Amerikanske medier er redskaber i kinesisk opgør

AFSLØRINGERNE i The New York Times af, at den afgående kinesiske regeringschef, Wen Jiabaos, nære slægtninge skal have høstet formuer på at udnytte politiske og forretningsmæssige netværk, er opsigtsvækkende på flere niveauer.
Det opgør om Kinas politiske linje, som er blevet udkæmpet i årevis på de indre linjer, er for alvor rykket ud på en slagmark, hvor verden uden for Kina kan være med: de store amerikanske medieplatforme.

Tidspunktet for publiceringen var ingen tilfældighed: De kom ud, netop som myndighederne i Beijing meddelte, at Bo Xilai, den detroniserede partichef i Kinas og verdens største by, Chongquing, havde mistet sin sidste officielle post som medlem af Kinas Nationale Folkekongres. Meddelelsen i de kinesiske statsmedier om, at Bo Xilai også er ekskluderet fra Kommunistpartiet, kom i weekenden.

Bo førte gennem flere år politiske kampagner, som var han en vestlig politiker. Selv om sagen mod ham har vist, at han selv og hustruen ikke savnede noget i velstand, tordnede han mod uligheden i det samfund, hvis ledelse han var en del af i årevis.

POPULISTEN Bo Xilai og teknokraten Wen Jiabao blev ærkerivaler, fordi Bo satte ord på fænomener i det kinesiske samfund, som Wen mente, at han havde monopol på at udtale sig om. Bo Xilai begyndte derfor at ligne en egentlig opposition i et politisk system, der er bygget på, at uenigheder om væsentlige samfundsanliggender afklares bag lukkede døre, inden politiske kompromiser meddeles offentligheden.

Med den kontrol, som det kinesiske magtapparat har med alle sensitive informationer om topledere, er der ingen tvivl om, at angrebet på Wen Jiabao er orkestreret indefra: Det er Bo Xilais støtter, der har hjulpet New York Times-journalisten David Barboza med adgangen til de personoplysninger, der hører til i kategorien statshemmeligheder i Kina.

I SIN LANGE gennemgang af Wen-dynastiets firmamæssige og finansielle aktiviteter kommer Barboza kun sporadisk ind på den mulighed, at ‘ lækagen’ er et politisk instrument i opgøret forud for Kommunistpartiets 18. kongres. Den amerikanske journalist har næppe skullet gøre alverden selv for at afsløre de aktiviteter, som næppe er formelt ulovlige i henhold til kinesisk jura, men som kaster et ubehageligt lys over en topleder, der over en halv snes år har gjort sig de yderste anstrengelser for at fremstå som de fattiges beskytter. Journalisten har fået det meste serveret i en veltilrettelagt kampagne.

New York Times er ikke de første på banen: Tidligere i år var det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg ude med oplysninger om, at vicepræsident Xi Jinpings nære slægtninge udgør et finansielt og erhvervspolitisk netværk, som har kunnet berige sig gennem de forbindelser, som enhver kinesisk topleder har i det, der uden overdrivelse må betegnes som klodens mest sofistikerede statskapitalistiske system. Det er som bekendt Xi Jinping, der om få dage formelt udpeges som generalsekretær i det parti, der administrerer klodens næststørste økonomi.

AT TOPFOLK i den kinesiske partistat nu aktivt gør brug af amerikanske medier i det, der må kaldes et frontalangreb på den herskende elite i landet, er opsigtsvækkende og kan på sigt vise sig at få følgevirkninger, positive eller negative, i fremtidige reformer.

Systemet kan vælge at øge lukketheden og skærpe kontrollen med informationsstrømmene, hvilket dog bliver svært i en tid, hvor Kinas sociale, digitale medier har vendt op og ned på landets debatkultur.

Eller systemet kan give medierne relativt mere ( men stadig reguleret) frihed. Det kan være interessant at lytte til, hvad den afgående generalsekretær på kongressen vil sige om mediernes rolle i partiets aktuelle antikorruptionskampagne.

Den kinesiske offentlighed er med de aktuelle afsløringer, som Wen Jiabao nu har bebudet en intern undersøgelse af, blevet mindet om nogle af de alvorligste mangler i systemet: fraværet af en kritisk offentlighed, der kan afkræve partistatens ledere forklaringer på den kolossale sociale ulighed, som er den faste følgesvend for Kinas reformer.

PÅ PARTIKONGRESSEN vil folk i korridorerne naturligvis stille spørgsmålet: Hvorfor gik myndighederne med ildhu til sagen for at få Bo Xilai og hustruen dømt for korruption, når systemets topmand, Wen Jiabao, kan være ansvarlig for noget lignende? Forklaring: Bo Xilai repræsenterede den ‘ neomaoisme’, der er i fremmarch i partiet. Dens tilhængere mener, at privatiseringsbølgen er gået for langt, og at staten
skal generobre kontrollen med kinesisk økonomi.

Troede vi, at Mao, Den Store Rorgænger, døde i 1976? Tænk om.

(klumme i Politiken 7.11.2012)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s