Læren af Lawrence i Arabien

Kan være, at Vesten skal til at tænke helt forfra i den arabiske verden. 

Hvis man ikke orker at pløje sig igennem adskillige reolmeter af historiebøger om den arabiske verden, kommer der her et råd til dem, der vil skyde genvej:

Skaf jer en dvd af David Leans mesterlige helaftensfilm fra 1962, ‘ Lawrence of Arabia’. Ja, den med Peter O’Toole i titelrollen og syv oscarstatuetter i halen. En fortræffelig guide til forståelse af det omsiggribende kaos, der på tragisk vis spreder sig mellem Gaza og Basra.

Siden jeg første gang oplevede den i forstadsbiografen Park Bio, Risskov, en vinteraften i 1963, er det blevet til mindst et halvt hundrede gensyn. Replikkerne i nogle af filmens centrale passager kan jeg udenad, og kun de værste virkelighedsfornægtere går forgæves i den fortælling.

lawrence-of-arabia-2

I slutningen af filmen går det op for en desillusioneret T. E. Lawrence, at hans bestræbelser på at veksle de arabiske stammers krigsdeltagelse på britisk side mod det osmanniske imperium til arabisk frigørelse og selvstændighed er blevet handlet bort i den britisk-franske aftale om opdeling af den del af Arabien, som osmannerne er på vej ud af.

Kynisme og magtpolitik har bedraget den antiimperialistiske, men naive Lawrence, der i filmens slutscene er på ud af ørkenen som en knækket mand. Resten er historie, og den er mildest talt uskøn.

DE TO europæiske kolonimagters deling i 1916 af Arabien var et tveægget sværd; den gav mulighed for en videreførelse af de britiske og franske interessesfærer, men lagde også et fundament for fremtidige nationalstater.

sykes1

Nationalstaten er en europæisk konstruktion og aldeles uegnet til at forvalte arabisk feudalisme og stammekultur. Om end den blev leveret araberne i en god mening, fik de nye stater en umådelig svær start både efter 1918 og 1945. Den blodige ironi er, at den seneste halve snes års begivenheder i regionen bogstaveligt har bombet udviklingen tilbage til perioden før 1916; nu med USA i den ynkelige rolle, som osmannerne befandt sig i under Første Verdenskrig.

Den selvudråbte Islamiske Stat, som hævder at kontrollere det, der engang var republikkerne Irak og Syrien, rummer nemlig mere end et enkelt ideologisk, revisionistisk projekt. Angiveligt vil den nye stats strateger gøre fundamentalt op med den vestlige arv, der blev lagt af Mark Sykes og Francois Georges-Picot i 1916.

De nye herskere vil tegne det arabiske kort om og bruger radikale fortolkninger af islam til formålet. Det er opskriften på civilisationskrig med Vesten, og den bliver langvarig. 30 år, hvis vi er heldige; 100 år er et mere realistisk bud.

d0a8a247aa

UDFORDRINGEN FOR beslutningstagere i den vestlige verden tager form af et valg: Skal man tage den nye stats ledere på ordet og ruste sig til det uomgængelige opgør eller bevare illusionen om, at Irak og Syrien en dag kan genopbygges til at komme til at ligne noget, de var i deres bedre øjeblikke.

Hele den internationale orden, der under vestlig ledelse møjsommeligt er opbygget efter 1945, bygger på aftaler og regler, der respekterer suveræne nationalstater. Men i store dele af Mellemøsten giver den ikke mening længere. Det kaos og den opløsning af statslige strukturer, der tog sin begyndelse med USA’s beslutning om at invadere Irak i 2003, ser ikke ud til at få en afslutning i overskuelig fremtid.

Kun USA har militær kapacitet til at rydde op i det morads, der er skabt. Men evnen bliver en ligegyldig størrelse, når viljen ikke er der, og den amerikanske passivitet i forhold til den syriske tragedie har for længst sagt det hele.Obama og Kongressen er kun interesseret i Israel og Egypten, og selv her er de amerikanske indflydelsesmuligheder begrænsede, som det aktuelt viser sig på ynkeligste vis i udenrigsminister John Kerrys kanonader af indholdsløse floskler.

lawr8

SJÆLDENT HAR der været brug for en mere håndfast amerikansk indgriben, der som et minimum burde være humanitære aktioner for at redde civile. Sejl et hangarskib op foran Gazastriben, og flyv palæstinensiske skolebørn ud på dækket, inden de bliver kvast af israelske bomber og anden ondskab. Vis, hvad I duer til; send the marines, verden behøver jer. Og luk ørerne for den beskidte israelske lobby, som er hovedkilden til amerikansk afmagt i Mellemøsten.

I filmens slutscene sidder en nedbøjet T. E. Lawrence i en bil på vej ud af ørkenen.Den smilende chauffør er beæret over sin berømte passager: ‘ Well sir, going home’.Intet svar fra den fortvivlede.Kør lige den film i din hjemmebiograf, Obama. Så kan du se, at den også handler om dig.

(klumme i Politiken 4.8.2014)

T.E.Lawrence,_the_mystery_man_of_Arabia

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s