Australiens leder, Julia Gillard, har været på den lange march til Beijing.

ØSTASIENS sikkerhedspolitiske og økonomiske landskab blev tegnet om i forgangne uge. Det skete, da den australske regeringschef og leder af partiet Labour, Julia Gillard, under et besøg i Beijing offentliggjorde en strategisk partnerskabsaftale med den nyudnævnte kinesiske topleder, Li Keqiang; manden, der er nr. 2 i det kinesiske magthierarki.

Avisen Sydney Morning Herald tøvede ikke med at kalde aftalen både en »triumf og et kup«, for ingen havde været forberedt på, at noget så stort var i vente, da den walisiskfødte regeringschef rejste til den kinesiske hovedstad.

Partnerskabsaftalen indebærer afholdelse af årlige møder på topniveau mellem den asiatiske gigant og en af USA’s vigtigste allierede i regionen. Dermed får Australien en formel status, som kun tre andre lande har: Tyskland, Storbritannien og Rusland. Aftalen definerer rammerne for en strategisk økonomisk dialog, der bl. a. indebærer direkte handel mellem de to landes valutaer.

Australien får som det tredje land en status, som foreløbig kun USA og Japan har opnået. En dollar-yuan-zone i stillehavssamarbejdet begynder at tage form, og herefter er det kun et spørgsmål om tid, før Korea og de sydøstasiatiske lande følger efter.

AFTALEN SÆTTER i relief de begrænsninger, der ligger i USA’s såkaldte rebalancering i forhold til Kina, som blev Obamaregeringens initiativ over for Kina efter genvalget i 2012. Sikkerhedspolitiske analytikere får fremover travlt med at diskutere, om Kina har brugt Julia Gillards velvilje til at udhule den bevægelse fra amerikansk side, som af konservative kinesiske høge blev set som en begyndende inddæmning.

Debatten i kinesiske medier har været heftig, for flere har set ‘ rebalanceringen’ som et amerikansk forsøg på at sætte hegnspæle omkring et Kina, der via sin økonomiske tyngde er allestedsnærværende i Østasien. Duerne fremførte det oversete argument: at økonomisk integration er det bedste redskab til at neutralisere sikkerhedspolitiske spændinger.

For Kina er blevet Australiens største samhandelspartner. ‘ Aussierne’ sender en tredjedel af landets samlede eksport op til giganten i nord. Julia Gillard har gjort meget ud af, at det ikke kun er mineraler, der skal fylde op i skibslasterne.

Hendes understregning af, at der også skal leveres velfærdsmodeller, forureningsbekæmpelse og fødevaresundhed til kineserne, lyder som noget, der kunne have været talt ud af Helle Thorning-Schmidts mund ( og jo, Danmark har også en partnerskabsaftale med Kina, hvis nogen skulle have glemt det).

Tilsyneladende har australsk Kina-politik været præget af paradokser: En såkaldt hvidbog fra forsvarsministeriet kaldte for få år siden Kina en sikkerhedspolitisk trussel og talte om at bygge 12 undervandsbåde for at imødegå selvsamme trussel. Men efterfølgende definerede udenrigsministeriet i Canberra Australien som en nation, der bør stræbe efter at opnå det maksimale i det »asiatiske århundrede«. Landene i Østasien har i det mindste undgået at komme i den klemme, som lammede EU for en lille halv snes år siden, da Frankrig og Tyskland pressede på for at ophæve den våbenembargo, som de europæiske regeringer indførte i 1989 som en reaktion på de blodige begivenheder i Beijings centrum. USA ( Bushregeringen) brugte i 2004 Storbritanniens Labourregering ( Blair) til at presse EU til ikke at opgive embargoen, uanset at denne i dag er reduceret til ren symbolpolitik.

Amerikanernes argument var, at europæiske våbensystemer ikke skulle kunne anvendes af Kina i et opgør med USA om f. eks. forsvaret af Taiwan.

Når Kina i dag køber stort op af australske råvarearsenaler, melder et tilsvarende dilemma sig: Australsk jernmalm risikerer at blive anvendt til at bygge kinesiske krigsskibe. Nok har Australien en rolle i Obamas ‘ rebalancering’, men at placere 2.500 amerikanske marinesoldater i Darwin rokker ikke afgørende ved den præmis, at et kommende opgør med et opstigende Kina skal tages i de forhandlinger, der føres, om betingelser for frihandel og investeringsstrømme frem for at sende amerikanske og australske flådeenheder op til de omstridte øgrupper i det det Syd-og Østkinesiske Hav.

DET ER DEN hastigt forøgede volumen i samhandelen, der tæller. Fra 2012 blev Australien den største modtager af oversøiske kinesiske investeringer, hvilket kan forklares med de mineselskaber og råvareproducenter, der er hovedrolleindehavere i australsk økonomi.

I fjor besøgte 600.000 kinesiske turister Australien, og en ny kampagne taler om at fordoble antallet. Kan det tænkes, at grønlandske politikere allerede har lagt øre til, hvad de har gang i down under..

(klumme i Politiken 18. april 2013)