Edward Snowden glemte lærdommen fra en forgænger i 1971: at bruge retssamfundets muligheder.

KUN FOLK, der nærmer sig pensionsalderen, har en klar erindring om amerikaneren Daniel Ellsberg og sagen om The Pentagon Papers, der eksploderede i medierne i 1971. Nærværende signatur har haft den fornøjelse at interviewe manden ( det er dog mere end 32 år siden), for dengang var han det 20. århundredes mest berømte whistleblower.

Ellsberg blev verdensberømt for at lække de topklassificerede Pentagon-dokumenter om krigen i Vietnam til en stribe amerikanske aviser. Han havde arbejdet som militæranalytiker i Vietnam i 1960′ erne og erkendte, at USA var på gale veje.
Han opdagede, hvorledes hans opdragsgiver, Forsvarsministeriet, vildledte om udviklingen i USA’s militære engagement i Vietnam: De ca. 7.000 dokumenter, som Ellsberg gav offentligheden indsigt i, var med hans egne ord »systematisk bedrag fra regeringens side og dokumentation for fejlslagne beslutninger truffet af fire præsidenters regeringer«.

Hans begrundelse for handlingen: »Jeg gjorde dette som en ansvarlig borger, da jeg ikke mente, at disse oplysninger burde holdes skjult for den amerikanske offentlighed«. Lovens maksimumstraf for overtrædelse af spionageloven var og er 115 års fængsel, men fire måneder efter retssagens start i foråret 1973 var Ellsberg en fri mand.

SOM 82-årig er Ellsberg gået i brechen for Edward Snowden og har advaret om, hvad han mener, at USA er på vej ud i. I en kommentar i den britiske avis The Guardian hylder han Snowden for at have forhindret, hvad han kalder et ‘ præsidentkup’ mod den amerikanske forfatning.

Denne kryptiske formulering skal forstås således, at de amerikanske efterretningsorganer i dag underminerer stort set alle de rettigheder til frihed og privatliv, som USA’s forfatning garanterer og beskytter.

Ellsberg mener, at den kontrol, som det politiske system skal have over regeringens efterretningsagenturer, reelt er overtaget af de organer, de skal forestille at overvåge. Rollerne er byttet om og forfatningen undermineret, lyder hans argument.

Den berømte ‘ selvkontrol-model’ ( checks and balances), som er fundamentet for det amerikanske politiske system, er skredet ud i digitaliseringens mudderpøl, og USA begynder at ligne den type politistater, som amerikanerne brugte en god del af det 20. århundrede på at bekæmpe: »Red os fra The United Stasi of America«, lyder Ellsbergs dommedagsagtige advarsel.

Hvorefter han straks tilføjer et forbehold: »Tydeligvis er USA ikke en politistat, men sådan som borgernes privatsfære er blevet invaderet og kontrolleret, eksisterer der nu den infrastruktur, der kan gøre politistaten til virkelighed«.

Den tidligere whistleblower erkender, at der er gode grunde til at opretholde fortrolighed i håndteringen af klassificeret information.

Det er angiveligt derfor, at både Bradley Manning og Ellsberg selv undlod at videregive oplysninger med en højere klassifikationsgrad end ‘ tophemmelig’. Af samme grund mener Ellsberg, at Snowden sandsynligvis har undladt at offentliggøre størsteparten af det materiale, han har haft adgang til.

Både Mannings og Snowdens handlinger burde efterfølgende kunne gavne det amerikanske samfund, hvis man fik de højeste retsinstansers afgørelse af, om og hvornår statsapparatet i handler i strid med forfatningens bogstav og ånd.

FOR DET var retsstatens principper og redskaber, der i sin tid reddede Ellsberg fra en langvarig fængselsstraf og historiens skændsel. To uger efter offentliggørelsen af Pentagon-dokumenterne meldte Ellsberg sig til myndighederne. Han blev anklaget for overtrædelse af spionageloven fra 1917, som er den samme. som Bradley Manning for nylig blev dømt efter.

Men allerede i maj 1973 blev Ellsberg reddet af en dommer i Los Angeles. Begrundelse: Regeringen ( Nixon-administrationen) havde ulovligt aflyttet Ellsberg i et forsøg på at skaffe bevismateriale.

Når staten blev afsløret som skyldig i overtrædelse af sine egne love, kom det den borger til gavn, som havde påpeget uoverensstemmelser mellem politik, lov og handlinger. Borgerens rettigheder blev sat højere end statens.

VED AT søge tilflugt i Moskva har Edward Snowden fravalgt netop de muligheder, der hjalp Daniel Ellsberg. Snowden ville ikke have haft svært ved at finde allierede iUSA: frie og kritiske medier, en debatlysten offentlighed og uafhængige jurister.
Putins Rusland er den dårligst tænkelige partner for enhver whistleblower.

(klumme i Politiken 8. august 2013)