Eftertanken har indfundet sig i det store kapitalistiske eksperimentarium. 

For nylig blev jeg overfaldet af en kristen aktivist. Verbalt overfaldet, altså. Gerningsstedet var Facebook, og emnet var afslutningen på demonstrationerne i Hongkong.

»Pray for Hongkong«, skrev aktivisten, efter at byens politi under udramatiske former havde fjernet de tilbageblevne demonstranter fra Occupy Central-bevægelsen og bragt millionbyen tilbage til sin normaltilstand. Paraplyerne, som blev bevægelsens kendemærke, er nu hængt til tørre i Hongkongs baggårde.

Aktivistens fortørnelse skyldtes også, at myndighederne havde afvist indrejse til en lille gruppe britiske parlamentarikere.De ville forsøge sig som ‘ demokratiaktivister’ i kolonien, som Storbritannien tilbageleverede for over 17 år siden.

Min bemærkning til ham: Hvordan mon David Camerons regering og medlemmer af Underhuset ville reagere, hvis repræsentanter for Det Kinesiske Kommunistpartis Centralkomite eller Folkekongressen i Beijing mødte op i London for at give britiske folkevalgte en belæring i ansvarlig regeringsførelse?

DET ER en indlysende sympatisk tanke, at Hongkong bør have et mere repræsentativt og socialt bevidst styre, der vil forsøge at udjævne de store uligheder i den økonomisk velfungerende region. Men aktivisterne og deres sympatisører vil hjælpe deres sag mere på vej, hvis de kendte de historiske forløb, der har gjort Hongkong til det, som regionen er blevet til. De kan passende starte med at læse regionens forfatning.

Tre årtier er der gået, siden britiske og kinesiske myndigheder underskrev en aftale om fredelig tilbagelevering af regionen til Kina – tilmed udstyret med en jura, en økonomi og et politisk-administrativt system, der unægtelig er bedre end det, som andre kinesiske samfund har.

Briterne fik afleveret et kapitalistisk eksperimentarium til et Kina, der søgte efter en reformeret og mere effektiv samfundsmodel uden dog at ville indføre en renskuret demokratisk velfærdsstat efter europæisk forbillede med et fingerknips.

Mange af aktivisterne i Occupy Centralbevægelsen var ikke født, da den britiskkinesiske aftale blev underskrevet, mens seniorerne blandt demonstranterne tilhører et lille politisk mindretal, der fra starten var modstandere af aftalen.

DE SENESTE måneders bølger af demonstrationer kan til dels forklares med, at voksende grupper af især unge ikke er omfattet af de særlige valgkollegier, der ifølge regionens forfatning skal sikre bestemte interessegrupper repræsentation i de politiske organer. Økonomisk marginaliserede grupper har ikke (undskyld udtrykket) en kinamands chance i det system.

Hvis demonstranterne fik deres vilje om adgang til opstilling for et bredere udvalg af kandidater til ledelsesposter, ville man komme tættere på et demokratisk rettighedsideal, der ligner den samfundsmodel, vi har i vor del af verden.

Men det er langtfra givet, at det ville gøre Hongkong nemmere at regere, og hvem har patentet på én bestemt model for demokratisering og liberalisering?

Præmissen for Hongkongs særlige regeringsmodel er den formel, der kendes under overskriften ‘ Et land, to systemer’.Det er altså en integration af en region, der fra midten af 1800-tallet var under britisk (udemokratisk) styre, ind i et regime, der ved den kinesiske borgerkrigs afslutning i 1949 fik en politisk model baseret på sovjetiskinspireret leninisme.

Det kom til at koste Kina dyrt med årtiers hasarderet ideologisk tyranni under Mao Zedong – med millioner af døde til følge. Da efterfølgeren Deng Xiaoping kom til, blev bolden givet op til reformer i stadig større skala. Aftalen med Storbritannien i 1984 blev en del af komplekset.

DETTE gigantiske reformeksperiment har ikke været uden forhindringer, men resultaterne har hidtil tjent Kina, dets borgere og resten af Asien godt.

Ligner tilstanden i Hongkong den virkelighed, der kendes fra Beirut, Palæstina, Bagdad, Peshawar, det halve af Mexico eller Ferguson i Missouri for den sags skyld? Tag lige og vågn op.

Hongkong har nogle udfordringer, men udmærker sig ved en enestående politisk stabilitet og trods alt en række friheder og rettigheder, som dag kan blive fremtid for andre kinesere uden for regionen.

Der er ikke så få rablende demagoger og selverklærede demokratifortalere, der har brug for at blive klogere på virkeligheden i Hongkong og omegn.

Min kristne overfaldsmand skrev efterfølgende og bad om godt vejr, efter at jeg havde koblet ham af på Facebook. Dialogen er tilbage.

(klumme i Politiken 18. dec. 2014)