Asiens udviklingsbank ser mod vest. Bliver Europa forskrækket?

Den amerikanskledede økonomiske verdensorden er kommet under fornyet pres, men lidt konkurrence skader vel ikke?

En af de vigtigste nyheder op til årsskiftet var den kinesiske udmelding om at hjælpe Rusland ud af det frie fald, som den aktuelle rubelkrise og olieprisens rutsjetur har forårsaget.

Beijings lommer er tilstrækkelig dybe til at kunne levere livsforlængende kreditter til præsident Putin, og vi kan med sindsro gå ud fra, at kineserne vil tage sig betalt i form af aftaler om langsigtede leverancer af olie og gas. Mon ikke også vi snart vil se kinesiske selskaber engagere sig i råstofudvinding hen over den næsten mennesketomme sibiriske tundra.

putin-and-xi

Håndsrækningen til Rusland kommer, kort efter at Beijing har udstedt massive hjælpepakker til både Venezuela og Argentina.Men det er især i Kinas nære udland, at Beijings investeringer skal gøre gavn.

Tilbage i oktober underskrev 21 asiatiske lande en aftale om at oprette AIIB, Den Asiatiske Infrastruktur-Investerings Bank; selvfølgelig en idé, der har groet i Kinas have. Det er her interessant, at traditionelt Kina-skeptiske lande som Indien og Vietnam er blandt de stiftende medlemmer.

TRE MÅNEDER tidligere blev verden vidne til oprettelsen af Den Nye Udviklingsbank, NDB – et initiativ, hvor kineserne har fået sine partnere i Briks-gruppen med, dvs. Brasilien, Rusland, Indien og Sydafrika.

Hvis de to nye udviklingsbanker og de mange bilaterale hjælpepakker er udtryk for en forandret indretning af verden, hvilke konsekvenser, om overhovedet nogen, vil det så få for den vestligt dominerede orden, der har drevet verdensøkonomiens indretning stort set siden 1945?

Naturligvis har bekymringen bredt sig i Verdensbankens og Valutafondens hovedkvarterer i Washington og hos den japanskledede Asiatiske Udviklingsbank (ADB) i den filippinske hovedstad Manila.Foruroligelsen mærkes også i det amerikanske udenrigsministerium og hos USA’s traditionelle allierede som f. eks.Australien og Sydkorea.

De to sidstnævnte var ganske sigende ikke til stede ved den ceremoni, hvor AIIB blev lanceret. Den amerikanske bekymring ved AIIB og NDB forklares i formelle vendinger med, at ledelsesprincipperne er uklare, og at kinesiske investeringer ikke bygger på betingelser, der er en del af universelle, men ofte vestligt definerede udviklingsprincipper: dvs. miljøhensyn, respekt for marginaliserede befolkningsgrupper, erstatning til lokale for eksproprieret jord osv.

Alt sammen er det fint, og kineserne hævder tilmed, at de vil følge de retningslinjer, som er vedtaget multilateralt, men næppe mange i den vestlige lejr tror dem.

FOR SYV årtier siden lagde USA og dets allierede grunden til en økonomisk, valutarisk og handelspolitisk orden gennem oprettelse af de såkaldte Bretton Woodsinstitutioner, dvs. Verdensbanken og Valutafonden. Bretton Woods er den lokalitet i New Hampshire, hvor idégrundlaget blev vedtaget.

360_bretton_woods_1020

Det tjente verden udmærket op gennem den kolde krig, men afspejler ingenlunde den multipolære verdensorden, som er vokset frem især siden årtusindeskiftet.Verdensbankens chef er altid en amerikaner, Valutafonden ledes altid af en europæer, og Den Asiatiske Udviklingsbank er japansk domineret; en afspejling af magtdeling og alliancer, der hører en anden tid til.

Oprettelsen af Den Asiatiske Infrastruktur-Investerings Bank handler også om at levere et modspil til den frihandelsaftale mellem USA og Japan, kaldet Trans-Pacific Partnership (TPP), som er et forsøg på at give den gamle økonomiske orden nye klæder, hidtil uden resultat på grund af modstand fra især stærke japanske interessegrupper.

I dette komplekse spil har Europa modsætningsfyldte interesser. Sanktionspolitikken har drevet Rusland i armene på Kina, men den bevægelse var kommet før eller siden alligevel. De russiske og kinesiske økonomier er komplementære, og både Europa, de såkaldte stan-lande i Centralasien og naturligvis Kina selv har interesse i, at Eurasien får en infrastruktur, der kan løfte de deltagende økonomier gennem øget samhandel.

bretton-woods-part-of

USA og Europa kan af politiske grunde vælge at holde sig udenfor her og nu, men er det klogt? Ved oprettelsen af AIIB meddelte Kina, at banken i sin første opbygningsfase kun vil have asiatiske medlemmer, men at vestlige lande vil få tilbudt medlemskab senere. Det er noget af et paradoks, i betragtning af at de vestlige hovedaktionærer i Bretton Woods-institutionerne nægter at reformere sig, men alligevel bliver mødt med åbenhed af deres største rival.

(klumme i Politiken 8. jan. 2015)

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s