Sverige som Nordens Hongkong

En type blokpolitik afløser en anden hinsidan. Om den største udfordring af alle hersker der tavshed. 

Med den såkaldte decemberaftale er der skrevet politisk historie i Sverige. Prøv som tankeeksperiment at overveje, hvordan en tilsvarende udvikling kunne få det parlamentariske landskab i Danmark til at se ud: Socialdemokraterne, Venstre, de radikale og Det Konservative Folkeparti går sammen om en håndfæstning, der skal sikre vedtagelsen af finanslove og anden tung lovgivning to valgperioder frem og holder Dansk Folkeparti og Enhedslisten uden for indflydelse. Ville det være kønt? Det er oplagt udlændingepolitikken, der har drevet de gamle partier i Sverige sammen, fordi de for enhver pris vil holde opkomlingen Sverigedemokraterna uden for indflydelse. Men på det pressemøde, hvor statsminister Stefan Löfven præsenterede aftalen, blev det for svenskerne så betændte område ikke nævnt med en stavelse.

1355936

HÅNDFÆSTNINGEN betyder, at en mindretalsregering får vished for at kunne få sin finanslov vedtaget. Hvilket lyder bekvemt, men forudsætningen er, at regeringen – Socialdemokratiet og Miljöpartiet – bliver enige med den borgerlige blok, Alliancen, om tre vigtige politikområder: forsvars-og sikkerhedspolitikken, energiog miljøpolitik og pensionsdækning. Specielt de to førstnævnte kan skabe problemer, når det dominerende borgerlige parti, Moderaterne, skal kunne tilslutte sig det, som en regering med Miljöpartiet skal forvalte. Miljöpartiet er besynderligt nok ikke en del af det, der kaldes ‘ pensionsgruppen’, men stemmer for love på området, sålænge det sidder i regeringen.Umiddelbart ser det ud, som om aftalen ophæver grænserne mellem de traditionelle højre-og venstrefløje. Men den udlægning holder ikke. Det er et flertal af partier, der har ladet en blok erstatte af en anden. Flertallet fortæller de 800.000 vælgere, der har stemt på Sverigedemokraterna, at i adskillige år fremover vil partiets mandater ikke give nogen som helst indflydelse.Hvad blev der lige af det højt besungne samarbejdende folkestyre?

TRADITIONELLE svenske konservative går svære tider i møde. De er mildt sagt ikke hjulpet særlig godt på vej af deres egne ledere.Den tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt, der tabte regeringsmagten ved valget i september, leverede ekstra ammunition til et borgerligt opgør, da han juleaftensmorgen i TV4 gjorde op med selve grundelementet i svensk og europæisk borgerlighed: »Sverige er det, som indvandrerne gør det til«. Og videre: »Er det her et land, som ejes af dem, som har boet her i tre eller fi-re generationer, eller er Sverige det, som mennesker, som kommer hertil midt i livet, udvikler det til?«.

Fredrik-Reinfeldt-440x314

Budskabet lyder smukt og idealistisk, men havde givet mere mening, hvis det var kommet ud af munden på en aktivist i yderkanten af Vänsterpartiet eller Miljöpartiet.I Interviewet på TV4 forklarede den afgåede partileder, at Sveriges grænser er ‘ opfundne’, og at de nytilkomne ‘ ikke bare skal tilpasse sig det svenske samfund’. Unægtelig noget af en markering efter et år, hvor den politiske polarisering er taget til i form af stribevis af ildspåsættelser på moskeer.Partifællerne opretholdt klogt nok radiotavshed om Reinfeldts sensationelle udtalelser. At udlændingepolitikken ikke er gjort til et af de store områder, der skal føres særlige forhandlinger om her i starten af det nye år, giver kun yderligere grobund for både højreekstremister og frustrerede borgerlige. Decemberaftalens partier kan ignorere Sverigedemokraterna her og nu, men ikke det kommende oprør fra egne rækker i lokalområderne. Modsætningerne mellem højre-og venstrefløje vil blive afløst af et opgør mellem magtcenteret i Stockholm og de pressede lokalsamfund.

r688204_5155261

SVENSK POLITIK er på vej ind i en ubehagelig gråzone, hvor et helt parti og en syvendedel af vælgerkorpset er noget, flertallet systematisk marginaliserer, alt imens konflikterne om integrationen tårner sig op. Parlamentarisk ligner tilstanden den, vi kender fra hybridsamfund som Hongkong, hvor udvalgte grupper har ret til politisk indflydelse gennem valgte repræsentanter, mens andre holdes helt ude.

Vist har internationaliseringen lavet meget om i Tage Erlanders legendariske folkehjem, men den renovering af bygningen, der er brug for, hedder dialog og ikke marginalisering. Nu venter vi på næste bombe i Rosengård.

(klumme i Politiken 1. januar 2015)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s