En lille stenrig elite har i tæt alliance med den tidligere militærjunta fået magten over alle virksomheder af betydning i Myanmar. De er med til at bane vej for, at Kina sætter sig på landets naturrigdomme.

B ygningen ved grænseovergangen mellem Kinas maleriske Yunnanprovins og Shanstaten i Myanmar ( det tidligere Burma) tager sig topmoderne ud. De gæstearbejdere, der skal ind og søge lykken på kinesiske byggepladser, glider hurtigt igennem kontrollen. Lidt længere tid tager det med besøgende fra Europa, som der stadig kun er få af i dette hjørne af Sydøstasien.

Men med en times forsinkelse – visumoplysningerne var forsvundet i det kinesiske it-system, så alle data skulle indtastes forfra – kan vi forlade den velpolerede kinesiske boomtown Ruili med moderne butiks-og kontorcentre i glas og stål og tage ind i det rodede, støvede og snavsede Mu Se, der ligner burmesiske provinsbyer, som de er flest: brunt, gyldent og grønt i talrige nuancer, fra en verden af i går. Velkommen til Sydøstasiens nyeste klondike.

Turen ned gennem den nordlige del af Shanstaten går gennem enestående landskaber med buddhistiske templer og stupaer ad elendige, hullede veje. Men at forandringer er på vej i Myanmars nedslidte infrastruktur, vidner de mange lastbiler og byggepladser om, samt ikke mindst de stabler af kæmpestore, ufærdige rørledninger, der ligger på jorden overalt langs ruten ned til en af områdets historiske byer, Hsipaw.

Her er kinesiske og sydkoreanske selskaber i gang med at opføre en olierørledning, der skal gøre det muligt at transportere mellemøstlig olie til Kina uden at skulle igennem Det Sydkinesiske Hav. Her har Kina store kontroverser om grænsedragninger og udvindingsrettigheder med flere lande, især Vietnam og Filippinerne. Energipolitisk er Kinas strategiske ‘ Burmavej’ gennem Shanstaten en genvej, der vil styrke vækstmulighederne for kinesisk økonomi i årtier fremover.

Myanmars rigeste mænd

Smukke buddhistiske templer til trods: De moderne indslag på ruten er de stationer, hvor der opkræves vejskat og gennemføres politikontrol. Her er bygningerne dekoreret med skilte for et eneste firma: Asia World.

»Læg mærke til det navn«, bemærker Politikens tolk. »Asia World er et af Burmas rigeste firmaer. De har stort set alle kontrakterne med de kinesiske virksomheder her. Det er ren udplyndring. Kineserne stjæler vore naturrigdomme ved at bruge de rigeste familier som forretningsforbindelser«. Asia World ledes af Tun Myint Naing, der også kendes som ‘ Steven Law’, etnisk kineser og søn af Lo Hsing Han, som de amerikanske myndigheder siden 1970′ erne har kaldt ‘ heroinets Godfather’. Asia World har stået for moderniseringen af Myanmars største havne og moderniseringen af Yangons lufthavn.

Da vi nogle dage senere er nået frem til Myanmars tidligere hovedstad Yangon og kører ad et af byens kendteste hovedstrøg, University Avenue, passerer vi først den forfaldne bungalow, hvor landets populæreste politiker, Aung San Suu Kyi, stadig bor. Minutter senere kører vi forbi det nyopførte amerikanske ambassadekompleks, der giver mindelser om en militær fæstning.

Få hundrede meter længere henne rejser der sig et ekstravagant byggeri omkranset af høje, pigtrådsspækkede mure.

Guiden bliver lettere ophidset: »Der bor Myanmars rigeste mand. Kan du se de dyre biler inde i gården? Ferrari og Lamborghini!«. Fysisk tættere på Myanmars lille elite af nyrige er der kun få, som kommer. Frigivne dissidenter forsøger møjsommeligt at styrke landets politiske opposition gennem organisering af et voksende civilsamfund.

Og blandt dem cirkulerer oplysninger, som giver et foruroligende billede af, hvor den økonomiske magt er placeret i landet med de forsigtige demokratiserende reformtiltag og en afgrundsdyb fattigdom blandt flertallet af de knap 60 millioner indbyggere.

Den gule Lamborghini

I det land, som statsminister Helle Thorning-Schmidt besøger i morgen, er der gjort lovende reformtiltag. Ved et suppleringsvalg i april i år blev Aung San Suu Kyi og 42 af hendes partifæller valgt ind i parlamentet.

Hundredvis af politiske fanger er blevet løsladt, og medierne har opnået en vis frihed. Men under et dække af liberalisering og demokratisering har en lille klike af rige familier med tætte forbindelser til den tidligere junta taget kontrollen med landets største virksomheder og naturrigdomme.

Manden i den forskansede neoklassiske villa, hvor flere luksusbiler er parkeret bag murene ( herunder en kanariegul Lamborghini), hedder Tay Za. Medierne, som nu rapporterer friere om forholdene i det land, der gennem et halvt århundrede blev styret af militæret, må lede forgæves efter omtaler af Tay Za, for han har aldrig ladet sig interviewe. Men en af de indberetninger, som WikiLeaks offentliggjorde i fjor, nævner, at sønnen Pye Phyo Tayza på sin Facebookprofil i fjor havde offentliggjort fotos af sig selv siddende i faderens Ferrari bevæbnet med halvautomatiske våben.

Det amerikanske skattedepartement ved rigeligt om denne økonomiske oligark og kalder ham i et internt dokument for »en berygtet bøddel og våbenhandler«. Tay Za og hans slægtninge står derfor på den amerikanske sanktionsliste, der har betydet, at familiens oversøiske besiddelser er indefrosset, og at de har været ramt af indrejseforbud til USA.

Tay Zas rigdomme er opbygget gennem den lille snes år, hvor Myanmars junta privatiserede en stribe statslige selskaber inden for især minedrift, tømmer, transport og turisme. Hans 25-årige søn fortalte i et sjældent interview tidligere i år, at faderen i dag er så velhavende, at han nu kun ønsker at blive en moderne fi-lantrop, der bidrager til Myanmars økonomiske genopbygning.

De 20 familier

De amerikanske opgørelser over det, som kaldes ‘ de sammenspiste kapitalister’ tæller en snes familier, der alle plejede tætte relationer med generalen og diktatoren Than Shwe, som tog magten for tyve år siden og accepterede en frivillig pensionering i foråret 2011. Than Shwe var manden, der ifølge en redegørelse fra Harvard Law School i 2009 stod i spidsen for en økonomi, der byggede på tvangsarbejde, tortur og rydninger af hele landsbysamfund.

I takt med at Than Shwes junta tillod privatiseringer af statsejede selskaber, blev hans børn og slægtninge på lige fod med andre juntaofficerers slægtninge givet ejerskab og bestyrelsesposter i Myanmars mest lukrative sektorer: olie og gasudvinding, ejendomme og logistik.

Både USA og EU har opmærksomheden rettet mod den lille klike af oligarker, som under dække af liberaliseringen og nogle beskedne reformtiltag har taget kontrollen med landets største erhvervsaktiver.

Det var disse, som USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, henviste til, da hun under sit besøg i december i fjor talte om, at nogle af de amerikanske sanktioner vil forblive i kraft over for »de individer og institutioner, som stadig vil være på den forkerte side af reformprocessen«. Dernæst føjede hun til: »Fordelen ved at hæve sanktionerne skal mærkes bredt i befolkningen og ikke kun af nogle få«. Men selv Hillary Clinton havde svært ved at leve op til en sådan henstilling. Under sit ophold i hovedstaden Naypyidaw var hun og hendes følge indlogeret på et luksushotel, der hedder Thingaha, som ejes af en af Myanmars 20 rigeste familier.

Oplysninger om deres formuer er ikke tilgængelige for offentligheden.

(reportage i Politiken 4.11.2012)