Japans politiske landskab fragmenterer, mens Kina presser

Uklarhed om energipolitikken og pres fra Kina er de største udfordringer for Japans vælgere og politikere op til valget 16. december.

JAPANS POLITISKE landskab er ved at fragmentere forud for landets måske mest afgørende parlamentsvalg i årtier. Ganske vist peger meningsmålinger på, at det Liberal-Demokratiske Parti ( LDP) efter valghandlingen 16. december vender tilbage til regeringstaburetterne efter at have forsøgt at udfylde den uvante rolle som opposition i lidt over tre år. Men de kommende års beslutninger vil dette konservative partis ledere sandsynligvis skulle træffe i skiftende koalitioner med deltagelse af uerfarne små partier, der er nye på den parlamentariske scene.

Da regeringschefen for Japans Demokratiske Parti, Yoshihiko Noda, udskrev valget, lignede hans beslutning en øvelse i moderne politisk kamikaze: Opinionstallene for partiet er i bund, og flere af en stribe nye eller reformerede mindre partier ser ud til at komme i Underhuset med forøgede mandattal.

SÅ RISIKOEN for et Japan, der både er politisk impotent og inkompetent, er overhængende.

Impotent, fordi de nye partier vil gøre en koalition ustabil; inkompetent, fordi de nye småpartier fører sig frem på enkeltsager, der negligerer de overordnede udfordringer, Japan længe har stået over for.

Valget afholdes i skyggen af en energipolitik, der i bogstaveligste forstand er havareret. ‘ Fukushima’ er ikke længere kun et mindesmærke over en energipolitisk æra, der er ved at rinde ud, men også et symbol på et fravær af politiske alternativer og handlekraft. Man forstår derfor, hvorfor guvernør Yukiko Kada, der har en akademisk baggrund i miljøpolitik og sociologi, har fundet det nødvendigt at oprette det nye japanske Parti for Fremtiden.

Hun har dristigt foreslået en hurtig og fuldstændig udfasning af kernekraften, hvilket ligner en umulighed. Inden katastrofen på Fukushima-værket i fjor stod kernekraften for omkring en tredjedel af Japans energiforsyning, og regeringen havde planlagt at øge dette til omkring halvdelen fra 2030.

r

De japanske vælgere er for længst begyndt at mærke virkningerne af det, som fremtidsforskere kalder ‘ knaphedens århundrede’, eftersom kun to af landets godt 50 kernekraftreaktorer for nuværende arbejder på fuld kapacitet. Massiv import af naturgas holder i dag de japanske husholdninger og virksomheder flydende og bidrager dermed til en økonomisk ubalance, der tipper den gale vej.

Da Japan i 2011 oplevede sit første underskud på handelsbalancen i 31 år, skyldtes det ikke mindst den 60 milliarder dollar store import af naturgas. Her er det unægtelig svært at se vindenergi som et realistisk alternativ, men det forventede olie-og gaseventyr i Nordamerika kan vise sig at blive Japans forsyningsmæssige redningsplanke i al overskuelig fremtid.

Det Demokratiske Parti har forsøgt sig i valgkampen med en selverklæret energipolitisk realisme ved at tale for udfasning af kernekraften i løbet af 2030′ erne; en målsætning som LDP hverken kan eller vil tilslutte sig grundet partiets symbiotiske tilknytning til Japans overdimensionerede byggesektor.

MED ANDRE ord ligner Japans tilstand noget, der kunne få politikere til at tale om nødret. Så meget desto mere absurd bliver det, når Tokyos tidligere overborgmester Shintaro Ishihara med sit nye parti for Japans Genopbygning fører sig frem med sin antikverede, militante højrenationalisme.

Det var Ishihara, der forgangne sommer ophidsede folkestemningen ved at gøre territorialstriden om Senkaku-øerne til en blafrende rød klud for næsen af den nationalistiske drage, der nok er den farligste politiske kraft i Kina.

Det kinesiske marked tegner sig for næsten en tredjedel af den samlede japanske eksport og er det eneste, der for alvor har holdt gang i de japanske eksportindustrier under fire års finanskrise.

Aktuelle handelstal bekræfter, at kinesiske forbrugere og virksomheder, utvivlsomt ansporet af centralmagten i Beijing, har iværksat en handelsboykot af japanske produkter.

KINESERNE EFTERLEVER blot filosoffen Sun Tzus årtusindegamle diktum, at den højeste krigskunst består i at besejre fjenden uden brug af våben: Det er selve motivet til at føre krig, der skal elimineres.

Hvilket kineserne nu gør ved at minde japanerne om, hvor afhængige de er blevet af det kinesiske marked.

Kombinationen af den japanske stats gældsætning, en overvurderet yen og landets hastigt aldrende befolkning repræsenterer en sårbarhed, der gør landets økonomi særdeles udsat for den form for pres, som kun Kina er i stand til at udøve, og som USA ikke længere er i stand til at redde sin vigtigste allierede i Østasien ud af. Der er ingen samaritanere til at hjælpe Japan ud af den klemme.

(klumme i Politiken 13.12.2012)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s