Kimklanens retorik har historiske og psykologiske rødder i ekstrem nationalisme og ønsket om etnisk renhed.

HVIS IKKE det var, fordi vi har at gøre med den mest militariserede stat på kloden, kunne vi blot trække på skulderen ad den retorik og de trusler, der hen over de seneste uger er udgået fra den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang.

Lige syd for den 38. breddegrad, som er den sidste højspændte grænse mellem to modstandere fra den kolde krigs tid, sidder der en mindre hær af ( syd) koreanske ‘ landsmænd’, der løbende dissekerer al den galde, der flyder ud fra den betonkommunistiske propagandabunker i nord. Sydkoreanerne ved om nogen, hvilke psykologiske og kulturelle faktorer der udgør det mentale og ideologiske brændstof i den nordkoreanske lederkult, for den ligner et fænomen, der også har optrådt i syd: etnisk nationalisme.

‘ Stalinistisk’ er en hyppig betegnelse for regimet i nord, men vi skal langt ned under Marx og Lenin for at begribe karakteren af det nordkoreanske folkedyb, og det er ikke noget kønt syn, vi møder her. Dynastiets grundlægger, Kim Il-sung, der i 1930′ erne fik en militær skoling i Sovjetunionens Røde Hær, miksede for et halvt århundrede siden en bizar ideologisk cocktail, der inkorporerede stalinistisk personkult og kungfutsiansk paternalisme med en udviklingspolitisk filosofikaldet Juche, der havde økonomisk selvforsyning som sit højeste mål.

SIDEN Den Koreanske Halvø ophørte med at være japansk koloni i 1945, har ledereliter på begge sider af den 38. breddegrad opbygget politisk legitimitet på den målsætning, at Korea er et årtusindgammelt etnisk og kulturelt homogent rige, som ingen fremmede magter kan dominere. Derfor er genforening en målsætning, der forfølges af begge koreanske stater.

Kapløbet mellem de to ‘ broderfjender’ om økonomisk modernisering er for længst vundet af Sydkorea, som i dag er en af Asiens højest udviklede stater. Men den 70 år gamle sydkoreanske alliance med USA har leveret rigeligt med ammunition til Pyongyangs systematiske psykologiske krigsførelse vendt mod ikke bare sydkoreanerne, men også brugt som et redskab til moralsk og politisk mobilisering indadtil. Kald det bare massepsykose på højt niveau.

HVIS VI et øjeblik forestiller os den manual, som de nordkoreanske spindoktorer benytter sig af i håndteringen af en kritisk og fjendtlig omverden, vil de vigtigste doktriner lyde nogenlunde således:

1) Vi i Den Demokratiske Folkerepublik Korea er de ægte, rene og oprindelige koreanere, mens vore landsmænd i syd er marionetter, evigt fortabte og undertrykte af amerikansk aggression og imperialisme.

2) Alle koreanere er forbundet af blodets bånd og en usvigelig loyalitet over for den koreanske kultur og nationale arv. Det Koreanske Arbejderparti er den eneste sande forsvarer af ægte og oprindelig koreansk identitet.

3) Vore tidligere allierede Rusland og Kina har svigtet den koreanske kamp for uafhængighed og frigørelse fra imperialistisk aggression og bruger nu FN som redskab til at underminere vor retfærdige sag. Sydkoreansk og kinesisk bistand er kamuflerede forsøg på at indføre kapitalisme ad bagdøren og dermed fremme et sammenbrud hos os.

GENNEM årtiers gentagne iscenesættelser af militære konfrontationer med USA har Kimklanen kunnet opretholde en politisk totalmobilisering af samtlige resurser i det forarmede land.

De nordkoreanske generaler spiller med stor dygtighed på den realitet, at USA ikke har hverken mod eller vilje til at gå ud i en militær konfrontation i større skala. Amerikanske bombetogter tæt på grænsen til Kina og Rusland? Nej, vel? Så hellere inddæmning. Folkelige oprør mod magteliten, som det skete i andre kommunistiske regimer ( Ungarn 1956, Tjekkoslovakiet 1968 og Polen 1980-81), kendes der ikke til i Nordkorea.

Forklaringen er, at den psykologiske krigsførelse vendt mod ‘ broderfjenden’ i syd og USA går begge veje: Den er også virkningsfuld indadtil. Budskaberne handler om at redde den koreanske race og kultur fra fremmed ‘ forurening’.

Noget, vi har set før? Jo da. Disciplinen, offerviljen, fanatismen, nationalismen, den næsten psykotiske lydighed over for den kejserlige autoritet: Den slags var også ingredienser i den uhyggeligt effektive organisation, der drev japansk krigsførelse og kolonisering af Den Koreanske Halvø i første halvdel af det 20. århundrede.

Sydkoreanerne, amerikanerne og kineserne kender udmærket karakteren af den modstander, de står over for. Så hellere leve med psykologisk krigsførelse frem for at udkæmpe en rigtig krig.

(klumme i Politiken 4. april 2013)