På søndag går Japan til valg. Resultatet vil bekræfte landets konservatisme

Samtlige japanske mediers meningsmålinger forud for søndagens parlamentsvalg viser, at regeringspartiet, Det Liberal-Demokratiske Parti (LDP), vil beholde flertallet i Underhuset og muligvis øge det. Partiet kan meget vel komme i en situation, hvor det ikke længere behøver støtte fra mindre koalitionspartnere.Det sandsynlige udfald er derfor, at regeringschefen for LDP, Shinzo Abe, kan fortsætte med kun symbolsk parlamentarisk modstand.

Valget vil bekræfte, at japansk politik fortsat er spækket med paradokser: Landet beholder en regering, hvis popularitet er stærkt nedadgående.Da Shinzo Abe genvandt magten for to år siden, stod LDP med 70 procents opbakning i meningsmålingerne. På det seneste er tilslutningen svundet ind til mellem 40 og 50 procent.

DER ER meget lidt, der taler for, at tallene vender. Japan er officielt i recession, en foreslået momsforhøjelse er udskudt, og centralbanken fortsætter med at pumpe penge ud i gentagne forsøg på at bruge inflation som økonomisk stimulus.LDP’s stærkeste kort i valgkampen er, at oppositionspartiet, Det Demokratiske Parti, ikke har magtet at præsentere et troværdigt alternativ i den økonomiske genopretningspolitik,  der skal sætte en stopper for en uhyrlig gældsætning af den japanske stat, som dog heldigvis ikke skylder kineserne eller andre udlændinge penge, men kun skylder til landets egne borgere, banker og virksomheder.Japans økonomiske stagnation har varet i et lille kvart århundrede, og hærskarer af økonomer har i årenes løb givet anvisninger på, hvilken slags reformer landet har skrigende hårdt brug for.

Alt for mange sektorer i økonomien og på arbejdsmarkedet er overbeskyttede, fordi magtfulde interessegrupper, brancheorganisationer og fagforeninger modsætter sig det konkurrencepres, som ville udløse jobskabelse og skabe mere realistiske forbrugerpriser. Den japanske arbejdsløshed er betydelig højere, end de officielle tal indikerer.

Det skyldes især den lave deltagelse af kvinder på arbejdsmarkedet. Befolkningens alderskurve viser, at enten skal de yngre japanske kvinder overtales til at føde flere børn, eller også skal der lukkes op for mere indvandring. Eftersom sidstnævnte tilsyneladende er en politisk umulighed, hvorfor så ikke belønne kvindelige iværksættere med offentlige tilskud i form af skattefradrag? Her ligger millioner af jobs gemt, men den konservative mandsdominerede erhvervsstruktur forhindrer sådanne tiltag.

JAPAN VILLE have godt af et vælgeroprør, men virkelige forandringer kan kun komme derfra, hvor de er mindst sandsynlige: i LDP’s medlemsrækker. For partiet er ikke et politisk parti, som vi kender det i Europa, båret af holdninger og intensiv medlemsdebat. LDP er en paraplyorganisation for interessegrupper og deres sponsorer i erhvervslivet, og ‘ politik’ handler om at balancere særinteresser knyttet til privilegier og frynsegoder.Hvad der især er brug for, er reformer, der tegner valgkredsene om.

Hundredtusinder af unge japanere har forladt provinsregionerne for at søge job i megabyerne.Denne udvikling giver provinsens valgkredse større indflydelse end de tætbefolkede bydele i Tokyo, når man måler på stemmeandele i forhold til befolkningstal.

Eller sagt på en anden måde: En enkelt stemme i et befolkningstyndt landdistrikt har flere gange større indflydelse på Underhusets sammensætning end en håndfuld stemmer i en af hovedstadens valgkredse. Denne tilstand var med til at give regeringskoalitionen flertal i begge parlamentskamre efter valgene i 2012 og 2013. Højesteret reagerede med en efter manges opfattelse paradoksal kendelse: at parlamentets sammensætning var i strid med forfatningen, men alligevel blev der ikke draget konsekvenser. LDP regerer videre trods faldende vælgeropbakning.

MAGTEN ligger med andre ord i de politiske lag, hvor vælgerne ikke har indsigt og ingen reel indflydelse, så længe regeringspartiets ledelse ikke sætter en stor valgreform i gang. Den udebliver, fordi særinteresser har taget landets fremtid som gidsel.

De olympiske lege i Tokyo for et halvt århundrede siden demonstrerede den japanske models overlegenhed som rollemodel for nabolandene, men i dag er Japan offer for sin egen succes.

I stedet er det arvefjenden Kina, der mestrer den østasiatiske bureaukratkapitalisme bedre end i det land, hvor den blev opfundet, hvilket til fulde illustreres af månedens ‘ nyhed’ fra Verdensbanken om, at den kinesiske økonomis volumen nu overgår den amerikanske ditto.Det største globale paradigmeskift siden 11. september 2001 kom, mens japanerne og vi andre snorksov.

(klumme i Politiken 11.dec. 2014)