Japans regeringschef får om en uge en enestående mulighed for  at skabe et stærkere Asien

SAMTALEN kan holdes på mindre end ti minutter, og diplomater på begge sider har allerede gjort forarbejdet. Den japanske regeringschef Shinzo Abe kan, hvis han har viljen og modet, skabe en positiv og langvarig forandring for sit eget land og sine skeptiske naboer.

Når Abe om en uge befinder sig til asiatisk topmøde i den kinesiske hovedstad, skal han sikre sig passende tidspunkt for en udveksling af høfligheder med mødets vært, Kinas præsident Xi Jinping.

Derefter skal Abe sige noget i retning af følgende: I kender vort synspunkt om Senkakuøerne: De er japansk område, og vi giver ikke noget væk. Men vi er villige til at anerkende, at I har berettigede synspunkter om områdets udnyttelse. Der er betydelig skibstrafik og fiskeri, som skal overvåges og reguleres. Vi er villige til dialog om dette. Lad os finde en form, hvor vi kan komme videre. Måske kan der med tiden findes en løsning, hvor begge er tilfredse, uden at nogen part får alt.Det øvrige Asien og vore amerikanske venner vil hilse dette velkommen.

Derefter er det tænkeligt, at præsident Xi Jinping siger noget i retning af følgende: Jeres imødekommenhed er prisværdig.Der er meget på spil, og vi skylder hele regionen at vise fornuft. Der bliver selvfølgelig brug for den vigtigste af alle asiatiske dyder: tålmodighed.

ØGRUPPEN, som Kina kalder Diaoyu, har i flere år været genstand for voksende spændinger mellem Asiens to største økonomier. Det verbale slagsmål om øernes tilhørsforhold blev udkæmpet for åbent tæppe under FN’s generalforsamling i fjor, hvor Kinas udenrigsminister Wang Yi forklarede, at Beijing når som helst ville være indstillet på at genåbne dialogen med Japan, men at Tokyo som et første skridt må anerkende, at der er overhovedet eksisterer en strid; underforstået, at Kina har synspunkter, som er relevante, om end man er uenig.

APEC, som er den organisation, der i næste uge lægger rammerne for mødet mellem en række nationer i Asien og Stillehavsregionen, rummer ikke det forpligtende samarbejdsmønster, vi kender fra Europa, dvs. EU og Nato. Apec har siden grundlæggelsen for et kvart århundrede siden været drivkraft i skabelsen af fælles regler for handel og investeringer, mens man har skubbet de politiske tvister til side. Apec har dermed dannet rammen for Kinas formidable velstandsløft, uden at regionens stabilitet afgørende er blevet udfordret.

Det ironiske i tilstanden er, at Japan i sin tid gav grønt lys for en udvikling, der reducerede landets status på verdensøkonomiens rangliste.Trods politiske og ideologiske skillelinjer har topøderne med mellemrum givet plads til både nyttigt og kreativt diplomati.Det var på møder i Apec, at Kinas og USA’s ledere kom på talefod igen efter massakrerne i Beijing i 1989, og det er her, at repræsentanter for Kina og Taiwan vender relevante problemstillinger. På bundlinjen er Apec, som Japan var en af initiativtagerne til, derfor en succes.

I KINESISKE og koreanske medier er Shinzo Abe beskrevet som en højreorienteret nationalist, der vil genrejse japansk militarisme, men er det en retfærdig karakteristik? Kun hvis man vælger alene at lægge vægt på hans besøg i den kontroversielle helligdom Yasukuni, hvor de faldne fra samtlige Japans krige æres, inklusive de krigsforbryderdømte generaler fra Stillehavskrigen. Det er her, at japanske ledere kan signalere, om de har ambitioner om at genere deres to nærmeste rivaler, Kina og Sydkorea.

Men regionens økonomiske integration gør dette til en rent symbolsk gestus.Vist har Shinzo Abe indenrigspolitiske overvejelser bag de synspunkter, der gør ham til en leder, som får Kina til at se rødt. Vi skal dog kun lidt over seks år tilbage for at finde en japansk regeringschef, der stod for noget ganske andet: dialog og forsoning med den historiske rival på det asiatiske fastland. Hans navn var Yasuo Fukuda, og han kunne dengang tage flot imod Xi Jinpings forgænger, Hu Jintao, der tilbage i 2008 aflagde et vellykket besøg i Japan.

Dengang blev der talt om en mere optimistisk epoke i det japansk-kinesiske forhold, nok fordi japanerne mente, at de kunne bruge USA og de regionale samarbejdsorganisationer, først og fremmest den sydøstasiatiske gruppe Asean, til at håndtere Kina i bl. a. spørgsmålet om grænsedragningerne i Det Sydkinesiske Hav.Men i Asean vil de mindre medlemslande ikke følge Japan.

De retter ind efter Kina, og dermed fungerer regionens magtbalance. Der er således ingen vej uden om det bilaterale spor for Shinzo Abe. Det kan gøres med et håndtryk og ti minutter til at levere et forhandlingstilbud, også selv om en løsning på østriden ligger årtier ude i fremtiden.

(klumme i Politiken 30.10.2014)