Kims Nordkorea har leveret en farce. I Hollywood

Det absurde klanregime kunne tilsyneladende leve med ‘Det Røde Kapel’, men ikke med ‘The Interview’.

Hvor ville det være befriende, hvis vi bare kunne skraldgrine af denne verdens diktatorer, sådan som en af det 20. århundredes allerstørste filmkunstnere, Charlie Chaplin, ville det, da han i 1940 udsendte ‘ The Great Dictator’, en mageløs parodi på Adolf Hitler i skikkelse af Adenoid Hynkel, den ubestridte leder af den fiktive stat Tomania.

The-Great-Dictator

Nærværende signatur har gjort det til et af julens faste ritualer at gense dette mesterværk, som ubestridt må ligge i filmhistoriens top-10. En foromtale forleden her i avisen sagde i nogle få linjer det hele med denne formulering: Hynkel af Tomanias diktatortale har ikke så meget med indhold at gøre som med tom, men kraftfuld overbevisning: »Das Straf nicht hyggensecht der Wienerschnitzel mit Lager wirken unter der SauerKRAUT!«.

I DET FOR danskerne fjerne Nordkorea er der hverken wienerschnitzel eller sauerkraut på juletallerkenerne for de hundredtusinder af koreanere på både åndelig og fysisk smalkost gennem et halvt århundrede.

Men resten af verden behøver ikke at kede sig: Dette surrealistiske klanregime har gjort et gigantisk propagandakup ved at presse mediegiganten Sony til at aflyse premieren 1. juledag på komedien ‘ The Interview’, instrueret af det canadiske komikerpar Seth Rogen og Evan Goldberg.

'The Interview' Barcelona Photocall

Filmen lader en tv-vært og hans producer skaffe sig adgang til den nordkoreanske diktator Kim Jong-un ved at anmode om et interview. Den amerikanske efterretningstjeneste CIA får nys om planerne og hyrer de to tv-folk til at myrde denne nutidens Adenoid Hynkel. Attentatet lykkes, hvis vi skal tro de trailers, der er sluppet ud på bl. a. YouTube.

AFLYSNINGEN, som siden er gjort om (Sony fortrød, og mon ikke filmen snart kommer på Netflix) er dybt ubehagelig, hvis den er udtryk for en begyndende tendens i medieverdenen til at rette ind, når et diktatur bruger cyberterror til at skræmme ideologiske modstandere til lydighed.

Men der er et kunstnerisk og etisk dilemma, der trænger sig på i affæren om den satire, som det canadiske filmmakkerpar har forberedt for verdens publikum: Er det overhovedet anstændigt at more sig over et regime, der har sendt hundredtusinder af sine borgere i arbejdslejre, hvor sult og underernæring er udbredt, og hvor regimet forsøger at sikre sig politisk overlevelse ved at bygge atomvåben, der truer naboerne?

169159893__823419c

I sin selvbiografi fra 1964 kommer Charlie Chaplin ind på de reaktioner, han blev mødt med under forberedelserne til og produktionen af ‘ The Great Dictator’. Ikke kun tyske diplomater forsøgte at presse ham til at opgive projektet; også i hans eget hjemland, Storbritannien, var der bekymringer over den latterliggørelse, han udsatte Tysklands fører for. For Chaplin trådte en potentiel allieret i kampen mod kommunismen over tæerne.

Chaplin gennemførte heldigvis sin produktion, men ikke uden samvittighedskvaler.Han indrømmede siden, at hvis han havde kendt til de nazistiske koncentrationslejre, ville han ikke have været i stand til at lave en farce over et folkemorderisk regime.

I VALGET AF metoder er Nordkorea mere sofistikeret end f. eks. de sammenbrudte arabiske regimer eller det mere anonyme Cuba. Da den amerikanske filminstruktør Oliver Stone i 2003 udsendte sin dokumentarfilm ‘ Comandante’ om den cubanske leder, fik verden et afslørende portræt af en ynkelig Fidel Castro som en overlevende antikvitet i spidsen for den vestlige halvkugles største frilandsmuseum.

At Castro-regimet stadig er harmløst, er nu også gået op for USA, om end man kan mistænke den republikanske højrefløj for at sabotere tilnærmelsen, når som helst lejlighed giver sig.

asset.dr

FILMSELSKABET bag ‘ The Interview’ burde have lært af den danske filmmand Mads Brügger, som i sin film ‘ Det Røde Kapel’ lod en dansk teatertrup underholde håndplukkede nordkoreanske publikummer med god dansk gøgl.

Hjemlige puritanere kaldte Brüggers film uetisk og farlig, hvilket var helt misforstået. De nordkoreanske medvirkende blev ikke bedt om at gøre noget, de ikke havde lov til eller ikke brød sig om. De spillede bare sig selv, og ‘ Det røde kapel’ har utvivlsomt ansporet vestlige publikummer til at søge mere information om Nordkorea på nettet. Historierne om arbejdslejre, sult og undertrykkelse er kun få klik væk.

Men det ændrer ikke ved, at Kims klanstyre har gjort et propagandakup af dimensioner.En revideret version af ‘ The Interview’ udspiller sig nu i Hollywood og omegn.

(klumme i Politikens e-avis 25. december 2014)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Korea, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s