Australiens Kevin Rudd har gjort et overraskende comeback. Han er vigtig for både USA og Asien.

SIDSTE UGES dramatiske lederopgør i det australske arbejderparti, hvor Kevin Rudd tilbageerobrede den post, som rivalen Julia Gillard tog fra ham tre år tidligere, har betydning langt ud over de australske sandstrande og ørkenlandskaber.

For den genindsatte regeringschef bliver ham, der kommer til at bidrage afgørende til de spilleregler for samarbejdet mellem Østasien, USA og Europa, som bliver det overordnede tema på G20-landenes topmøde i den russiske by Skt. Petersburg til september.

Sjældent har ‘ boomerang’ passet bedre ind på et politisk fænomen i det land, hvor ordet har sin oprindelse. Kevin Rudd står foran et stort oprydningsarbejde i et parti, der har slået revner på kryds og tværs. Politiske spøgefugle spekulerer allerede i muligheden for, at Julia Gillard får en ambassadørpost i det Beijing, hvis politiske miljø Rudd kender som sin egen bukselomme. Han taler et robust rigskinesisk. Og så kan hun lære det, kan hun.

Først får Rudd brug for at ændre på forgængerens beslutning om afholdelse af parlamentsvalg 14. september, for det vil være utænkeligt, at en australsk regeringsleder afbryder en valgkamp for at trykke hænder med verdens ledere i en stor metropol ved Østersøen. Eftersom Labour ikke ligger alt for godt i meningsmålingerne, er det usandsynligt, at Rudd vil fremskynde valget, da han indlysende nok ikke vil overdrage lederstaffen til den konservativ-liberale opposition under den uerfarne Tony Abbott.

FOR DET store spil handler om det australske formandskab for G20 i 2014.

Rudd kan vente helt til 30. november med at udskrive valg og risikerer naturligvis at se G20-lederskabet glide sig af hænde inden årsskiftet. Dette vil gøre ondt på en politiker, der mere end nogen anden har sat al sin politiske styrke ind på at placere Australien gunstigt i det, både højre og venstre side i det politiske landskab kalder det asiatiske århundrede.

At G20 har overtaget førertrøjen fra G8 i det globale lederskab skyldtes ikke mindst beslutninger truffet af Rudd i hans første regeringsperiode. Sikkerhedspolitisk har han fastholdt forankringen til USA, samtidig med at han taget tilløbet til et tættere samarbejde med store asiatiske partnere, Indonesien, Indien, Sydkorea og frem for alt Kina.

Med sine akademiske grader i kinesisk sprog, kultur og historie er ingen anden vestlig politiker så stærkt intellektuelt udrustet som han til at fortælle magtens mænd i Beijing om nødvendigheden af et partnerskab med USA. Så det må have gjort ærgret ham at se rivalen Julia Gillard rejse til Beijing i april og underskrive den strategiske partnerskabsaftale, han havde støbt alle kuglerne til.

Australiens position i Asien er ikke ulig den, Tyskland har i Europa: Med intakte forbindelseslinjer til Washington og Pentagon skal landet forsøge at favne den altfortærende kinesiske drage uden at blive fortæret i processen. Eftersom kineserne allerede køber heftigt op af australske råvarer, vil det handle om at overbevise Beijings lederelite om det fornuftige i at respektere fælles målsætninger i det globale samarbejde.

ØSTASIEN har mange uløste territorialkonflikter, og ingen af de regionale magter er bedre positioneret til at spille mæglerrollen end Australien. Dette har Beijing forlængst erkendt, og derfor gik man med i partnerskabsaftalen.

De fleste på vore breddegrader har glemt det, men Østasien gennemlevede nogle kritiske år 1997-2000, da en finans- og valutakrise rystede regionen og rev den indonesiske autokrat Suharto og hans næste 30 år lange besættelse af den tidligere portugisiske koloni Østtimor med sig i faldet. Det var australsk militær, der gik forrest, da et begyndende blodbad på Timor blev stoppet, og siden bidrog til en stabilisering. En rollemodel var skabt.

G20 HAR endnu ikke vænnet sig til at overtage de opgaver, som før lå i G8. De store aktører stoler ikke på hinanden, og resten af verden, både små og mellemstore lande, stoler ikke på giganterne og slet ikke efter syndfloden af aflytningsskandaler.

Kan en nation med 23 millioner indbyggere påvirke en verden, hvor 193 lande i stadig mindre grad lader sig lede af nogen? Selve ideen med G20 er at komme ud over, at befolkningstunge nationer, økonomiske sværvægtere og store militære muskler kan rette ind efter universelle principper, som mellemstore og mindre lande har defineret.

Australien leverer i Østasien, hvad den tysk-franske akse i sin tid gjorde for europæisk forsoning og integration hen over de gamle jerntæppegrænser. Down Under er ikke længere langt væk.

(klumme i Politiken 4.7.2013)