Udviklingen i det tidligere Burma peger mod en asiatisk klassiker: demokrati med begrænsninger

KINESISKE og internationale medier har netop offentliggjort indholdet af den nyeste investeringsaftale, der er indgået mellem Myanmars regering og landets uden sammenligning største investor og samhandelspartner.

Kina står allerede for en tredjedel af Myanmars samlede udenrigshandel og en endnu større andel af de investeringer, der retter sig mod landets svage infrastruktur. Det gyldne land i Sydøstasien er nu solidt etableret i Kinas økonomiske interessesfære.

De, der troede, at Myanmars såkaldte demokratiseringsproces ville være en platform for præsident Obamas rebalanceringspolitik i Østasien, er blevet skuffede.Både fordi hverken USA eller andre vestlige lande er særligt stærke på investeringssiden, men især også fordi demokratiseringsprocessen for længst er stødt på begrænsninger.

Disse var kendt fra starten. Da Myanmars daværende junta i november 2010 afholdt et kontrolleret valg på basis af en i omverdenen stærkt kritiseret forfatning, stod det klart, at landets mest populære oppositionspolitiker, Aung San Suu Kyi, nok kunne se sit parti, den Nationale Liga for Demokrati, legaliseret, men at hun selv ikke ville kunne blive præsident ved det valg, der holdes om et års tid.

Forfatningens bestemmelse om, at personer, der har været gift med udenlandske statsborgere, forhindrer det. Og med en fjerdedel forlods udpegede militære medlemmer af parlamentet er der også sat en stopklods for forfatningsændringer. I sidste uge meldte formanden for parlamentet i hovedstaden Naypyidaw, Shwe Mann, definitivt ud og sagde, at der ingen forfatningsændringer kommer på tale på denne side af næste års valg.

Han kunne lige så godt have sagt, at det er fordi, at han nu selv starter sin ‘ valgkamp’. Shwe Mann er nemlig det mest sandsynlige bud på Myanmars næste præsident, når den såkaldte reformpræsident Thein Sein går på pension. Parlamentsformanden har som alle andre topfigurer i Myanmars magtpyramide en baggrund i Tatmadaw, det frygtede militær, der holdt Myanmar i et jerngreb i et halvt århundrede og forvandlede et af Asiens største riskamre til en fattiggård, men har som en af de få eksofficerer et godt forhold til oppositionen.

Fire års reformer herude har haft flere formål, og de fleste er opfyldt eller tæt på at være det: Forholdet til omverdenen er normaliseret (her har Aung San Suu Kyi været nyttig for alle parter), et kontrolleret civilsamfund er blevet skabt, medierne har fået en vis frihed (igen: med begrænsninger), og både internationale og nationale aktører er på talefod.

Myanmar er dermed klar til at lægge sig ind i den velkendte historiske række af sydøstasiatiske hybridsamfund: ikke noget renlivet militærdiktatur, ej heller nogen demokratisk rollemodel, men et samfund med et betydeligt økonomisk potentiale, som kan reducere fattigdommen og berige de eliter, der balancerer om at kontrollere magten i landet.Aung San Suu Kyi er for længst blevet en del af denne elite, ikke mindst som følge af, at hun er den eneste figur i landskabet, der både nyder national og international opbakning.

DEN LOGISKE udvikling op til næste års valg er derfor, at parlamentsformanden og den snarlige præsidentkandidat Shwe Mann udvikler noget, der får karakter af en koalition. Han og Aung San San Suu Kyi holder regelmæssige konsultationer i parlamentsbygningen i Naypyidaw.

Flere konflikter med etniske oprørsgrupper er uløste, men i langt de fleste dele af landet har myndighederne så megen kontrol, at man over for omverdenen kan påstå, at Myanmar er tilstrækkelig stabilt til, at investorer og donororganisationer kan fortsætte indsatsen med at gøre landet til Asiens næste vækstmirakel.

Det er præcis af den årsag, at handels- og udviklingsminister Mogens Jensen lige nu besøger landet.Om dansk erhvervsliv og udviklingsbistand kan kopiere den succes, der blev indledt i Vietnam for en snes år siden – og skabte den største succes i dansk udviklingspolitiks historie – er stadig tvivlsomt. Men det er påskønnelsesværdigt, at forsøget gøres.

Så her er et bud på, hvad Mogens Jensen bør sige til parlamentsformand Shwe Mann under denne uges samtaler: Held og lykke med den forestående valgkamp.Siden dine ekskolleger i militæret har forhindret landets mest populære politiker i at blive præsident, kunne du så ikke op-finde en vicepræsidentpost til hende? Del og hersk-politikken er på vej tilbage til det land, hvor den britiske kolonimagt mestrede den til perfektion. Nu udøves den bare af nationale politikere. Suu Kyi må lære sig at samarbejde med det militær, hendes far grundlagde.

(klumme i Politiken 26.11.2014)