Sydøstasiens politiske rollemodel går til valg

Klodens folkerigeste muslimske samfund er en demokratisk og økonomisk succeshistorie.

TRÆT AF al snakken om islamiske samfund som fejlslagne stater? Venner, kom til Java.

Alle de plager, der i årevis har hærget Syrien, Irak, Egypten og Libyen, er naturligvis noget, der følges tæt af veluddannede folk i klodens største muslimske samfund, det indonesiske. Men mere end Koranen og utallige moskeer har de mellemøstlige lande ikke tilfælles med indbyggerne på Sumatra, Kalimantan, Java, Bali og Irian Jaya.

2009_ElectionsIndonesia

Inden europæiske søfareres ankomst til det, der siden blev kendt som Hollandsk Ostindien, ville selv ikke de mest fantasifulde krønikeskrivere kunne have forestillet sig, at dette spraglede ørige nogensinde ville kunne blive en nation. Så jo, historieskrivningen må erkende, at kolonitiden var andet end brutal undertrykkelse og udbytning. Hist og her kom der enestående stater ud af det kaos, europæerne forlod.

I dag er Indonesien den rollemodel, som mange arabiske og afrikanske samfund for længst burde havde taget til sig.

Lige nu er der valgkamp i øriget, men hvor meget hører vi om det? I næste uge er det parlamentet, det gælder, og til juli er det præsidenten. Hører vi om attentater, mord, bombebrag på Java, øen, der har et areal svarende til Grækenlands og er hjem for 143 millioner?

INDONESIEN er hverken et muslimsk land eller en islamisk stat. Øriget er en sekulær, multikulturel nation, hvor der blandt de knap 240 millioner indbyggere er et flertal, der bekender sig til islam.

De to næststørste trosretninger i landet er kristendom og hinduisme, der tilsammen nærmer sig de 25 millioner.

Når Indonesien er et forbilledligt eksempel på fredelig religiøs, etnisk og kulturel sameksistens, skyldes det, at langt det overvejende flertal af indonesere ikke finder identiteten i religionen, men i en positiv nationalisme grundlagt i de tidlige år efter afkoloniseringen.

Den forfatning, som det unge Indonesien startede tilværelsen med efter hollændernes farvel i slutningen af 1940′ erne, sidestiller de fem verdensreligioner.

Jo, her er lige noget, som mange lande i Afrika og Mellemøsten kunne have ladet sig inspirere af: ingen religion over nogen anden religion. Din tro er din egen sag, kære medborger, og undlad venligst at blande politik ind i, hvad du tror på.

TOLERANT multikulturalisme er reglen mere end undtagelsen i Sydøstasien. Enhver indoneser, der kan læse og skrive, er opdraget til at respektere pancasila, en fi-losofi, der forener gudstro, retfærdighedsprincipper, national enhed og demokratiske værdier. Formuleret i 1945 af uafhængighedslederen Sukarno, der blev ørigets første præsident. Han vidste, at der var brug for en idé, der kunne forene muslimer, kristne, hinduer og buddhister.

images

I hverdagslivet er islam et positivt ladet ord i Indonesien, mens ‘ islamist’ ikke er det. De politiske partier, der i tidens løb har gjort islam til en del af deres ideologiske platforme, har aldrig fået nævneværdig opbakning af vælgerne.

PRÆSIDENT Barack Obama lærte om den indonesiske variant af multikulturalisme under sine fire barndomsår i Jakarta. Han burde nok havde givet sin daværende udenrigsminister Hillary Clinton en mild reprimande, når hun i sin tid i flere taler fremhævede Indonesien som et mønstereksempel på, at islam, demokrati og modernitet kan gå hånd i hånd.

For Indonesien er lige så meget et muslimsk land, som USA er en protestantisk nation. Nej, Indonesien er et multireligiøst ørige, hvor flere end 200 millioner indbyggere er muslimer, nogle mere faste i troen end andre.

Måske er det på tide at opfinde begrebet ‘ kulturmuslim’? Hvis man har brug for at se en ‘ muslimsk’ middelklasse gå til cocktailparties, hvor der drikkes stærkere sager end fadøl, ja, så er det bare med at komme til Java.

ØRIGET har pæn økonomisk vækst, og fattigdomsbekæmpelsen nærmer sig vietnamesiske standarder. Hvordan er det på ganske få år nået dertil i betragtning af, at Indonesien i 1997-98 lignede et kaos, hvor vrede aktivister i tusindtal gik ud i Jakartas gader og krævede forandring? En af forklaringerne er, at militæret har opført sig civilt i forhold til det politiske liv. Manden, der til juli forlader præsidentpaladset, Susilo Bambang Yudhoyono, er forhenværende general. Han var med til at sikre stabiliteten efter nogle vakkelvorne overgangsår omkring årtusindeskiftet, kort efter at Indonesien havde taget afsked med en autokrat gennem 32 år, general Suharto.

Den sandsynlige kommende præsident er hovedstaden Jakartas guvernør, Joko Widodo, en tidligere møbelhandler, der i dagligdagen springer på sin cykel for at møde mange af de fattige ude i folkehavet.

Velkommen til moderniteten.

url

(klumme i Politiken 2.4.2014)

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s