Glem alt om tyske tilstande på Den Koreanske Halvø.

TAG IKKE fejl af Park Geun-hye, den sydkoreanske præsident, som i dag bliver den første kvindelige stats-og regeringschef, der taler i den amerikanske Kongres iWashington. Hun er gjort af et robust stof, hvad præsident Barack Obama utvivlsomt også har erfaret under gårsdagens samtaler med ‘jernladyen’ fra Morgenstilhedens Land.

Park nærer en erklæret beundring for Margaret Thatcher, men det er ikke sandsynligt, at hun kommer til at opleve en triumf, der matcher begivenhederne i Europa i 1989. For jernvilje er også et prædikat, der på ulyksaligste vis er dækkende for lederklanen hos ‘ broderfjenden’ i Nordkorea.

HVAD VERDEN kan forvente, er en sydkoreansk ‘ nordpolitik’, der er blottet for illusioner. I den bedste af alle verdener kunne man have ønsket sig en sydkoreansk præsident, der havde Willy Brandt og hans ‘ østpolitik’ hellere end Margaret Thatchers stålsatte beslutningskraft som forbillede, men den mulighed er passé.

Sydkoreas svar på Willy Brandt hed Kim Dae-jung, den mangeårige dissident og senere præsident, som i 2000 modtog Nobels Fredspris for sin tyskinspirerede tilnærmelsespolitik over for Nordkorea. Kim døde i 2009, og året efter skød nordkoreanerne et sydkoreansk militærfartøj i sænk. Siden er de interkoreanske relationer vendt tilbage til en uhyggelig normaltilstand, hvilket de nylige krigstrusler fra Pyongyang understreger.

Det er tilstande, som Park Geun-hye har haft helt inde på kroppen i årtier. Da hun i februar rykkede ind i Det Blå Hus, den sydkoreanske præsidentbolig, var det barndomshjemmet, hun vendte tilbage til. Hun var 9, da hendes far, generalmajor i hæren Park Chung-hee, tog magten i et land præget af politisk kaos, polarisering og undertrykkelse. Da hun var 22, blev moderen dræbt af en attentatmands kugle, om end denne var tiltænkt faderen. Datteren afbrød et studieophold i Frankrig og vendte hjem for at overtage rollen som førstedame.

Da faderen fem år senere blev dræbt af sin sikkerhedschef under et ophedet middagsselskab på paladsets område, lød datterens første reaktion: Er vi tilstrækkeligt forberedt på en nordkoreansk invasion? De færreste havde dengang i 1979 fantasi til at forestille sig, at Sydkorea efter 18 års autokratisk styre under Parks jernhånd siden ville springe ud som en demokratisk, teknologisk og økonomisk rollemodel i Østasien. Ej heller at det myrdede præsidentpars datter ville følge i faderens fodspor og blive løftet ind i Det Blå Hus af bred folkelig opbakning.

Familiens historiske arv deler stadig vandene i Morgenstilhedens Land. Da Park Geun-hye blev overfaldet i 2006 af en attentatmand bevæbnet med barberblade, blev der straks spekuleret i et blodhævnsmotiv. Så det kan ligne et paradoks, når meningsmålinger afspejler en positiv omvurdering af faderens politiske gerning: Nok var han en autokrat, der brugte politistatsmetoder, men han løftede på rekordtid sin nation fra at være et tilbagestående tredjeverdensland til at blive en moderne industrination ledet af højtuddannede.

NOGLE AF de vælgere, der bidrog til hendes valgsejr i december, ser i Park Geunhye nogle kvaliteter, der handler om meget mere, end at hun er en ugift kvinde, der skal repræsentere det moderne Korea. En akademiker i Seoul, Bong Youngshik, siger rent ud, at »hun er fader Park, personificeret i en kvindekrop«. Så hvad stiller Asiens Jernlady her og nu op med det uforudsigelige og evigt militaristiske Nordkorea? Præsident Parks problem er, at Kimklanen vil i dialog med USA uden at bruge Sydkorea som genvej.

Den nordkoreanske nylige beslutning om at afvikle det industrikompleks i grænsebyen Kaesong, som har leveret hård valuta til militærdynastiet i Pyongyang, skal ses i dette perspektiv. Intet økonomisk samkvem med kapitalisterne i syd og heller ingen forhandlinger, genforeningsbesøg for delte familier eller andre forsoningsinitiativer. Kort sagt, ikke det ringeste med mindelser om relationerne mellem Øst-og Vesttyskland tilbage i de europæiske koldkrigsår.

Læren fra det tyske eksempel er, at tilnærmelser ender med etpartistatens kollaps.
Ingen sydkoreansk politiker kan offentligt erklære sig som modstander af koreansk genforening, men emnet kan ties ihjel. Parks tale til den amerikanske Kongres i dag vil ikke rumme faderens brutale retorik ( »kommunister skal udryddes«, lød det) fra 1970′ erne, men substansen vil der ikke være lavet om på: Vi lever fint med delingen af Korea og taler ikke om alternativet.

SKAL NORDKOREA ændre adfærd, bliver det som et resultat af at kombinere et mere aktivt amerikansk diplomati med kinesisk pres. De aktuelle oplysninger om, at en af de største kinesiske banker har lukket for pengetilførslerne til Nordkorea er et tegn på, at forholdene i Nordøstasien trods alt er i bevægelse. Næste stop for Park Geun-hye bør være Beijing.

(klumme i Politiken 9. maj 2013)