Mali er en test for det voksende kinesiske engagement i Afrika.

BEGIVENHEDEN kunne nok have fortjent større medieopmærksomhed, for det er noget af en korsvej, Kina er kommet til med udstationeringen her i juli af 400 soldater til Mali, hvor den kinesiske militære enhed indgår i FN’s fredsbevarende styrke. Der forventes yderligere 200.

Kina har gennem en snes år sendt tusinder af ingeniørtropper og lægepersonale til andre FN-missioner, men det interessante i Mali er, at kontingentet her omfatter regulært infanteri. Officielt insisterer Beijing på, at de udsendte soldater ikke er kamptropper, men en bevogtningsenhed.

Den forklaring var amerikanske militærsagkyndige hurtige til at pille ned: Den kinesiske enhed kom fra 16. hær i Folkets Befrielseshær. 16. hær er en eliteenhed.

UDSTATIONERINGEN i Mali er anden gang inden for kun to år, at Kina sender soldater til et afrikansk land for at deltage i fredsbevarende opgaver. I 2011 var der også infanteri i det kontingent af ingeniørsoldater, som blev sendt til FN-missionen i Sydsudan.

Den voksende kinesiske deltagelse i internationale militære operationer falder ind i et mønster, der siger noget om en verdensorden under forandring. Beijings fokus på Afrika forstærkes i disse år: Kinesiske flådeenheder har længe deltaget i piratbekæmpelse ud for de østafrikanske kyster.

Engagementet i Sydsudan og Mali afspejler både et voksende FN-engagement og et ønske om at kunne varetage Kinas økonomiske interesser. Hen over den seneste halve snes år har kinesiske virksomheder foretaget massive investeringer i afrikanske råstoffer og infrastruktur, og heraf er der opstået en selvindlysende interesse i at beskytte kinesisk arbejdskraft på kontinentet.

Da oprøret mod den libyske diktator Gaddafitog fart i begyndelsen af 2011, sendte Beijing både militære transportfly og en missilbevæbnet destroyer af sted for at bringe tusinder af kinesiske gæstearbejdere sikkert ud af landet.

DEN AMERIKANSKE professor Deborah Brautigam, der har skrevet bøger om Kinas afrikapolitik, mener ifølge tidsskriftet Foreign Policy, at Kina pragmatisk kombinerer varetagelse af egne økonomiske interesser med et ønske om et voksende engagement gennem FN-missioner.

David Chinn, der er USA’s tidligere ambassadør i Etiopien og Burkina Faso, vurderer, at fremtidige FN-missioner kommer til at give plads til flere kinesiske kampenheder.

Da Kina blev medlem af FN i 1971, afviste landet principielt fredsbevarende FNmissioner med henvisning til et nærmest helligt dogme om ikkeindblanding i et lands interne anliggender.

En kursændring kom i 1992 med udsendelse af ingeniørtropper til den store FN-mission i Cambodja. I dag har Kina flere soldater i FN-missioner end de øvrige fire permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet lagt sammen.

Men i finansieringen af disse opgaver har Kina langtfra den vægt, som landets økonomiske volumen kan begrunde.

Den dominerende bidragyder er stadig USA, der betaler 28 procent af de samlede udgifter. Nr. 2 er Japan med knap 11 procent.

Herefter følger på donorlisten fire lande med omtrentlig lige store bidrag: Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Kina, hver med 6 til 7 procent af den samlede finansiering. Rusland bidrager med beskedne 3 procent.

NÅR DET gælder bidrag med mandskab til FN-missionerne ( både militær og politienheder), er der en klar sydasiatisk dominans.

Befolkningsgiganterne Pakistan, Bangladesh og Indien udgør top-3 og bidrager hver med godt 8.000 mand, langt over Kinas 1.800, der giver landet end 17.- plads.

Dethøjest placerede vestlige land på listen er Frankrig ( nr. 25) med 954 mand efterfulgt af Storbritanniens 282 ( nr. 44), mens USA og Rusland ligger som nr. 62 og 63 med henholdsvis 101 og 100 mand.

DA FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, besøgte Beijing i juni, viste samtalerne med udenrigsminister Wang Yi, at han har forventninger om et voksende kinesisk FN-engagement i andre regionale konflikter. Beijing fik tak for bidragene i Afrika, men det blev mere end antydet, at der forventes mere.

Den dag våbnene tier i Syrien, vil Beijing blive spurgt om både penge og mandskab til en stabiliserende mission her. Forbilledet kunne være Untac-missionen i Cambodja 1992-93, som havde deltagelse af næsten 30 lande, og som lykkedes på de fleste fronter.

(klumme i Politiken 1.08. 2013)