Harmoniske samfund i øst og vest, ja tak

En canadisk professor kom forbi den københavnske Kulturnat og diskuterede demokrati og meritokrati.

Under hovedstadens Kulturnat i sidste uge havde jeg fornøjelsen af at guide en gæst fra Kina rundt på Christiansborg og i det centrale København.Han hedder Daniel A. Bell, er canadisk professor på et universitet i Beijing, hvor han forsker og underviser i asiatiske og vestlige politiske, kulturelle og sociale værdier med særlig vægt på konfutsianismen, den mere end 2.000 år gamle østasiatiske moralfilosofi. Jeg har læst et par af Bells bøger og respekterer hans analyser.

Det var inspirerende at møde et intellektuelt forbillede.Men Daniel Bell er kontroversiel, både blandt fagfæller og i det store tyktflydende digitale meningsunivers.

k6830

Kort fortalt mener han, der er kinesisk gift og taler sproget flydende, at det store rige i øst i årevis har eksperimenteret med socialt og politisk acceptable styreformer, som har bragt Folkerepublikken lidt på afstand af det, som de hårdeste kritikere kategorisk og forsimplende kalder ‘ diktatur’.

Spørger man Bell, hvad der karakteriserer den kinesiske styreform i dag, svarer han: meritokrati i toppen, eksperimenter i midten og demokratisk praksis på bunden. Det emne har han skrevet et par anmelderroste bøger om, og der er en opfølger på vej næste år. Alle kan blive klogere af at blive udfordret på den udbredte konservative vanetænkning om Kina, og her har canadieren virkelig noget at byde ind med.

I LØBET af Kulturnatten diskuterede vi et andet af hans faste temaer: det harmoniske samfund. Under vores gang rundt på Christiansborg blev han svært imponeret af, at almindelige borgere kan gå ind og ud af partiernes kontorer, bære emblemer for et blåt parti og alligevel besøge et rødt parti. At mødre parkerer barnevogne uden for butikker, mens de handler, som det sker i Danmark, ville være galmandsværk i det Nordamerika, hvor Bell er vokset op. I den provins han kommer fra, Quebec, er sprogstriden mellem engelsk og fransk kilde til fortsatte spændinger og identitetskonflikter. Selv i moderne, liberale demokratier kan det være svært at finde formlen for et harmonisk samfund.

daniel_bell2011

I Kina forsøger en ikke særlig køn interessekoalition af højtuddannede og superrige at påtvinge underklassen og den laveste del af middelklassen ‘ harmoni’ gennem høj økonomisk vækst; en strategi, hvis største offer er miljøet og forvaltningen af naturressourcerne.

Men Daniel Bell advarer mod den opfattelse, at Kinas presserende miljøproblemer og dramatisk voksende sociale ulighed vil blive løst gennem hurtig indførelse af demokrati i vestlig forstand, dvs. minimumsmodellen med en mand, en stemme og mindst to partier. Risikoen er et populistisk kaos, fordi folk uden forstand på praktisk regeringsførelse får alt for megen magt, lyder hans argument.

»Bare se på Grækenland«, sagde jeg til min gæst. Den europæiske civilisations vugge er alt for længe blevet ledet af en flok inkompetente og korrupte landsbytosser.I flere meningsmålinger i løbet af finanskrisen udbad et flertal af grækerne sig, at landet blev sat under administration af bureaukrater fra Bruxelles og Den Europæiske Centralbank.

Hvilket vel også er realiteten for grækerne i dag, selv om man pakker det ind i pæne ord om medansvar og den slags. EU og Centralbanken er, set med kinesiske briller, en slags meritokrati, der tager suveræniteten fra folkevalgte, men uansvarlige og korrupte nationale politikere, som især Sydeuropa er spækket med.VI,

PROFESSOR Bell og jeg, var enige om, at Nordeuropa, og især de skandinaviske samfund og Tyskland, kombinerer demokrati og meritokrati på fornemste vis. Vi i Norden har velfærdsstaten som et samlende projekt; det er kun metoderne til dens finansiering, vores politikere er uenige om. Resten af vejen til det harmoniske samfund handler om tillid.

Bell havde svært ved at se de reelle forskelle mellem danske politiske partier.Den gode nyhed er, at det kinesiske magtbureaukrati udviser en markant positiv interesse for de nordeuropæiske velfærdssamfund.Kineserne ser nogle redskaber til opnåelse af det harmoniske samfund, som er ledelsens erklærede mål. Kan de levere øget velstand og velfærd via meritokratisk regeringsførelse i stedet for ‘ en mand, en stemme, mindst to partier’?

Spørgsmålet kan lyde som en abstraktion, men Daniel Bell overbeviste mig om, at det bliver et af de helt store emner i det 21. århundrede. At finde et konkurrerende alternativ til det åbne, liberale demokrati, som har tjent Nordeuropa så godt, men som er i indlysende vanskeligheder i Sydeuropa og USA.

(klumme i Politiken 17.okt. 2014)

Mere på Daniel Bells hjemmeside:

http://danielabell.com/

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Interviews, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s