Når millionærerne migrerer ud af Kina

Kan den nye partiledelse forhindre, at entreprenørklassen flygter og tager pengene med sig?

I LØBET af i dag kender vi navnene på de syv mænd, der kommer til at lede Kina de kommende ti år. Forud for dagens præsentation har kun to navne været sikre: Xi Jinping og Li Keqiang, der står til at blive præsident og regeringschef, når Folkekongressen næste forår bekræfter dem i embederne.

Hvilken arv er det så, at disse to skal forvalte i samarbejde med de fem øvrige topfolk i politbureauets stående udvalg? De overtager et samfund, der har oplevet stor materiel fremgang: Gennemsnitsindkomsten per indbygger er firedoblet på ti år, nationen har nu klodens største transportinfrastruktur inden for højhastighedstog og motorveje, og ophobningen af udenlandske valutareserver betyder, at Kina nu låner mere ud til verden uden for riget end Verdensbanken.

MEN FREMGANGEN er blevet ledsaget af massive sociale efterslæb, som burde give den ny ledelse søvnløse nætter. Det kinesiske samfund nærmer sig en global rekord i ulighed og sociale spændinger, der giver mindelser om USA’s udvikling i første halvdel af det 20. århundrede. Antallet af årlige ‘ masseincidenter’ ( officiel jargon for protestdemonstrationer) er angiveligt fordoblet hen over de forgangne ti år og har passeret 180.000.

Hvis den ny ledelse er i tvivl om, hvilken kur der behøves for at rette op på de sociale skævheder, behøver den blot at nærlæse partiets egne medier. En meningsundersøgelse offentliggjort af det nationalistiske partiorgan Global Times umiddelbart før kongressens start viser, at 80 procent af befolkningen ønsker sig politiske reformer, mens 70 procent ønsker sig sociale velfærdsreformer inden for sundhedsforsikring, miljøbeskyttelse og fødevaresikkerhed.

DIAGNOSEN er for længst udstillet for offentligheden, så hvorfor sker der ikke mere? En analytiker her i Hongkong har en forklaring: særinteresser. Og hvilke? De statsejede virksomheder, der i givet fald skal betale regningerne, hvis den afgående ledelses løfter om at realisere ‘ det harmoniske samfund’ skal indfries.
Disse virksomheder har tjent tykt på det seneste tiårs eksportorienterede industrialisering og satsninger på infrastruktur. Det er via kontrollen med disse virksomheder, at den nyrige entreprenørklasse har konsolideret sig, ligesom det er her, at en stor del af samfundets opsparing finder sted.

Især den afgående regeringschef, Wen Jiabao, har brugt retorik om nødvendigheden af tiltag for samfundets underklasse, men bag dette slør af propaganda har partiets økonomiske strateger for længst lagt linjen for global ekspansion. Kinesiske investeringer omdirigeres nu i voksende grad fra afrikanske råstoffer til europæisk infrastruktur og nordamerikanske energikilder.

SÅ DE MEST velkonsoliderede særinteresser skal nok klare sig, men rækker det til at skabe social balance i det kinesiske samfund? Ikke hvis vi skal tro en undersøgelse, der viser, at under de forgangne ti år har hver fjerde kinesiske rigmand med formuer på 100 millioner kroner og derover valgt at forlade landet, mens andre 47 procent overvejer at gøre det. Disse ‘ millionærmigranter’ er utilfredse med, at der ikke gøres tilstrækkeligt for at sikre livskvalitet i form af miljøbeskyttelse, sundhed og uddannelse.

Med andre ord: En voksende andel af den nye middelklasse oplever, at fundamentet for dens velstand slides ned.

Debatten om et alternativ til ‘ entreprenørmodellen’ er for længst begyndt. En af Kinas førende sociologer, Sun Liping, konkluderede tidligere i år i en advarende rapport for Tsinghua Universitet, at den største trussel mod Kinas videre udvikling ikke er socialt kaos, men socialt forfald. Sun, der var ph. d.-vejleder for den nye generalsekretær og kommende præsident Xi Jinping, peger på det, han ser som nationens største problem: at magtfulde særinteresser har taget reformerne som gidsel.

Hvis Xi Jinping ønsker at realisere elementer af den politik, som den afgående ledelse bekendte sig til, men i katastrofal grad forsømte at leve op til, kan de starte i Hongkongs naboprovins, Guangdong, hvor markedsreformerne startede for tre årtier siden og gjorde provinsen til ‘ verdens fabrikshal’.

Guangdongs partichef, Wang Yang, talte i fjor om nødvendigheden af at sikre befolkningens rettigheder, og han tillod afholdelsen af de frieste landsbyvalg i Kinas nyere historie, hvor lederne af en stribe protestaktioner i byen Wukan blev indvalgt i den lokale administration. Så tjek lige efter: Er selvsamme Wang kommet i den ny ledelse, hvis sammensætning netop er offentliggjort? Hvis ikke, er det dårlige nyheder.

(klumme i Politiken 15.11.2012)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s