Australien er forvandlet: Debatten raser om, hvorfor Labours Julia Gillard blev udstødt af sine egne.

FOLKELIGE fremstillinger af Australien bygger meget på maskuline fortællinger om filmhelten Crocodile Dundee, krokodillebøffer skyllet ned med Foster’s øl, historier om Flying Doctors og klatring på Ayers Rock.

Muligvis har den nyligt afsatte premierminister Julia Gillard udfordret det, der i årtier lignede et fortidigt mandesamfund, men i så fald skyldtes det, at hun i for høj grad spillede med i de opgør, mandlige politikerkolleger er så gode til, og at hun ikke i tilstrækkelig grad repræsenterede et alternativ, der handlede om andet og mere end kønsforskelle. Herom vil de politiske kommentatorer og historikerne strides i lang tid fremover.

Tonen i australsk politik har gennem årtier haft ry for at være mere brutal og upoleret, end den kendes i det oprindelige britiske moderland, hvor megen politisk inspiration ellers kommer fra. Så hvis nogle krønikeskrivere skulle føle sig fristet til at drage sammenligninger til det danske lederopgør mellem Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken i 1992, bør de vide, at den danske broderstrid blev håndteret i et høfligt tonefald og med udtalt gensidig respekt, mens der i Australien har været knytnæveretorik, smædekampagner og åbenlyse chikanerier i en grad, der ville ligge dansk politisk kultur meget fjernt.

DEN kontroversielle Julia Gillard blev fældet af den mand, der først hjalp hende til tops, og som hun siden skubbede fra magten. Gennem de tre år, hun stod i spidsen for et stadig mere fraktionshærget Labour, dukkede sexismetemaet op med stadig stigende styrke. I fjor fandt en tidligere toprådgiver i partiet, Anne Summers, det nødvendigt at pointere, at Gillard »forfølges, fordi hun er kvinde, men med metoder, der ville være umulige at bruge mod mandlige politikere«. Tilbage i februar 2012 så det ellers ud til, at Gillard havde fået renset så effektivt ud i partiets ledelse, at rivalen Rudd ikke så anden udvej end at meddele en fuld retræte fra aktiv politik.

To år tidligere havde Gillard fra en position som vicestatsminister udfordret Rudd tilsyneladende kun med afsæt i den realitet, at Labours popularitetskurve i meningsmålingerne var faldende. Emner af politisk substans, som Gillard og Rudd var uenige om, havde australske medier meget svært ved at finde. Alle indikationer i opgøret pegede kun på personsager, temperamentsforskelle og loyalitetskonflikter.

MEN den ene lederkrise fulgte den næste og ligeså afstemningerne i Labours kompetente organer. Da den seneste konfrontation i slutningen af juni faldt ud i Rudds favør, skrev førnævnte Anne Summers i Sydney Morning Herald: »Denne gang handlede det ikke kun om hende, men om os alle. For vi lever i et land, hvor chikanerier, bagholdsangreb, personforfølgelser og regulært forræderi ikke kun tolereres, men simpelthen er blevet faste ingredienser i den måde, vi leder nationen på. Så næste gang dine børn kommer hjem fra skole og klager over, at de forfølges af skolegårdens bøller, er du nødt til at sige: Du må leve med det, for sådan er vi australiere bare. Eller næste gang din kæreste, din søster eller en hvilken som helst anden kvinde, du kender, klager over sexchikane på jobbet, må du bare sige: Jamen, vi havde en regeringschef, der måtte finde sig i den slags, så det må du altså også«.

MEN DEN ministerrokade, der fulgte i kølvandet på Gillards nederlag, var interessant nok præget af mandlige ministre, der forlod regeringen sammen med taberen, og kvindelige ministre, der indtog pladserne i Kevin Rudds omdannede og fornyede kabinet. Alle ser nu frem mod det valg, der sandsynligvis afholdes i december, og der spekuleres i, om den konservative opposition under Tony Abbott vil have kvinder som frontfigurer i valgkampen.

Så vil det vise sig, om Julia Gillard får ret i følgende udtalelse fremsat i nederlagets stund: »At jeg blev landets første kvindelige regeringschef, forklarer ikke alt om den måde, der er blevet regeret på. Hvad jeg derimod er helt overbevist om, er, at det fremover vil det blive nemmere for en kvinde at nå toppen af det politiske system. Og lettere for efterfølgende kvinder at gentage dette«.

DEN KONSERVATIVE opposition er begyndt at løbe valgkampen i gang. Der vil blive brugt interessante videoklip fra forhenværende ministre, der i det bitre lederopgør ikke holdt sig tilbage med kritik af Rudds enerådende ledelsesstil. Men tre uger efter opgøret viser meningsmålingerne billedet af et Labour, der er godt rustet til en valgkamp. Kedeligt bliver det ikke.

(klumme i Politiken 17.7.2013)