USA’s ældste alliancepartner i Stillehavsregionen har taget konsekvenserne af de ændrede globale styrkeforhold.

NOGLE AF deltagerne i denne uges møde i World Economic Forum i Davos har nok rynket brynene, da de hørte en af de indkaldte eksperter, Ian Bremmer fra det store risikoanalyseinstitut Euroasia Group, bede beslutningstagere verden over om at revurdere opfattelsen af, hvad der kan gøre 2013 til året, hvor det geopolitiske liv leves farligt.

Ikke balladen i den amerikanske Kongres om budgetunderskud og gæld. Ikke de syriske slagmarker. Ikke konfrontationen mellem præstestyret i Iran og omverdenen. Hvad er det så?

De voksende spændinger mellem klodens nr. 2 og 3 i økonomisk volumen, Kina og Japan. For de to asiatiske giganters strid om en lille ubeboet øgruppe i Det Østkinesiske Hav er kun et symbol på et større skifte af vidtrækkende global betydning.

»Kineserne føler ikke længere, at de har brug for Japan på samme måde som tidligere; hverken investeringerne eller teknologien. Og i modsætning til Vietnam og Filippinerne, hvor de lokale kinesiske mindretal kontrollerer en stor del af de to landes økonomier, har Kina ingen redskaber til at påvirke det japanske samfund«, lød det advarende fra Bremmer.

OM USA har noget på spil her? Jo, for årtiers magtbalance i Østasien hvilede på den forudsætning, at Japan ikke udfordrede sin store nabo på det euroasiatiske kontinent. Dette har ændret sig efter det japanske parlamentsvalg i sidste måned.

Resten af verden har således en interesse i at bidrage til at bringe Japan og Kina ud af det højspændte dødvande, de to har befundet sig i, siden regeringen i Tokyo i fjor købte den ubeboede øgruppe af en forretningsmand. Dermed åbnedes muligheden for, at det japanske forsvarsministerium installerer overvågningsudstyr på øerne, hvilket med sikkerhed vil udløse vrede i Kina. Og noget, der kunne være værre.

Kina vender sig traditionelt imod, at udenforstående forsøger sig som mægler i konflikter, hvor man hævder at have kerneinteresser. Men mandag fik tonerne i Beijing en ny og overraskende lyd.

Talsmanden for udenrigsministeriet mindede Washington om »det ufravigelige historiske ansvar«, USA har for øgruppens tilhørsforhold.

Striden om øerne bliver dermed en prøveklud for, hvorledes lederne af klodens tre største økonomier vælger at håndtere hinanden på et tidspunkt, hvor de globale økonomiske faktorer er radikalt forandrede i forhold til for 40 år siden, da Kinas økonomiske betydning var mikroskopisk og Japan helt udramatisk fik tilbageleveret øerne efter 27 års amerikansk administration.

Vil Barack Obama i sin anden præsidentperiode demonstrere, at USA er indstillet på at tilpasse sig Kinas opstigning som økonomisk supermagt ved at undlade aktivt at støtte det japanske standpunkt? Ifølge de seneste fremskrivninger fra OECD er det i denne præsidentperiode, at Kina vil overhale USA økonomisk.

KORT FØR årsskiftet afslørede den australske forsvarschef, David Hurley, at fælles militære øvelser mellem Australien og Kina er i støbeskeen.

Disse vil automatisk også involvere amerikanske flådeenheder. Hurley forklarede, at australske og kinesiske militære ledere allerede har drøftet principperne for, hvorledes sådanne øvelser skal gennemføres. I december lagde tre kinesiske militærfartøjer til i Sydney, og i 2013 vil flere komme til.

Udmeldingen var sammenfaldende med nyheden om, at den fhv. australske udenrigs-og premierminister Kevin Rudd havde besøgt Det Nationale Forsvarsakademi i Beijing, Kinas svar på det amerikanske West Point, og advaret en forsamling på flere hundrede officerer om de risici, der truer stabiliteten i Østasien, hvis ikke Beijing og Tokyo skifter kurs.

Initiativet var usædvanligt. En markant australsk politiker, der talte direkte til den militære elite i et land, som australsk udenrigspolitik længe har defineret som en potentiel trussel. Men han sparede ikke på advarsler om den ny regering i Tokyo, selv om Japan er en mangeårig australsk alliancepartner.

Rudd kender sit territorium, for han har universitetsgrader i kinesisk sprog og historie. Til forsamlingen af uniformerede tilhørere i Beijing pointerede han, at han har brugt årtier på tæt at følge udviklingen mellem Kina og Japan.

»Men jeg har aldrig oplevet en tilstand så alvorlig som den nuværende«, lød det fra podiet.

Hovedforklaringen: den omsiggribende nationalisme, som regeringerne i Tokyo og Beijing får stadig sværere ved at kontrollere. Så tak for en god nyhed: Australien er blevet en sikkerhedspolitisk brobygger med globale perspektiver.

(klumme i Politiken 24.01.2013)