Retsopgør er en skandale og farce

Kritikken af tribunalet mod lederne af Røde Khmer-styret tager til efter at to af tribunalets internationale dommere har sagt deres stillinger op.

Får indbyggerne i Cambodja nogensinde oplevet bare en snert af retfærdighed efter flere års forsøg på et retsopgør mod de få overlevende Røde Khmer-ledere? Hvorfor er FN-systemet tavst om en juridisk og menneskeretlig farce og hvorfor fortsætter donorerne med at sende millionbeløb til en institution, der lader hånt om alle tænkelige retsprincipper? Spørgsmålene rejses af flere kritikere, efter at det såkaldte krigsforbrydertribunal i den cambodjanske hovedstad Phnom Penh er blevet ramt af endnu en skandale. En af tribunalets internationale dommere, schweizeren Laurent Kasper-Ansermet kalder tribunalet for ‘ dysfunktionelt’ og har trukket sig fra sit hverv i protest.

Kasper-Ansermets begrunder sin opsigelse med, at ‘ de nuværende arbejdsbetingelser i tribunalets dommerpanel ikke gør det muligt for ham at udføre sine pligter’. Hans opgave bestod i at skulle udvælge og vurdere det bevismateriale, der kunne gøre det muligt at bringe flere af de aldrende Røde Khmer-ledere for retten.

Hidtil er kun en enkelt blevet dømt, mens sagen mod fire andre fortsat er i gang.

Formålet med tribunalet har fra starten været at placere skyld og ansvar for de massedrab og overgreb, som det ultrakommunistiske Røde Khmer-styre gennemførte i dets regeringsperiode 1975-79.

Historikere anslår antallet af omkomne for sult, tvangsarbejde og henrettelser til at være omkring 1,7 millioner, tæt på en femtedel af hele befolkningen i datidens Cambodja.

Opsigelsen er ikke den første. Sidste efterår var det den tyske dommer Siegfried Blunt, der havde fået nok. Både Kasper-Ansermet og Blunt nævner som begrundelse, at deres cambodjanske dommerkollega, You Bunleng, direkte blokerer for nye forundersøgelser af flere ex-Røde Khmerer. Den schweiziske jurist har i to tilfælde modtaget direkte skriftlige forbud af You Bunleng mod at forberede to kommende retssager ved domstolen.

DET KONTROVERSIELLE tribunal blev oprettet i 2006 efter lange og komplicerede forhandlinger mellem FN-systemet og den cambodjanske regering. De første afhøringer fandt sted i 2007, og i 2010 faldt den første dom. Den domfældte, Kaing Guek Eav ( kendt som ‘ Duch’), der havde været chef for Røde Khmer-styrets største torturcenter fik en livstidsdom. Han er i dag 70. De fire politiske topledere, hvis sager pågår, er alle i 80′ erne.

Forløbet har været omstridt. Tribunalet i Phnom Penh, som det tog FN-systemet næsten en halv snes år at få forhandlet på plads med den cambodjanske regering, adskiller sig fra andre krigsforbryderdomstole ved at være et såkaldt blandet tribunal, dvs. gruppen af dommere er både nationale og internationale.

Her ligger selve hovedproblemet med gennemførelsen af retssagerne, mener en af tribunalets hårdeste kritikere, den amerikanske journalist Nate Thayer:

»Alle internationale retsprincipper er tilsidesat. Det, der her legitimeres, er det 21. århundredes version af en stalinistisk skueproces. Hele det juridiske forarbejde kontrolleres af tidligere Røde Khmerfolk, der i dag sidder i det cambodjanske regeringsapparat. Chefdommeren er helt åbenlyst købt og betalt af regeringen. Det er en uhørt skandale, at FN overhovedet accepterer at være aktør i denne farce«, siger Thayer i en blog på New York Times’ hjemmeside.

Thayer udtaler sig med en vis vægt. Han opsporede Røde Khmer-gruppens ledere op gennem 1980′ ernes partisankrig, efter at regimet var blevet fordrevet af en vietnamesisk invasion i januar 1979. I 1997 præsterede han et internationalt mediescoop, da han interviewede den tidligere topfigur i styret, Pol Pot, efter at denne var faldet i unåde blandt sine kolleger i partisanhærens ledelse.

Joshua Kurlantzick, en amerikansk skribent og analytiker, der har fulgt udviklingen i Sydøstasien gennem mange år, skriver på tidsskriftet The Atlantics hjemmeside om sagen:

»Retssagen mod de Røde Khmerer går nu fra slemt til værre () det er velkendt, at Cambodjas regeringschef Hun Sen længe har været modstander af at der indledes forundersøgelser mod flere tidligere regimefolk.

Han har fortalt befolkningen, at han ønsker at lægge Røde Khmer-perioden bag sig. Hun Sen har selv en fortid som embedsmand i Røde Khmer-regimet, omend han befandt sig på et så lavt niveau i systemet, at tribunalet aldrig ville være kommet i nærheden af ham. Men han har mange gamle kampfæller, som kunne have kommet i dommernes søgelys«. Kurlantzick fortsætter: »I mange år mente jeg, at Røde Khmer-tribunalet stadig var værd at gennemføre, trods de mange forsinkelser, trods at mange af de gamle Røde Khmer-topfolk var så højt oppe i årene, at langvarige fængselsstraffe ville være illusoriske, trods de urimeligt høje omkostninger, betalt af udenlandske donorer. Men nu står det helt klart, at tribunalet er en farce«.

Youk Chang er af en anden opfattelse. Han leder Documentation Center of Cambodia i Phnom Penh, en organisation, der har opbygget et arkiv og en database over de forbrydelser, der blev begået i Cambodja under Røde Khmer-perioden.

»Tribunalet handler også om retfærdighed«, siger han til New York Times. »For første gang i cambodjansk historie, har vi fået en debatkultur. Det betyder, at volden er reduceret, og at demokratiet har bedre vilkår«.

FRANCOIS PONCHAUD er den franske præst, der for 35 år siden var blandt de allerførste til at skabe international opmærksomhed om de massive overgreb, som Røde Khmer-regimet begik mod sine borgere. Han kritiserer også tribunalet i Phnom Penh, men ud fra et helt andet grundsynspunkt.

Ponchaud, der i dag er 73, siger til avisen Jakarta Globe: »Tribunalet er en monumental fejltagelse () og jeg vil nægte FN-systemet retten til at være den myndighed, som kan dømme Røde Khmer-lederne. ‘ FN beskyttede af geopolitiske årsager de Røde Khmerer under den Kolde Krig. Så jeg kan ikke se, hvordan FN i dag kan have retten til at dømme dem, som man dengang støttede«. Den franske teolog mener også, at tribunalet påfører det cambodjanske samfund et retfærdighedsideal, som ikke er egnet for et buddhistisk samfund.

Ponchaud var blandt de sidste vesterlændinge, der flygtede ud af Phnom Penh, da de Røde Khmerer tog magten i april 1975. Da han vendte hjem til Frankrig berettede han til medierne, at de Røde Khmerer var begyndt at tømme Phnom Penh for at sende befolkningen ud til arbejdslejre i landdistrikterne. Meget få troede på ham, men to år senere dokumenterede han Røde Khmer-regimets politik i en bog, der siden blev en klassiker: ‘ Cambodja: År Nul’.

Netop evakueringen af Phnom Penh i foråret 1975 er en af de begivenheder, som en fortsat retssag skulle have fokuseret på. Ponchaud har været nævnt som et muligt vidne i denne sammenhæng.

»Hvis jeg indkaldes, vil jeg ikke tøve med at fortælle retten, hvad jeg mener er sandheden«, siger han til Jakarta Globe.

Tilbage står også spørgsmålet om de omkostninger, som tribunalet i Phnom Penh er løbet op i. I sidste måned betalte Storbritannien og Australien henholdsvis 750.000 pund og 1,7 millioner dollar for at sikre retssagens fortsættelse.

(artikel i Politikens debatsektion 5. maj 2012)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s