Glem gældsproblemet. Velstandsstigningen i Kina er en god nyhed for amerikansk erhvervsliv.

OM FÅ DAGE udløber fristen for det såkaldte gældsloft, som Kongressen i Washington vedtog tilbage i januar. De føderale myndigheder kan bruge forskellige bogholderkneb for at kunne fortsætte med at betale udgifterne for de fælles goder et par måneder endnu, mens spørgsmålet lyder i folkedybet: flere lån i Kina?

Når debatten om gælden genoptages, vil de udenlandske kreditorers rolle næppe fylde det helt store. Men sådan har det ikke altid været. Da Barack Obama i 2008 kritiserede republikanernes økonomiske politik, yndede han at beskylde daværende præsident Bush for »at have skaffet sig et kreditkort i Bank of China for derefter at sende regningerne til kommende amerikanske generationer«. Tilsvarende beskyldte den republikanske kandidat Mitt Romney under valgkampen i fjor sin modstander Obama for »at lade Kina løbe os over ende«.

I WASHINGTON sidder en topøkonom, Nicholas R. Lardy, og følger debatten med både smil og hovedrysten. Lardy har studeret udviklingen i kinesisk økonomi gennem tre årtier og har dokumenteret sin indsigt gennem en stribe af bogudgivelser: Misforståelserne er massive, siger han. Manden på gaden i Amerika tror, at nationen står i gæld til kineserne til op over ørerne. Men realiteten er, at det amerikanske samfund skylder sig selv størsteparten af gælden.

»Vore politikere har intet gjort for at sikre en mere redelig debat om emnet«, bemærker han ( Associated Press, 29.4.).

De største kreditorer i det amerikanske gældscirkus hedder Federal Reserve ( nationalbanken), Social Security og de talrige pensionsfonde for både offentligt og privat ansatte. Kinesiske banker tegner sig for beskedne 7 procent af gældsbjerget, hvad der nok gør Kina til USA’s største långiver, men den kinesiske andel er på det seneste faldet betragteligt.

De folkevalgte i USA må naturligvis sikre, at gældsproblemerne ikke skubbes videre til børn og kommende generationer.

Hvis disse politikere mangler anledning til optimisme, bør de studere den aktuelle udvikling på valuta-og finansmarkederne.

Her er kursen på den kinesiske valuta, renminbi ( RMB), i daglig tale kaldet yuan, på vej op i forhold til dollaren. Den udslaggivende faktor var udmeldinger i starten af forrige uge fra den kinesiske regering om nye reformtiltag. Ikke i form af en gigantisk stimuluspakke, som vi så det i 2009, men liberaliseringer, der peger i retning af at gøre yuanen konvertibel.

Kina begynder dermed at ligne en finansiel stormagt, der kan fungere som verdensøkonomiens lokomotiv. Nyheder som disse bør vække glæde hos amerikanerne.

På kort sigt bliver den amerikanske gæld til Kina større, men det er ikke det afgørende på langt sigt. De kinesiske liberaliseringstiltag sker på baggrund af en velstandsstigning uden fortilfælde. Kinas middelklasse haler ind på den amerikanske, ikke målt på individets købekraft, men i samlet volumen.

IFØLGE TAL fra Michael Silverstein, seniorpartner i Boston Consulting Group ( BCG), tegnede Kina sig i 2009 kun for 3 procent af klodens middelklasseforbrugere, mens USA stod for hele 21 procent.

I 2020 vil Kina have 13 procent i denne kategori, mens USA’s andel vil være faldet til 12 procent. Ikke fordi gennemsnitsamerikaneren forvandles til en fattig proletar, men fordi kineserne, ganske som mange andre østasiater, bliver mere velstående i rekordtempo ( Japan undtaget, men her lever man med stagnation på et meget højt velstandsniveau).

De rigtig gode nyheder for amerikansk økonomi ligger i udsigten til en kolossal kinesisk efterspørgsel på især fødevarer.

En kinesisk borger født i 2009 vil konsumere 38 gange så mange kalorier som den farfar eller mormor, der blev født et halvt århundrede tidligere, har BCG beregnet.

Det kinesiske samfund er midt i en gigantisk forandring af spisevaner og ernæring, hvor kød kommer til at fylde mere, end sundhedsapostlene vil bryde sig om.

MAJS OG sojabønner, som USA er klodens største producent af, vil i de kommende år blive skovlet ind i Kina for at tilfredsstille behovet for dyrefoder. Bagsiden af dette velstandsmirakel er ikke kun fedmeproblemerne.

Ifølge BCG vil den forventede amerikanske fødevareeksport til Kina kræve 18 procents årlige stigninger i vandforbruget. Intet under, at miljøeksperterne er højlydt bekymrede over Coloradofloden. Michael Silverstein er behersket optimist og mener, at USA har potentialet til at levere mad til ikke bare Kina, men det meste af verden. Der skal dog lige gennemføres en landbrugsrevolution først. Brug fantasien, tilråder han.

Kinas forbrugere venter ikke.

(klumme i Politiken 16. maj 2013)