Lys for enden af den japanske tunnel?

Japans regeringschef ligner en mand, der kan gøre en forskel for sit land. Men ikke nødvendigvis til det bedre for det øvrige Østasien.

EN SJÆLDENT optimistisk atmosfære har indfundet sig i Tokyo, hvor premierminister Shinzo Abe snart runder det første halve år ved magten efter sidste års alt andet end overraskende parlamentsvalg.

Formodningen har været, at med det Liberal-Demokratiske Parti ( LDP) tilbage i regeringskontorerne kunne ethvert håb om et japansk opbrud i politik og økonomi pakkes af vejen. Som bekendt er LDP ikke spor liberalt, ej heller demokratisk i vestlig forstand, og om det også kan kaldes et politisk parti kan da diskuteres. ‘ Interessekoalition’ er det rigtige ord.

Men Abe har overrasket med sine ‘ abenomics’, som i første omgang har betydet en lavere kurs på yen, hvilket nok har hjulpet de japanske eksporterhverv, men også har fordyret importen af især fossile brændstoffer, som Japan er blevet mere afhængigt af, efter at alle atomkraftværker på nær to er sat på pause.

949273-shinzo-abe

Overraskelserne mærkes først og fremmest på aktiemarkedet, som har løftet sig mere end 60 procent siden december. Og hvis væksttallene for den samlede økonomi for årets første kvartal holder året ud, ser japanerne frem mod en vækstprocent for hele året på sensationelle 3,5 procent. Sker det, er der basis for konstateringer af, at den opgående sols land langt om længe er på vej ud af en snes år med lavvækst og deflation.

ABES REGERING fremlagde i april et lovforslag om liberalisering af en af de mest betændte sektorer i japansk økonomi: energisektoren. Japans elektricitetsselskaber er ikke kun i dyb gæld, de er også ineffektive og leverer til verdens højeste elpriser. Katastrofen på Fukushima-anlægget for to år siden forklarer nogle af problemerne, men langtfra alle.

Energiselskaberne er et billede på, hvad der er galt i flere andre sektorer i Japans alt for regulerede og konkurrencebeskyttede økonomi, men Shinzo Abe siger, at tiden er kommet til et opgør med disse magtfulde særinteresser. Både forbrug og investeringer skal øges, hvilket kan gøres trods statens store gæld og budgetunderskud.

article-1371793-0B7008C500000578-391_634x389

FINANSFOLKETS optimisme har imidlertid overskygget andre og langt mere ambitiøse og problematiske elementer af Shinzo Abes reformprogram. Ikke nok med at han vil løfte verdens tredjestørste økonomi ud af stagnation; han vil også omdefinere betingelserne for Japans forsvars-og sikkerhedspolitik. Naboerne Sydkorea og Kina kigger nervøst med.

Det handler om revision af den 66 år gamle ‘ fredsforfatning’ skrevet med ført hånd af den amerikanske besættelsesmagt i atombombernes paddehatteskygge.

Japans efterkrigstidsgrundlov har været urørt siden vedtagelsen, men Aberegeringen vil forsøge at ændre artikel 96, som definerer betingelserne for ændringer af forfatningen: Der kræves mindst to tredjedeles flertal i begge parlamentets kamre og efterfølgende et simpelt flertal ved en folkeafstemning.

Det nye i LDP’s forslag er, at der fremover kun skal opnås simpelt flertal i begge parlamentskamre. Skulle en forfatningsrevision blive en realitet, vil det blive den såkaldte fredsklausul, dvs. artikel 9, der står for ændring. Den definerer Japans forsvar som ‘ selvforsvarsstyrker’. En revision kunne give Japan noget, der ligner et traditionelt militær, dvs. med kapaciteter til at gennemføre operationer, der handler om mere end at forsvare japansk territorium. Læs: Det Øst-og Sydkinesiske Hav.

AJ201305030052M

RELATIVT ubemærket af omverdenen lægger LDP også op til en revision af Japan som en liberal retsstat. Partiets forfatningsudspil taler om at sætte hensynet til offentlig orden og samfundsinteresser over fundamentale friheds-og menneskerettigheder.

Læs f. eks. denne formulering fra udkastet: »Aktiviteter, der skader samfundets interesser eller opfordrer borgere til noget sådant, er uacceptable«. Det kunne være taget ud af den lærebog, der skrives hos Japans arvefjende, Kina.

Vi ser her konturerne af den neonationalisme, som er et regulært minefelt ikke bare i Japan, men også de modstandere og mulige allierede i Østasien, som vil spille med, når regionens sikkerhedspolitiske landskab skal tegnes om. Dette er sprængfarligt for stabiliteten og dermed det velstandsmirakel, som først Japan og siden Kina har stået i spidsen for i et halvt århundrede.

Dermed forstår vi bedre, at Kina for længst har accepteret, at USA forbliver militært i regionen. Da Japan vedtog sin forfatning i 1947, fraskrev landet sig retten til at agere med en selvstændig udenrigspolitik.

Kina vil vide at lade USA fastholde et jerngreb om Japans nationalister.

(klumme i Politiken 30.05. 2013)

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Japan, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s