Den amerikanske præsident besøger en region i fremgang, men som har behov for en ny balance.

FOR FØRSTE gang i mere end fire årtier er en amerikansk præsident på besøg i den del af Sydøstasien, som med et lettere brutalt udtryk kan kaldes ‘ Kinas baggård’.
Thailand, Myanmar og Cambodja er målene for Barack Obamas første offi-cielle rundrejse siden genvalget. Destinationer, der ikke er forvænt med, at lederen af verdens førende supermagt lægger vejen forbi. Så hvorfor lige nu? USA har brug for at score udenrigspolitiske point i en tid, hvor dødsspiralen i Mellemøsten tager endnu en runde nedad. Tag ikke fejl: Formålet er at ‘ rebalancere’ de geopolitiske magtforhold i en region, der alt for længe har været negligeret af USA. Læs: Kinas indflydelse i Sydøstasien er blevet så stor, at der er brug for andre lodder i vægtskålen.

Den nye orientering mod en verdensdel, hvor USA har en lang og ofte traumatisk historie, begyndte i 2010, hvor Barack Obama og udenrigsminister Hillary Clinton besøgte Indonesien, øriget, hvor præsidenten tilbragte en del af sin barndom, og som rummer verdens største muslimske befolkning. For et lille års tid siden sendte præsidenten sin udenrigsminister til Myanmar som en anerkendelse af landets reformtiltag, og i disse dage følger han selv efter. Kritikere peger ganske vist på, at den amerikanske belønning af Myanmar kommer for tidligt. Bevares, regimet har netop løsladt 452 fanger, heraf flere politiske.Men landets økonomiske og politiske elite består stadig af militærfolk, om end flere er trukket i civil. Først ved næste valg, i 2015, vil verden vide, om reformerne udstrækkes til, at landets populæreste politiske parti, Den Nationale Liga for Demokrati, kan sætte sig på et flertal af pladserne i parlamentet.

VILJEN HOS DEN regerende elite i Myanmar til at opbygge en forståelse med USA er næppe udtryk for en demokratisk opvågnen i et land, der gennem et halvt århundrede blev holdt nede af militære jernhæle. Den reelle årsag er, at Kinas økonomiske dominans er blevet for stor.’ Rebalanceringen’ i Sydøstasien kan derfor ske med økonomiske og diplomatiske midler frem for militære.

Med Thailand har USA et sikkerhedspolitisk partnerskab, der går tilbage til den kolde krigs allertidligste år. Skiftende amerikanske præsidenter stod last og brast med autoritære ledere i Bangkok, der kom og gik, som vindene blæste, men Thailand forblev en frontlinjestat, så længe Vietnam, Laos og Cambodja tilhørte den sovjetiske indflydelsessfære.

Alt ændrede sig efter 1991, men vi skulle helt frem til 2000, før en amerikansk præsident, Bill Clinton, fandt tiden inde til at komme til Hanoi. I dag tales der realistisk om et potentielt allianceforhold mellem Vietnam og dets gamle krigsmodstander: Hvis de territorielle konflikter i Det Sydkinesiske Hav spidser til, kan vietnameserne få brug for at ‘ rebalancere’ i forhold til Kina. Hvilket bliver med militære midler frem for økonomiske. Men Vietnams ledelse er pragmatisk: Den ved, at landet ikke har råd til et langvarigt fjendskab med den store nabo i nord.

VI SKAL LÆNGERE mod syd for at se hele balancen: Australien er tiltænkt en fornyet rolle i USA’s ændrede positionering i Østasien. Udenrigsminister Hillary Clinton og forsvarsminister Leon Panetta har netop besøgt Australien for at deltage i et sikkerhedstopmøde, der bekræftede det mangeårige partnerskab.

Hillary Clintons tale i Adelaide fortjener opmærksomhed: »Der er dem, som fremstiller situationen herude som et valg mellem Australiens langvarige forbindelser til USA og dets voksende økonomiske forbindelser med Kina. Dette er en falsk modsætning; der er ikke tale om et nulsumsspil. Stillehavet er stort nok til os alle«. Hun kunne også have sagt: Stillehavet er for stort til, at der kan føres gammeldags inddæmningspolitik. Eller: Kinas militær er en dværg, men Kinas økonomiske magt er for stor til at kunne inddæmmes.

FOR ØKONOMI bliver hovedemnet, når Barack Obama afrunder sit besøg i regionen med at deltage i et stillehavstopmøde i Cambodjas beskedne hovedstad, Phnom Penh. Den økonomiske dagsorden vil være frihandelsorienteret, hvilket fortsat vil give problemer for regionens næststørste økonomi, Japan, der afventer et parlamentsvalg i næste måned.
I en historisk fodnote bør verden lytte til, om Barack Obama til sine cambodjanske værter vil komme ind på et af de mest dystre kapitler i amerikansk-asiatisk historie: de hemmelige bombardementer i årene 1969-73, der lagde store dele af landet øde og banede vejen for De Røde Khmerers magtovertagelse. Måske en beklagelse vil være på sin plads?

(klumme i Politiken 20.11.2012)