Sydkoreas vælgere ønsker ‘ broderfjenden’ på afstand

Præsidentvalget i Sydkorea ændrer ikke på den realitet, at Nordkorea skal inddæmmes. Status quo garanteres af USA og Kina.

DEN SENESTE nordkoreanske missilaffyring kan vise sig at blive den faktor, der gør, at tvivlende sydkoreanske vælgere i denne uge bestemmer sig for en politisk kurs, der ligner det velkendte: en konservativ præsident, der økonomisk læner sig op ad erhvervslivets giganter og udenrigspolitisk holder fast i den alliance med USA, der er en garant mod nye militære amokløb udløst af ‘ broderfjenden’ på den anden side af den 38. breddegrad, Nordkorea.

Samtidig er valgkampen for mange af landets ældre vælgere blevet et tankevækkende møde med en broget fortid, som indhenter den politiske virkelighed i et af Østasiens mest vellykkede samfund. Valgkampens kvindelige kandidat og hovedperson, Park Geun-hye, er et levende vidnesbyrd om, hvorledes en nation, der for et halvt århundrede siden lignede en ludfattig, fejlslagen stat ledet af generaler, i dag rummer en af klodens mest veluddannede befolkninger, har demokratiseret stort set ublodigt og er en trendsætter inden for informationsteknologi og den kulturelle dynamik, vi kender som Korean wave. Et skoleeksempel på, hvad et samfund i den kungfutsianskbuddhistiske kulturkreds kan levere i løbet af en generations tid.

LIDT HISTORIE først: Park Geun-hye var i 1961 en 9-årig skolepige, da hendes far, en generalmajor, tog magten ved et kup, efter en periode med studenteroprør og politisk turbulens. Den sydkoreanske økonomi var dengang på niveau med udviklingslande i Vestafrika, sult og fattigdom var udbredt; den trængte nation var konfronteret med et militaristisk Nordkorea, der var bakket op af de to kommunistiske giganter, Sovjetunionen og Kina.

park-geun-hye-dictators-daughter-strongmans-daughter-time-magazine-300x200

I 1974, da Park var en 22-årig studine, mistede hun sin mor ved et attentat, midt i hovedstaden Seoul, forårsaget af nordkoreanske agenter. Kuglen, der dræbte moderen, var tiltænkt faderen. Den sydkoreanske republik havde været inde i en lovende fase, hvor et jernhårdt autoritært styre var begyndt at bløde op og tre år tidligere havde givet plads til et præsidentvalg, som faderen, præsident Park, var tæt på at tabe.

Hen over de 15 år, hvor den unge Park var blevet voksen, havde Sydkorea udviklet sig fra at være et tiggerland til at blive en tigerøkonomi. Fader Park nåede ikke at krone sin dygtigt gennemførte moderniseringspolitik med at give sin befolkning fuldt demokrati og borgerlige rettigheder. I oktober 1979 blev han skudt af sin egen sikkerhedschef i præsidentpaladset.

Men forudsætningerne for en demokratisering og et moderne samfund blev lagt af den tidligere generalmajor, hvilket siden er blevet anerkendt af flere af datidens aktivister i oppositionen. Mindre end ti år senere tog Sydkorea tigerspringet ud i tilstanden som fuldgyldigt demokrati og anerkendtes som et højt udviklet moderne samfund. En udvikling, der omtrentligt faldt sammen med, at hovedstaden Seoul var vært for de olympiske lege. Resten er historie, og den er positiv.

ULYKKELIGVIS er Sydkorea stadig konfronteret med en fjende, der hører til blandt klodens mest dystre regimer. Så meget mere forbløffende er det, at vælgerne ikke er nævneværdigt optaget af at høre så meget om ‘ landsmændene’ i nord. Der er kommet noget ‘ Fawlty Towers’ over Sydkoreas forhold til truslen fra nord: Don’t mention the war!

daugther

Hvor meget har Sydkoreas forhold til ‘ broderfjenden’ i nord ændret sig gennem de mere end tre årtier, der er gået, siden Park Geun-hyes fader styrede det meste? De tre seneste præsidenter har forsøgt sig med en tilnærmelsespolitik over for det nordkoreanske militærdiktatur, der har kostet millionbeløb, men kun én er blevet belønnet: Kim Dae-jung fik i 2000 en nobelfredspris for sin såkaldte ‘ solskinspolitik’, som havde til formål at tø ‘ den kære leder’ Kim Jong-il, op. Siden har der været generationsskifte, og nordkoreanerne bærer nu masker med smil, men intet taler for, at nye solskinsinitiativer er undervejs. Den unge Kim, der er sat op som kølerfigur på den monstrøse militærmaskine, der kontrollerer stort og småt i det nordkoreanske samfund, vil næppe få besked af sine generaler på at vise hverken generøsitet eller venlighed over for broderfolket i syd.

Når sydkoreanerne kan tage det relativt roligt, skyldes det, at naboerne besindigt og klogt har inddæmmet den nordkoreanske trussel: USA leverer den nødvendige militære afskrækkelse, mens Kina håndterer værtsrollen for de forhandlinger, der med mellemrum trækker de nordkoreanske diplomater til Beijing og minder dem om de konsekvenser, der venter, hvis de ikke retter ind.

(klumme i Politiken 18.12.2012)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Korea. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s