USA har taget afsked med en af sine mest formidable politikere, den etnisk japanske Daniel Inouye.

Lyshavet over den hawaiianske hovedby var livsbekræftende efter ni timers flyvning over Stillehavet, når kalendertallet gik baglæns, fordi datolinjen blev krydset. Så det bidrog til forvirringen, at flagene på mange bygninger i Honolulu stod på halv, hvilket ikke rimede med, at Air Force One var landet på øens luftbase få timer tidligere. Flagning på halv, netop som Obamas fly ankommer?

Forklaringen viste sig at være den triste, at Hawaiis vigtigste politiker gennem et halvt århundrede, Daniel Inouye, skulle bisættes dagen efter. Inouye er ikke et navn, der får klokkerne til at ringe hos mange danskere. Men for os nørder, der er fascineret af nyere amerikansk politisk historie, er han en stor skikkelse.

DENNE monumentale kongresmand blev Amerikas mest kendte af japansk oprindelse, fordi han kom til at repræsentere dette særegne multikulturelle øsamfund i 53 år. Øgruppen var ukendt uden for USA indtil den decemberdag for 71 år siden, da det japanske kejserdømme søsatte verdenskrigen ved at sønderbombe den amerikanske Stillehavsflåde opankret i Pearl Harbor. I efterkrigsårene leverede Inouye en historisk ironi: En etnisk japaner fik sagt ‘ undskyld’ på sin oprindelsesnations vegne ved at udvikle sig til en så fuldblods kongrespolitiker, at ingen amerikanere efterfølgende kunne slippe af sted med at være antijapanske.

Følelser af revanchisme eller bittert had kunne der ellers have været grundlag for, når man erindrer, hvad det var, de amerikanske myndigheder gjorde ved japanere i tiden efter angrebet på Pearl Harbor. I historieskrivningen kendes det som ‘ interneringen’. Mere end 100.000 japanere, de fleste med amerikansk statsborgerskab, blev kommanderet ud af deres hjem og sat i interneringslejre spredt ud over det vestlige, knastørre USA.

Begrundelsen havde rødder i folkeviddet, fordi de værste chauvinister i Kongressen frygtede, at denne ellers fint integrerede befolkningsgruppe ville blive en femtekolonne for kejser Hirohitos afsindige generaler.

Hvilket ikke forhindrede Pentagon i at sende hundredvis af nisei, unge japanskamerikanske mænd, i felten for Onkel Sam til Europas slagmarker. Inouye var en af dem.

En aprildag i 1945 ledte han sin deling i et angreb på en tysk maskingeværstilling i Norditalien, blev såret af flere skud under et angreb, som han afsluttede med at sprænge en tysk bunker med en håndgranat, mens han blødte fra skudsår i maven og en sønderskudt arm.

Siden blev Inouye den højest dekorerede krigshelt, der gjorde politisk karriere i Kongressen. Da hans højre arm var bortamputeret, kunne han ikke opfylde drømmen om at blive kirurg. Som 29-årig afsluttede han studier i politisk administration og jura og blev omgående valgt til lokalparlamentet i Hawaii, mens øterritoriet forberedte sig på at blive optaget i unionen som delstat.

Inouyes valg til Repræsentanternes Hus skete i 1959, og han blev dermed den første til at tale Hawaiis sag som folkevalgt i Washington. Fire år senere fulgte skiftet til Senatet, hvor han forblev til sin død som 88-årig en uge før jul. Genvalgt med tårnhøje stemmetal var han Hawaiis fremmeste politiker og sikrede delstatens massive forandring i Det Demokratiske Parti.

KONGRESSEN oplevede politiske stjernestunder, når Inouye sad i formandsstolen i de komitéhøringer, der med mellemrum gør amerikansk politik til noget unikt, og som forklarer, hvorfor konservative militarister i begge lejre frygtede den enarmede krigshelt.

I en asiatisk kontekst bidrog han i 1979 afgørende til udarbejdelsen af Taiwan Relations Act, et effektivt politisk håndværk, der sikrede amerikansk militær beskyttelse af ‘ Republikken Kina’, da præsident Carter flyttede USA’s diplomatiske anerkendelse til Beijing.

Langt større opsigt vakte det i indenrigspolitikken, da Inouye fra 1987 ledte undersøgelserne af Iran-contra-skandalen. Det var her, Inouye rystede Det Hvide Hus og Reagan-republikanerne med denne bemærkning: »Vi har fået en skyggeregering med sit eget luftvåben, sin egen flåde, egne måder at skaffe penge på og dermed en kapacitet til at føre sin egen udenrigs-og sikkerhedspolitik frigjort fra lovgivning og politisk kontrol«. Ord, der ikke kunne ignoreres, når de kom fra et individ, der var så behængt med hædersbevisninger, amerikanske som internationale, at han snildt kunne have brugt en ekstra brystkasse.

For det rigtige bryst på denne hædersmand var lettere bøjet. En tysk maskingeværkugle blev i 1944 stoppet af to dollarmønter, han havde i brystlommen.

(klumme i Politiken 10. januar 2012)