USA og Kina ligger lige dårligt på det netop offentliggjorte trygheds- og sikkerhedsindeks for verdens lande. Sædvanen tro ligger de nordiske lande højt.

IDEOLOGISKE demagoger af konservativ observans har for vane at dele klodens lande op i to (og kun to) kategorier: demokratier og diktaturer.

Dermed gøres verden sort-hvid, og ingen bliver klogere, tværtimod. For der findes stribevis af mellemformer med både autoritære og demokratiske træk, og disse hybridsamfund bliver der flere af i disse år.

For nemheds skyld kan man kalde denne gråzone for demokraturernes holdeplads. Erdogans Tyrkiet passer fint ind i denne kategori. Manden er jo en folkevalgt politiker med klare autoritære træk.

Samfundsmodeller med demokratisk indhold har hen over et par årtier bredt sig på flere kontinenter, hvis vi alene skal vurdere udviklingen ud fra anvendelsen af stemmeurner og ditto sedler. Men udviklingen er ledsaget af en foruroligende tendens: Mange demokratiserende lande er blevet mere usikre, ufredelige og præget af vold.

Dette tilsyneladende paradoks er indgående analyseret i 2013 Global Peace Index, offentliggjort i sidste uge af tænketanken Institute for Economics and Peace ( IEP), der har kontorer i New York og Sydney.

BETEGNELSEN globalt fredsindeks er en smule misvisende, for det, der måles i denne ganske omfattende analyse, er et samfunds evne til at give sine borgere en betryggende tilværelse. Den tager temperaturen på et lands indbyggede fredsommelighed og byder på interessant læsning: som for eksempel at etpartistaten Kina og ‘ topartistaten’ USA scorer lige lavt som henholdsvis nr. 101 og 99, begge dog langt foran demokratiske Mexico på en 133.-plads og knap så demokratiske Rusland humpende langt bagefter på en 155.-plads.

Analysen vurderer både interne og internationale konflikters påvirkning af i alt 162 landes sikkerhedssituation, herunder graden af samfundenes militarisering og udbredelsen af vold. Der er derfor intet overraskende i, at Syrien, Somalia og Afghanistan er undersøgelsens tre bundskrabere.

Mexico ligger lavt på grund af de fortsatte narkokrige, som alene i 2012 kostede 2.500 livet, hvilket er dobbelt så mange som ofrene for krigshandlinger i henholdsvis Irak og Afghanistan.

Samlet set er verden blevet mere ufredelig. I 110 lande er trygheden faldende og usikkerheden stigende. Hvor finder vi så klodens oaser af tryghed? Ikke overraskende ligger de nordiske lande i top med Island som nr. 1, Danmark nr. 2, Finland nr. 7, Sverige nr. 9 og Norge nr. 11. Den nordiske dominans ledsages af New Zealand på en 3.-plads, Østrig som nr. 4, Schweiz nr. 5, Japan nr. 6, Canada nr. 8 og Belgien på en 10.-plads. Så det kan virkelig undre, at Holland er helt nede på en 22.-plads, overhalet af bl. a. knap så demokratiske Singapore og Qatar som henholdsvis nr. 16 og 19.

Der er overraskende store spring mellem de lande, vi i Norden sædvanligvis sammenligner os med: Tyskland er nr. 15, Spanien nr. 27, Italien nr. 35, Storbritannien nr. 44 og Frankrig nr. 53. Finans-og eurokrisen har sat sig dybe, brutale spor med voldsomme sociale brudflader og massive underskud af tillid mellem folkevalgte og befolkninger.

PÅ DEN anden side at Atlanten springer det i øjnene, at der er så massiv en forskel på naboerne USA ( nr. 99) og Canada ( nr. 8). Det amerikanske samfunds ydmyge placering forklares med det meget store antal borgere, der sidder fængslet, størrelsen af landets militære styrker og dets involvering i oversøiske konflikter og frem for alt den høje rate for voldelig kriminalitet.

Trods demokratisk udvikling forbliver Sydasien klodens mest utrygge og voldelige verdensdel ( Afghanistan og Pakistan trækker ned, men heller ikke det demokratiske Indien leverer megen tryghed for sine borgere). Tilstandene i Mellemøsten, Nordafrika, Rusland og de centralasiatiske lande er kun marginalt bedre.Og i Mellemøsten gnubber Iran skulder med Israel på henholdsvis plads nr.
137 og nr. 150.

DEMOKRATISK ANSVARLIGHED leveres ikke alene af stemmesedler, for disse kan sætte populisme, inkompetence og etnisk og/eller religiøst fundamentalistisk flertalsdiktatur til magten. Især Østasien er leveringsdygtig i teknokratisk effektive flertalsregimer, der nægter mindretalspartier enhver indflydelse.

Tankevækkende er det, at de to af regionens lande, der tidligst demokratiserede, Thailand og Filippinerne, scorer uhyggeligt lavt som henholdsvis nr. 130 og 129, begge overgået af etpartistaten Laos, der overrasker på en 39.-plads tilmed foran verdens folkerigeste muslimske demokrati, Indonesien på plads nr. 54.

Stemmesedler alene skaber ikke trygge samfund. Den bløde politistat (læs: Singapore-modellen) har ofte befolkningernes opbakning.

(klumme i Politiken 19.6.2013)