Beijing gør sig klar til ændrede magtforhold i Myanmar.

DA EU’s udenrigsministre mandag eftermiddag ophævede stort set alle resterende sanktioner mod Myanmar, det tidligere Burma, skete det med en vis nervøs skelen til den stribe af voldelige overgreb mod mindretalsgrupper, som har hærget landet i måneder. I en erklæring advarede de europæiske ledere om, at det sydøstasiatiske land står over for betydelige udfordringer, i særdeleshed i spørgsmålet om de muslimske minoriteters status.

Det politiske og kulturelle klima i det førhen så isolerede land er mildest talt anstrengt, efter at buddhistiske bander i sidste måned angreb byen Meiktila, hvor et halvt hundrede civile blev dræbt, heraf 20 drenge og unge mænd, der først blev hakket og stukket til døde med knive og derefter brændt.

Overraskende er det, at repræsentanterne for dette militante buddhistiske samfund ikke længere holder sig tilbage, demokratisering eller ej. Ashin Wirathu, en 45-årig munk fra Mandalay, skjuler ikke sit had mod muslimerne, når britiske BBC citerer ham for følgende: »Vi buddhister er for bløde og mangler patriotisk stolthed. Muslimerne er dygtige til økonomi og handel. De kontrollerer allerede transport og byggeri. Nu er de i gang med at overtage vore politiske partier indefra. Hvis dette fortsætter, ender vi som Afghanistan eller Indonesien«. Munken opfordrer herefter landets buddhister til at boykotte butikker, der er ejede af muslimer.

Denne militante retorik er giftig og virker meningsløs, når man erindrer sig, at de muslimske befolkningsgrupper tæller mindre end en halv snes procent ud af Myanmars anslåede knap 60 millioner indbyggere.

NÅR EU valgte at opretholde våbenembargoen som den eneste rest af mange års sanktionspolitik, har det været begrundet i, at det militært dominerede styre har fortsat en stribe angreb mod og overgreb på det overvejende kristne mindretal i den nordlige Kachin-stat. Et par måneders relativ stilstand i Kachin kan sandsynligvis forklares med, at der foregår forhandlinger mellem regeringen og Kachin-oprørernes repræsentanter på kinesisk jord, hvilket er usædvanligt.

DEN KINESISKE Myanmar-ambassades hjemmeside har for nylig afvist forlydender i den burmesiske presse om, at en udskydelse af fredsforhandlingerne var resultatet af en kinesisk beslutning. Dernæst følger den interessante oplysning, at forhandlingerne har stået på i grænsebyen Ruili siden slutningen af december. Læg hertil, at en stribe pro-militære politikere fra det burmesiske parlament har været på goodwill-ture i den store kinesiske naboprovins Yunnan.

Kineserne er således i gang med en heftig omgang øvelser i soft power, som skal rette op på det blakkede ry, som skyldes de lyssky partnerskaber, der er indgået mellem store kinesiske selskaber og burmesiske ditto med tætte forbindelseslinjer til burmesiske officersfamilier.

KURSSKIFTET i Beijing over for Myanmar har været under gradvis forandring siden den daværende militærjunta formelt slap magtens tøjler i 2010. En folkelig udgave af Beijings Myanmarpolitik er formuleret i kommunistpartiets nationalistiske tabloidavis, Global Times, som i en kommentar i sidste måned forklarede, at selv om Aung San Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati, kun sidder på 43 parlamentspladser, har hun voksende indflydelse overalt i landet. Muligheden for, at også de militære repræsentanter i parlamentet stemmer hende ind på præsidentposten i 2015, er nu reel, pointerede kommentaren: »Nu giver det mening at anerkende Suu Kyi og oppositionens status i landet, og der bør udvikles et formelt og offentligt samarbejde. Dermed respekteres det valg, som befolkningen i Myanmar har truffet. Nu kan vi blot håbe på, at Kinas regering inviterer Aung San Suu Kyi på et passende tidspunkt () Et sådant besøg indebærer ikke, at Kina alene står bag hende og hendes parti, men at isen bliver brudt. Kina kan dermed vise respekt for de særlige betingelser i Myanmar«, hed det i Global Times.

SAGT MED elementær hverdagsjargon: Kina ser gerne, at regering og opposition efter parlamentsvalget i 2015 skaber et stort nationalt kompromis, også hvis dette sender Suu Kyi ind i præsidentpaladset.
Kina forventer, at dets betydelige økonomiske interesser hos naboen ( råstoffer og infrastruktur) respekteres. Det afgørende er stabiliteten i landet.

Lige nu er problemet, at stabiliteten ser skrøbelig ud. EU bør selvfølgelig gøre mere end at ophæve sanktionerne. I Kachin-konflikten er forhandlingerne i Ruili fortsat i gang. Kunne EU-landenes diplomater sikre, at der placeres civile observatører i nogle af de egne og byer, hvor muslimske grupper er under pres? Det ville være klædeligt.

(klumme i Politiken 24.4.2013)