Hvem vil håndtere Asien bedst, Obama eller Romney?

De to kandidater undgik ikke fristelsen at bebrejde Kina problemer, der skyldes interne forhold i USA.

DEN RETORISKE støj i slutspurten af den amerikanske præsidentvalgkamp synes at have overskygget den realitet, at de to kandidater er tæt på komplet enighed om ét stort emne: forholdet til Kina og dets naboer i Østasien. Så hvorfor slå på tromme for en succes i amerikansk udenrigspolitik? I sidste uges tv-duel mellem de to kandidater blev Kina nævnt 32 gange, men begge undlod at bruge hård og uforsonlig retorik mod den fjernøstlige gigant.

Kinas ledere kan med sindsro gå ud fra, at skulle Mitt Romney rykke ind i Det Hvide Hus til januar, vil USA håndtere udfordringerne i denne verdensdel på stort set samme måde, som det er sket under forgængerne siden normaliseringen med Beijing for 33 år siden.

OBAMA gentog et gammelt mantra: »Kina er både en modstander og en partner… en partner, når vi kan få dem til at følge de samme regler som alle andre… vi har indklaget Kina i mange sager til Verdenshandelsorganisationen for at få lige vilkår i samhandelen«. Romney replicerede, at Kina holder sin valuta kunstigt nede, hvorved amerikanske forbrugere foretrækker kinesisk fremstillede varer frem for varer, der er ‘ Made in USA’.

Kandidaterne undgik dermed ikke at beskylde Kina for vanskeligheder, der alene skyldes indenrigspolitiske faktorer. Ikke et ord om, at den kinesiske valuta, yuan, er steget i forhold til dollaren med 11 procent siden 2010 og hele 30 procent siden 2005. Obama forklarede dette med amerikansk pres frem for kinesisk føjelighed.
For den aktuelle udvikling i de kinesisk-amerikanske handelsrelationer er i USA’s favør. Heller ikke et ord om, at Kinas vækstmodel er ved at blive skiftet ud, så der åbnes op for mere import af vestlige produkter. Kina er den eneste eksterne aktør af betydning, der har potentialet til at rette op på ubalancerne i USA’s økonomi.

DEN GODE nyhed for resten af verden i alt dette er den ensidige fokusering på økonomiske emner. Slyngelstaten Nordkorea, engang udråbt til medlem af ‘ ondskabens akse’ ( George W. Bush) blev slet ikke nævnt. USA’s hovedallierede siden 1945, Japan, heller ikke – verdensøkonomiens tredjestørste aktør lever i forbløffende anonymitet. Og Taiwanspørgsmålet? Radiotavshed. Amerikanske flådepatruljers sejlads nær Kinas kyster? Tys-tys.

Er der stadig nogen, der husker Bill Clintons kanonbådsdiplomati i 1996, da Kina med missilaffyringer forsøgte at skræmme de taiwanske vælgere fra at stemme på en kandidat, som Beijing ikke brød sig om? Det har virket frem til i dag. Amerikansk Kinapolitik er en flerdimensional succes.

DET AMERIKANSKE bidrag til effektiv terrorbekæmpelse i verdens folkerigeste muslimske land, Indonesien, kunne have være nævnt som en enestående succes. Den lovende liberalisering i Myanmar/Burma som et eksempel på en mangeårig sanktionspolitiks positive nyttevirkning ligeledes. Men hvorfor slå på tromme for positive resultater? USA’s nukleare partnerskab med Asiens største demokrati, Indien, blev også forbigået i tavshed; for man vil nødig irritere kineserne mere end højst nødvendigt. USA’s helt store udfordring ligger selvsagt vest for Delhi: atomstaten Pakistan og den potentielle atomstat Iran.

IRAN BLEV debattens dominerende emne.Obama kunne utvivlsomt ønske sig, at han engang vil kunne lave en ‘ model Burma’ på Teheran, men dette har lange udsigter, for der er ikke opposition i Iran, som Vesten kan yde aktiv støtte til. Præsidenten argumenterede, at hans regering har »organiseret de stærkeste sanktioner nogensinde mod Iran, og at de kværker den iranske økonomi«. Romney erklærede sig enig i, at sanktionerne »forkrøbler« den iranske økonomi, og »jeg ville have iværksat dem tidligere, men det er godt, at vi har dem«.

Hvad de to kandidater overhovedet ikke havde lyst til at tale om, er den realitet, at om en halv snes år vil Kinas økonomi med stor sandsynlighed være på størrelse med den amerikanske. Og den røde gigant vil ligge i overhalingsbanen.

Hvis en kommende præsident vil presse Kina til at overholde internationale spilleregler i samhandelen, betyder det så i realiteten, at USA dermed vil forsøge at tage dampen ud af det kinesiske vækstlokomotiv? I så fald kan det gå ud over kinesiske investeringer i amerikansk jobskabelse.

USA og Kina har en sund skepsis over for hinanden, men rummer et gensidigt samarbejdspotentiale, hvis betydning kommer til at overstige rivaliseringen. Koldkrigsretorikerne i USA overser den faktor, der handler om gensidig afhængighed.

(Klumme i Politiken 1.11.2012)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s