Når Helle Thorning kommer til Myanmar…

Her er nogle forslag til statsministeren, inden hun lander i Yangon.

TRAFIKPROPPER er et vedvarende problem her i Myanmars tidligere hovedstad, Yangon. I løbet af få år er befolkningstallet noget nær fordoblet og nærmer sig de seks millioner.

Tusinder af unge forlader de udpinte og isolerede landdistrikter for at prøve lykken i Sydøstasiens nyeste klondike.

University Avenue lidt nord for centrum er kendt for en verdensberømt adresse: bopælen for landets oppositionsleder, nobelpristageren Aung San Suu Kyi. Muren rundt om boligen er blevet forstærket, så den begynder at ligne et fænomen, der kendes fra andre asiatiske storbyer: at politiske topfigurer må forskanse sig bag høje mure og pigtråd.

MEN DET bliver ikke kun på University Avenue, at statsminister Helle Thorning-Schmidt ( S) skal holde møder, når hun i begyndelsen af næste måned tager på of-ficielt besøg i Myanmar ( det tidl. Burma).

Statsministeren må rejse de 400 kilometer nordpå til den nybyggede hovedstad Naypyidaw, som med en arkitektur, der giver mindelser om tilstanden i Nordkorea, rummer både regeringskontorer og parlament. Flertallet af burmesere og alle udlændinge skal have specialtilladelse til at besøge Naypyidaw.

Så hvilke budskaber bør Helle Thorning-Schmidt have med til præsident Thein Sein og landets populære politiske partileder Aung San Suu Kyi? Udviklingsminister Christian Friis Bach ( R) har for længst været forbi, så derfor må Thorning-Schmidts budskaber handle mere om politik end om udviklingsbudgetter.

HER ER nogle bud på, hvilke emner statsministeren bør tale med Myanmars politiske topfigurer om:

1) Den forsigtige liberalisering og begyndende demokratisering tegner lovende, men Myanmar bliver ikke et menneskeværdigt samfund uden en dyb og reel dialog med landets etniske mindretal.
2) Eksilgrupperne i nabolandene, især i Thailand, skal forberedes til sikker tilbagevenden til det hjemland, de har været isoleret fra i årtier.
3) Danmark kan sammen med Storbritannien stille sig i spidsen for et minerydningsprogram, der skal gøre jordarealer dyrkbare især i grænseregionerne.
4) Ytrings-og mediefriheden skal hjælpes yderligere på vej. En dansk indsats har allerede vist lovende resultater, men bør udbygges, f. eks. i form af en journalistskole.Tal med Unesco.
5) Danmark kan via EU og FN-systemet tage initiativer til at forhindre yderligere rovdrift på Myanmars naturrigdomme.
Der er behov for en uafhængig institution, der kan sikre en balanceret tilgang til anvendelsen af Myanmars kolossale ‘ skatkammer’ af råstoffer – fra olie, gas og tømmer til ædelstene og mineraler.
6) Danmark kan hjælpe oppositionen i Myanmars parlament til at forberede lovforslag, der kan reformere vilkårene for erhvervslivet. Der er behov for at afvikle monopolerne i energisektoren. Det er uholdbart, at de franske og amerikanske olieselskaber, der i mange år har sponsoreret den tidligere junta, kun har konkurrence fra statslige kinesiske selskaber, der bygger olie-og gasrørledninger i den nordlige del af landet.
7) Mange politiske fanger er blevet løsladt, men et ukendt antal sidder fortsat inde. Danmark bør assistere med et særligt udslusningsprogram for de tilbageværende.
8) Nationale og multinationale selskaber er i hastig vækst, så der er behov for at skabe grundlag for en uafhængig fagbevægelse.
De danske virksomheder, der planlægger at flytte produktion ud fra nabolandene, kan bidrage med at være foregangseksempler inden for både miljøpolitik og faglige rettigheder.
9) Danmark bør stille et hold forfatningseksperter til rådighed ( som vi gjorde i Nepal for en snes år siden). Der er brug for reformtiltag inden næste valg i 2015.
10) Og måske tør vi også håbe på en ambassade i en ikke så fjern fremtid.

REN ØNSKETÆNKNING? Så se lige på erfaringerne fra nabolandene. Danmark genoptog udviklingsbistand til Vietnam for en lille snes år siden, og landet blev derefter et dydsmønster inden for effektiv fattigdomsbekæmpelse. Og danske bidrag gjorde også en eksemplarisk forskel i et andet naboland, Cambodja, inden for bl. a. minerydning, mediefrihed og menneskerettigheder tilbage i 1990′ erne.

Sammenlignet med de store aktører, f. eks. USA, Storbritannien og Frankrig, har vi indlysende fordele: Vi er ikke tynget af hverken en fortid som kolonimagt eller kortsynede erhvervsinteresser. Vi er velrenommerede – der er ingen risici for værdipolitiske sammenstød som i Mellemøsten. Vi risikerer i Sydøstasien kun at blive modtaget som frelsere og forbilleder.

God tur herud og held og lykke med møderne, statsminister Helle Thorning-Schmidt.

(klumme i Politiken 25.10.2012)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s