Partipolitik er vigtig, men det er ikke der, jeg vil gøre gavn, siger Min Ko Naing, som er er en af veteranerne fra Myanmars dissidentbevægelse.

Hvordan trækker almindelige borgere deres land ud af et halvt århundredes undertrykkelse og diktatur, uden at undertrykkernes slægtninge og venner beriger sig hæmningsløst, mens forandringen til et friere samfund finder sted? Og hvad stiller de samme borgere op med den realitet, at pengene fra Asiens og nu også hele verdens største handelsnation flyder ind i rå mængder, men uden kontrol fra folkevalgte?

Spørg Min Ko Naing. Han kommer fra Myanmar, det tidligere Burma, som er blevet verdens nye politiske darling. Virksomheder og turister falder i denne tid over hinandens ben i kapløbet om at komme ind og høste frugterne i det, der allerede kaldes Sydøstasiens mest lovende vækstmirakel. Min Ko Naing, 50 år, var en af lederne af det studenteroprør, der eksploderede i den daværende hovedstad Rangoons gader i 1988. Hans formandskab dengang i organisationen All Burma Federation of Students Union førte til, at det daværende militærstyre år ud og år ind gav ham en stribe fængselsdomme. Så sent som i 2007 lød straffen på hele 65 år. Alt ændrede sig i januar 2012, da han og aktivistgruppen fra 1988-opstanden blev sat på fri fod. I dag er de aktivister i den reformbevægelse, som strømmer gennem landet.

Men går det nu den rigtige vej? Politiken har mødt den tidligere studenterleder, der som midaldrende forsøger at fortsætte, hvor han blev forhindret for et kvart århundrede siden.

MILITÆRET bekæmper det kristne kachinmindretal i nord, mens militante buddhister går hårdt til de muslimske mindretal. Er reformprocessen en luftspejling?

»Spændingerne mellem buddhisterne og muslimerne begyndte med en voldtægt. Kriminelle sager må ikke udvikle sig til religiøse og etniske sammenstød. Hvad militærets offensiv mod kachinfolket angår, er der tale om, at generalerne forsøger et etablere en styrkeposition, inden forhandlinger kan indledes«.

Det internationale samfund engagerer sig i Myanmar både økonomisk og politisk. De fleste sanktioner er suspenderet. Er tiden inde til at hæve dem helt?

»Investeringer i Myanmar er velkomne, hvis man nøje overvejer sine valg af forretningspartnere. Problemet er, at stort set hele det erhvervsliv, der betyder noget, kontrolleres af en klike, der er tæt forbundet med topfolk fra både den gamle junta og den nuværende militære elite. Skal der flyde penge til landet nu, må en lang række uløste problemer inddrages. Hvem har glæde af investeringerne og handelen med omverdenen? Her mangler vi åbenhed«.

»Vi i systemkritikerbevægelsen ønsker os en langt større gennemskuelighed omkring de forretningsaftaler, der er indgået, før reformerne begyndte. Derudover ønsker vi ressourcer kanaliseret til sociale formål, især fattigdomsbekæmpelse. Et af de mest presserende emner lige nu er de oversøiske flygtninges tilbagevenden. De kommer hjem efter mange års ophold i lejre i Thailand, men mange af dem har meget lidt eller slet intet at komme hjem til, så de placeres i nye lejre. Hvem hjælper dem? Vor præsident siger højtideligt, at alle i landet skal deltage i socialt hjælpearbejde og bekæmpelse af fattigdom. Men der er langt igen«.

Sidste års suppleringsvalg blev vundet stort af Aung San Suu Kyi. Har du meldt dig ind i hendes parti, den Nationale Liga for Demokrati?

»Nej da. Partipolitik er vigtig, men det er ikke der, jeg vil gøre gavn. Jeg forsætter som aktivist i civilsamfundet«.

Næste parlamentsvalg er i 2015. Der spekuleres i en alliance mellem militærets parti og Suu Kyis parti, som kan gøre hende til præsident?

»Jeg er bekendt med, at folk taler om dette. Men andre kombinationer er mulige, f. eks. samarbejde med de etniske partier. Den bedste måde, som Danmark, EU og andre kan hjælpe, er at sikre, at valget i 2015 holdes i overensstemmelse med de principper, der gælder i et demokratisk, parlamentarisk system. Burma har i hele min levetid kun holdt den slags valg, hvor kun det parti, som militæret kontrollerede, vandt. Hjælp os med at komme ud af den tilstand«.

Er der stadig politiske fanger i Myanmar?

»Det arbejder vi på at få klarhed over. Muligvis kun et par hundrede. Men der er usikkerhed om selve de-finitionen af, hvad en politisk fange er. Parlamentet har nedsat en kommission, der skal udarbejde klarere bestemmelser for, hvornår en lovovertrædelse er politisk, og hvornår den ikke er det. Min bekymring er, at regeringen bruger dette arbejde som et skalkeskjul. At man siger, at alle politiske fanger er lukket ud, mens andre spærres inde«.

(bragt i Politikens Debatsektion, 20. april 2013)