Historiens lærdom om militærkup med lykkelig udgang

Der er eksempler på, at kupgeneraler og autokrater har skabt succeshistorier. Men de er få.

MILITÆRE magtovertagelser er altid tragiske, om end de i gerningsøjeblikket kan ligne en farce. Som den irakiske præsident, Jalal Talabani, engang bemærkede: »Et militærkup forudsætter en offervilje og et mod, som ikke findes i en hær, som har fortabt sin moral«.

Især i dårligt udviklede lande er selve magtovertagelsen en smal sag. Det virkelig svære kommer først, når magten skal videreføres og eventuelt deles. Især afrikansk og mellemøstlig historie har eksempler på en høvdingementalitet, hvor kupmagere har købt sig loyalitet og skaffet sig politisk ro på bagsmækken ved at uddele økonomiske belønninger til udvalgte klaner og stammeledere.

Men historien kender også eksempler på militærkup, hvis eftervirkninger ikke var ubetinget negative. De fleste kupledere har kort efter gerningsøjeblikket talt om nødvendigheden af at redde eller genindføre enten stabilitet eller demokrati, og mange har gjort det på en måde, der sikrede en kreds af topofficerer førstefødselsret til magten, også efter at de var trukket i civil. De positive følgevirkninger kom, når det lykkedes de tidligere officerer at opbygge kompetente civile stater.

EFTERKRIGSTIDENS skoleeksempler på militære magtovertagelser med lykkelig udgang finder vi i Sydkorea, Taiwan og Thailand. Den kupgeneral, der virkelig rager op over mængden, er sydkoreaneren Park Chung-hee. I 1950′ erne mærkede han på egen krop vanskelighederne ved at leve i et krigsødelagt land, der også skulle forsøge at få et demokrati til at fungere. Da han i 1961 som generalmajor stillede sig i spidsen for en junta, der skubbede en civil regering fra magten, var den gennemsnitlige sydkoreaners årsindkomst på 75 dollar og levestandarden på niveau med Ghanas. Da Park 18 år senere blev skudt af sin sikkerhedschef under en paladsmiddag, havde nationen nået et niveau svarende til Sydeuropas og lå i den økonomiske overhalingsbane.

pak-chung-hee-day-1

En tilsvarende udvikling kunne i samme periode observeres hos en anden østasiatisk ‘ drage’, Taiwan ( republikken Kina, hvis nogen skulle have glemt det), som i løbet af 38 års undtagelsestilstand løftede et samfund fra tigger-til tiger-niveau.

I denne kategori finder vi også Hongkong og Singapore, som implementerede demokratiske delelementer meget selektivt. Thailand er landet med verdensrekord i militærkup i det 20. århundrede, men i ly af officersparaderne er det lykkedes at opbygge tilstrækkeligt stærke civilsamfund og institutioner, der i nogen grad kompenserer for manglerne ved de uduelige og korrupte parlamentarikere i Bangkok.

Men drop venligst alle forestillinger om, at ‘ tiger’-erfaringen kan kopieres til arabiske eller afrikanske samfund, for disse ejer ikke den meritokratiske forvaltningstradition, der er forudsætningen for opbygningen af kompetente statsapparater.

suharto2

I SYDØSTASIENS to store øriger, Indonesien og Filippinerne, er erfaringerne mere blandede. For ca. 50 år siden var Indonesien i kaos. Efter en militær magtovertagelse i 1965, der udløste et folkedrab på mindst en halv million formodede venstreorienterede, gjorde den daværende general Suharto sig til præsident og satte en flok amerikansk uddannede økonomer ( siden kendt som ‘ Berkeley-mafiaen’) til at rette op på tilstande, der minder om dem i nutidens Egypten. Korruptionen fik Suharto aldrig bugt med. Han berigede sine slægtninge i kriminelt omfang, og i 1998 havde hans underofficerer fået nok. Resten er historie. I dag er Indonesien den muslimske verdens mest civile, sekulære og multireligiøse samfund med en virkelighed, som den arabiske verden kun kan drømme om.

DEN STORE fiasko i ligningen er Filippinerne.

Da den kleptokratiske præsident Ferdinand Marcos kom til magten med stemmesedler i 1965, havde denne hyperkatolske ørepublik Asiens næsthøjeste levestandard, kun overgået af Japan. Siden er kursen kun gået én vej: mod bunden.

Nok satte militæret Marcos fra magten i 1986, men stagnationen er der ikke ændret på. Landet er et af Asiens mest usikre og dødelige med bølger af snigmord og attentater på journalister og oppositionelle.

Ferdinand-Marcos-Statue

Landets store forbundsfælle USA har kun sporadisk kunnet gøre en positiv forskel i sin tidligere koloni.

Morale? Den er ikke universel. Demokratiske institutioner er nødvendige overalt, men de præges af kultur, historie og tradition. Bestræbelserne på at kalkere vestlige samfundsmodeller ind over den arabiske, sydasiatiske ( Afghanistan og Pakistan) og afrikanske verden har et skær af både naivitet og idealisme over sig, og på den konto kan der brændes mange udviklings-og militærbudgetter af. Held og lykke, Christian Friis Bach og Nick Hækkerup.

(klumme i Politiken 11.7.2013)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Korea, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s