. Valglister er blevet fremlagt til gennemsyn, og oppositionens aktivister har opdaget, at nogle vælgere optræder på flere lister samtidig.

Et lyspunkt i dette brogede politiske billede er, at de militære myndigheder har lempet på censuren. I de private medier har journalister fået større frihed til at rapportere om begivenheder, som tidligere var umulige at nævne. Landets største engelsksprogede avis, Myanmar Times, har med en forbløffende åbenhed kunnet rapportere, at der er dukket »spøgelser« ( afdøde vælgere) op på valglisterne i valgdistrikter nær landets næststørste by, Mandalay.

En repræsentant for et af landets nye partier, Folkets Demokratiske Parti, dr. Than Htike Oo, siger til avisen, at hans parti også har fundet omkring 100 navne på vælgere, der optræder mellem 15 og 20 gange på forskellige valglister. Dr. Than er i tvivl om, hvorvidt listerne overhovedet er aktuelle, eller om der er tale om genbrug fra valgene i 2010. Hans parti har fremsendt en formel klage til regeringens valgkommission. Får de få valgobservatører fra nabolandene i Asean mulighed for at protestere, og får dette konsekvenser? Det er usandsynligt.

Men valgobservatørerne er vigtige deltagere i det symbolske spil, der fundamentalt handler om at blåstemple den forsoningsproces, der gennem de seneste måneder har fundet sted mellem præsident og eksgeneral Thein Sein og oppositionslederen Aung San Suu Kyi.

En europæisk diplomat og analytiker siger, at nabolandene i Sydøstasien, EU og USA alle ønsker at se en normalisering af de politiske forhold i Myanmar, men at processen i denne normalisering reelt bygger på disse to personer, Thein Sein og Suu Kyi. Førstnævnte går med pacemaker, sidstnævnte er kollapset og befinder sig under lægeovervågning i sit hjem på University Avenue. Fremtiden tegner skrøbelig.

ALLIGEVEL kan søndagens symbolske handling vise sig at få stor betydning for Myanmars videre udvikling. Alle store donorer af betydning – EU-landene, Japan og USA – er parate til at yde både bistand og hjælpe erhvervsinvesteringer i gang.

Men der er ikke enighed om, hvilke betingelser der skal opfyldes, før pengestrømmen kan begynde at rulle. Det største problem er her, at et halvt århundredes isolation og militær dominans betyder, at landets kapacitet til at administrere store summer af investeringer og bistand er yderst beskeden.

Men hvis pengene flyder ind på betingelser, hvor donorerne stiller kritiske krav om f. eks. miljøhensyn og menneskerettigheder, ligger der endnu et sydøstasiatisk vækstmirakel og venter på at blive forløst. For Myanmar har rigeligt af, hvad de fleste af landene i Sydøstasien har knaphed på: vand og god landbrugsjord.

I kolonitiden var datidens Burma det ‘ spisekammer’, som briterne benyttede, når de skulle skaffe ris til sultplagede regioner i andre dele af imperiet.

Den aktuelle tilstand i Myanmar er således spækket med paradokser: Alle kan se et kolossalt økonomisk potentiale i det fattigdomsplagede land, hvor kun hver fjerde af de 58 millioner indbyggere har adgang til elektricitet. Men for at kunne frigive disse udviklingsmuligheder skal den demokratiske verden acceptere en politisk proces, som vi troede gik bort med kommunismens død. Stalins ånd svæver over de gyldne pagoders land. Fremtiden tegner skrøbelig.

(klumme i Politiken 29.3.2012)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s