Bliver apologeterne klogere af erfaring eller fortsætter de med at gemme sig bag en naiv idealisme?

Vi har hævnet profeten. Gud er stor«. Sådan lød det fra drabsmændene, da de forlod gerningsstedet i det centrale Paris.Hvorfor er det så lige, at islam finder anvendelse i denne blodige sammenhæng?

Mens vi venter på, at den danske debat om sammenhængen mellem radikaliseret islam, ineffektiv integration og befolkningsgruppers behov for at finde identitetsmarkører, herunder voldshandlinger, når nye højder, må det være på sin plads at gøre brug af islamforskningens grand old man, Bernard Lewis.

En intellektuel sværvægter, der snart fylder 99, er still going strong og gennem årtier har været et hadeobjekt for pseudo-humanister, borgerlige som venstreorienterede.Tilbage i foråret 2007 skrev han i en opsigtsvækkende artikel om, at fanatiske muslimers krig mod kristendom og Europa var trådt ind i en ny fase, og han stillede spørgsmålet: Vil islam erobre verden, eller vil friheden i sidste ende være det mest tillokkende?

LEWIS kaldte tiden efter 2001 for islams tredje angrebsbølge. Han forklarede, at den første bølge daterer sig tilbage til selve islams begyndelse, da den nye tro bredte sig ud fra Den Arabiske Halvø, hvor den havde sin vugge, til det øvrige Mellemøsten. Det var dengang, muslimerne erobrede Syrien, Palæstina, Egypten og Nordafrika; områder, der dengang var en del af den kristne verden.Et beslutsomt og velbevæbnet mindretal af islamister fortsatte nordpå, erobrede en stor del af det sydvestlige Europa, inklusive Spanien, Portugal og Syditalien, der blev en del af den islamiske verden, gik over Pyrenæerne og besatte for en tid dele af Frankrig.

Den anden bølge bestod ifølge Lewis ikke af arabere og maurere, men af tyrkere og tatarer. Herefter kom hans virkelig kontroversielle pointe: Den tredje bølge har form af en ulyksalig og dramatisk kombination af terror og indvandring.

Terroren er håndgribelig, mens indvandringens virkninger er langt mere diffus. Det store uafklarede spørgsmål, som Lewis forsigtigt lagde op til, men ikke besvarede entydigt, er, om en massiv indvandring fra især de arabiske lande på sigt lægger kimen til terrorceller, uagtet at de indvandredes nye hjemlande har taget generøst imod dem som i tilfældet med især Frankrig.

FOR ISLAMISTERNE handler det ifølge Lewis ikke nødvendigvis om at missionere. Socialt marginaliserede befolkningsgrupper har ikke organisationskraft nok til radikalt at forandre højtudviklede og frie samfund i Vesten. Men realiteten er blevet, at de indvandrede muslimer får både ytringsfrihed og uddannelser, som de ikke havde i deres oprindelsesland, og paradokset er, at migrerende terrorister har langt større frihed til at forberede sig og operere i Europa end i de fleste lande med muslimsk befolkningsflertal. Multikulturalismen er således blevet en gave til marginaliserede, der vælger radikale fortolkninger af islam som en vej til ny og stærkere identitet end den, de havde i oprindelseslandet.

Savner vi eksempler på dette skred her i landet? Tvivlere bør se genudsendelsen af dokumentaren om Grimhøj-moskeen i Aarhus sendt tirsdag aften på DR 1. Den dokumenterer, hvad den frafaldne islamist Ahmed Akkari advarede om i fjor: Jihadister rekrutteres midt i Danmark.

Ingen danske politikere eller meningsdannere i det humanitært-industrielle kompleks vil forsvare hellige krigere som dem, der begik ugerningen i Paris. Men mindre kan også gøre rigeligt med skade.

INDEN LÆNGE vil vi høre argumenter i stil med, at der findes politisk motiveret vold så mange andre steder i verden, og at det jo ‘ bare’ er afsporede kriminelle.

Det er nok ikke lige i dag, at den mest prominente debattør i det Berlingske univers, fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen vil mindes om, hvad han udtalte i kølvandet på Muhammedkrisen for snart 9 år siden: (Weekendavisen 10.marts 2006):

»Forhåbentlig breder der sig en forståelse for, at vi må vise hinanden mere respekt.Især med det religiøse. Måske har vi for lidt religion i verden, når vi er så ufølsomme over for, hvad religiøse følelser er. Måske er man blevet så følelseskold selv, at man har tabt en del af forståelsen for, at andre mennesker kan tage det alvorligt (…) Når jeg er begyndt at lære om islam nu, er det, fordi det er blevet en del af hverdagen i Danmark nu, og hvis du skal forstå den hverdag, der omgiver den, skal du kende til den«.

Profeten er hævnet, Uffe. 2015 bliver Charlie Hebdos år.

(klumme i Politiken 9. januar 2015)