Et enkelt døgn, der ændrede østasiatisk historie

En fuser i Nordkorea og en aftale i Myanmar. Men koreanerne mangler, hvad burmeserne har: fornemmelsen for virkeligheden.

I LØBET af et enkelt døgns tid ændredes østasiatisk historie dramatisk og til det bedre.

På den koreanske halvø forsøgte klodens mest isolerede regime sig med en i egen forståelse legitimitetsprøve ved at sende en raket til vejrs. Missilet, der skulle have sat en satellit i kredsløb og have demonstreret Nordkoreas evne og vilje til at affyre langtrækkende våben, fejlede demonstrativt. Der kan ikke tænkes nogen større ydmygelse for Kim-familiens yngste ledestjerne Kim Jong-Un, for han ville bruge affyringen til at markere 100-året for sin farfars fødsel – det nordkoreanske dynastis grundlægger, Kim Il-Sung – og dermed foretage den symbolpolitiske konsolidering af sin egen ret til magten.

Efter den eklatante fuser må selv de mest indoktrinerede nordkoreanere spørge: Er dette et signal om, at unge Kim ikke har retten til det kejserlige himmelske mandat? Missilet skulle have været det guddommelige bevis på unge Kims ejerskab til magten, idet det skulle demonstrere landets evne til at afskrække et eventuelt angreb fra arvefjenden USA. Hvad tænker strategerne i Pyongyang nu: Skal vi finde en anden måde at demonstrere magt på, eller er det selve dynastiet, der ikke længere duer? Fuseren er både militær og politisk, og det geopolitiske landskab i Nordøstasien vil blive ændret. Tvivlen har sneget sig ind bag de nordkoreanske bjerge.

ANDERLEDES opmuntrende er det politiske billede i et land, der indtil for nylig havde en pariastatus ikke ulig Nordkoreas.

Myanmar, det tidligere Burma, fik fornemt besøg af ingen ringere end regeringschefen fra den tidligere kolonimagt, Storbritannien. David Cameron fik trykket hænder med først præsident Thein Sein og flere af dennes kolleger fra den tidligere junta og efterfølgendemed landets demokratileder, Aung San Suu Kyi. Cameron er manden, der har Europas nøgle til et fremtidigt engagement i det land, der har påbegyndt en forsigtig og trinvis rejse ind i mere civile tilstande.

Når EU’s udenrigsministre mødes på mandag, vil beskeden fra briterne være, at de fleste EU-sanktioner kan ‘ suspenderes’, men endnu ikke ophæves, og at våbenembargoen forbliver, hvor den er.

For det er, hvad Cameron fortalte præsident Thein Sein, mens de sad i pompøse omgivelser, der kunne have været designet af nordkoreanere: Vi støtter reformerne, men hvis nogle af jeres generaler slår bremsen i, lukker vi for både pengestrøm og besøg ( læs: ingen europæisk deltagelse, når Myanmar i 2014 bliver formand for Asean og skal være topmødevært).

I lidt blidere vendinger var det også budskabet fra Aung San Suu Kyi, da hun stod side om side med Cameron på terrassen ved boligen på University Avenue 54: »Hvis reformerne obstrueres, vender sanktionerne tilbage«. Et umisforståeligt budskab fra en politisk leder, hvis parti nu har 43 pladser i det burmesiske parlament efter det suppleringsvalg, der reelt var en popularitetsafstemning, hun vandt massivt. Et forspil til det næste parlamentsvalg i 2015.

Den pensionerede officerselite har læst teksten og må spørge: Står hun reelt lige uden for præsidentpaladset?

SOM ET konstruktivt resultat af de gulerod og stok-metoder, der har været EUs politik over for Myanmar i en lille snes år, er Europa nu på vej ind i et fuldtonet engagement i det engang så isolerede land.

De politiske kontrolmekanismer er på plads via Suu Kyis parti, den Nationale Liga for Demokrati. Et dansk engagement i form af uddannelse af burmesiske parlamentarikere er under forberedelse.

Burmesere deltager snart i det sydøstasiatiske velstandsmirakel. Summen af de europæiske erfaringer med Myanmar hen over et par årtier er derfor positiv og opmuntrende. De moderate sanktioner virkede, fordi de havde indbyggede belønninger, der kan foldes ud nu, hvor Den Nationale Liga for Demokrati er helt uden for konkurrence, når det gælder folkelig opbakning og popularitet. EU og USA har den partner, vi behøver, og militæret ved det.

TILBAGE står den nedslående konklusion, at en tilsvarende strategi ikke har muligheder for at virke over for Østasiens nu sidste pariastat, Nordkorea. Hvad de fleste har glemt er, at gulerodspolitikken allerede har været forsøgt her. Tilbage i 1990′ erne blev Nordkorea stillet energiforsyninger i udsigt – tilmed opførelse af en letvandsreaktor, betalt af Vesten, Sydkorea og Japan. Men for den militære elite blev det tilsyneladende for meget at skulle have amerikanske og europæiske teknikere gående omkring. Nordkoreanerne mangler burmesernes sans for virkeligheden.

(klumme i Politiken 18.04.2012)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s