Magtdeling USA-EU-Kina er en global win-win-winner

Men Kinas udenrigspolitik minder for meget om, hvad USA gjorde i mellemkrigstiden.

FØRST PÅ UGEN blev vi mindet om, at en verdenshistorisk realitet er ved at indhente os. Nemlig den, at Asien om føje år vil stå for ikke kun halvdelen af klodens befolkning, men også halvdelen af dens produktion.

Sådan var verden også skruet sammen omkring år 1800, altså lige omkring det tidspunkt, hvor de vestlige landes industrialisering tog fart og blev ledsaget af europæiske stormagters erobring og kolonisering af oversøiske territorier.

Den amerikanske professor og tidligere topembedsmand Joseph Nye kom forbi og leverede et budskab, der efterhånden er kendt for de fleste, men han ledsagede dem med konklusioner, som mange har brug for at lære af. Især dem, der bestandigt forveksler Kina med hedengangne Sovjetunionen. Så her kommer der en udlægning af flere af hans pointer fra talen i DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier.

Der er udbredt frygt for, hvad Kinas opstigning som global økonomisk magt får af konsekvenser. Men slap lige af: Magtpolitisk befinder Kina, USA og EU sig ikke i et såkaldt zero sum game ( på dansk: nulsumsspil; vist lyder det rædsomt, men det betyder, at nogle lande overtrumfer nogle andre).

Kina er selvfølgelig ikke på vej til at vinde over hverken EU eller USA trods den østasiatiske gigants dramatiske økonomiske væksttal. Tværtimod har den verdensorden, som USA skabte efter 1945 i kølvandet på de tre årtiers kaos, som Europa havde forårsaget, været til fantastisk stor gavn for ikke bare Kina, men også andre lande i Østasien.

NOK HAR DET amerikansk-kinesiske forhold været igennem en mindre nedtur ( 2009-10), men Beijing har tænkt sig om en ekstra gang, og nu kører de strategiske dialoger på bedste vis, som det senest blev demonstreret med den blinde advokat Chen Guangchengs udrejse til USA. Hillary Clinton og hendes folk kunne forhandle videre i Beijing om større og vigtigere emner og samtidig signalere, at USA ikke gav køb på sine værdier.

Efterhånden er det blevet en banalitet at konstatere, at USA stadig militært er massivt overlegent, og at Kina trods markant forøgede militære budgetter ikke når amerikanerne til ret meget over knæene. Lige så banalt er det at konstatere, at Kina er fremragende til noget af det, som Vesten har forsømt: at man på samme tid både kan producere, spare op og vise store og udsatte befolkningsgrupper en vej ud af fattigdommen og adgang til det moderne liv ( læs: arbejdskraft ud af landdistrikterne og ind i storbyernes tilbud af uddannelse og job). Moderniseringen stopper ikke ved fabrikkernes porte. Kina får snart brug for at opbygge en gigantisk ældreforsorg og andre velfærdsforanstaltninger, og hvem andre end europæerne vil være bedre i stand til at levere den vare?

MEN ET ER økonomien, hvad så med den traditionelle magtpolitik? Ligner Kina det Tyskland, som omkring år 1900 overhalede Storbritannien økonomisk, hvilket lagde grunden til krigsforberedelser i begge lande? Hverken amerikanske eller europæiske beslutningstagere mener det. Derimod er der, siger Joseph Nye, en dybtliggende frygt i Indien for, hvad Kinas hensigter er. De førte kortvarigt krig mod hinanden for 50 år siden, hvilket ikke er glemt. Medvirkende til Indiens frygt er den realitet, at det økonomiske kapløb mellem de to giganter for længst er vundet af Kina.

Men det af Joseph Nyes budskaber, som Indien, Japan og andre af Kinas foruroligede naboer har mest behov for at tage til sig, er dette, som han formulerede helt tilbage i 1995: Hvis Kina skal inddæmmes, er det kun kineserne selv, der kan gøre det. En provokerende adfærd i f. eks.Det Sydkinesiske Hav sender Kinas naboer lige lukt i armene på USA, og det har de kinesiske beslutningstagere naturligvis lært af. »Kina er ikke en statisk monolit«, siger Nye.

DET 21. århundrede har brug for smart og klog magt. Det er den slags, der kommer til udtryk, når Obamas finansminister, Timothy Geithner, tager til Beijing og forhandler kinesisk långivning til amerikanerne. Og når Pentagons folk udveksler viden med kineserne om cyberterror.

Kinas økonomiske fremgang hen over 30 år har overskygget den realitet, at kineserne har kørt på fribillet i den amerikanskdominerede verdensorden, mener Nye og sammenligner Kinas adfærd med USA’s passivitet i mellemkrigsårene.

Vejen frem ligger i at dele ansvaret for de store globale udfordringer: klimaet, ressourceknapheden, terrorbekæmpelsen, fattigdomsreduktionen. I denne ansvarsdeling ligger den ‘ smarte’ magt, som hele kloden har brug for.

(klumme i Politiken 24. maj 2012)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s