Det multikulturelle Sydøstasien påberåber sig trosfrihed og religiøs tolerance. Den har dog sine grænser. 

Lederne i klodens folkerigeste muslimske land, Indonesien, forsømmer ingen lejlighed til at fremhæve ørigets politiske og kulturelle dyder: at nationen er demokratisk, har udstrakte frihedsrettigheder og etnisk og kulturel tolerance.

Et langt stykke ad vejen er denne selvros berettiget, men der er også grænser for tolerancen, og de trækkes ofte skarpt op. Kort før årsskiftet, på 10-års dagen for tsunamien i 2004, der kostede mere end 200.000 indonesere livet, sagde landets vicepræsident, Jusuf Kalla, at hans land »er det mest harmoniske blandt alle lande med muslimsk befolkningsflertal. Vi har ingen af konflikter, der ligner det, andre har. Vi lever sammen på den mest harmoniske måde«.

Regeringen i Jakarta og i nabolandet Malaysia, der også har muslimsk befolkningsflertal, var hurtigt ude med fordømmelser af terrorangrebet på det franske magasin Charlie Hebdo. Alt sammen lige efter den diplomatiske håndbog, men det hører med i billedet, at en publikation som Charlie Hebdo ikke ville have overlevet mere end en uges tid, hvis den var blevet udgivet i Jakarta eller Kuala Lumpur. Oplaget ville være blevet konfiskeret, udgiverne ville have fået deres licens inddraget og retsmaskineriet ville være sat i gang.

INDONESIENS forfatning beskytter retten til religionsfrihed, men så skal den lille kvarte milliard indbyggere også bekende sig til de anerkendte verdensreligioner, dvs. islam, katolicisme, protestantisme, buddhisme og hinduisme. Ve den arme djævel, der kritiserer de nævnte trosretninger; for de risikerer op til fem års fængsel for ‘ fornærmelse mod troende’.

Det var, hvad der skete for dataspecialisten Alexander Aan fra det vestlige Sumatra.Han begyndte at stille spørgsmål ved, om der overhovedet er en Gud, og nåede efter grundige overvejelser til den erkendelse, at han er ateist. Budskabet bragte han ud på en facebookside for ateister startet af oversøiske indonesere i Holland, og så kom han i sikkerhedsmyndighedernes søgelys.

ATEISTEN Alexander Aan blev arresteret og anklaget for blasfemi. Indonesiens statslige ideologi kaldet Pancasila beskytter monoteisme og gør blasfemi til en lovovertrædelse, skønt forfatningen taler om trosfrihed. I 2012 blev Alexander Aan idømt 30 måneders fængsel for at sprede ateistiske budskaber på internettet. For et år siden blev han benådet efter at have afsonet 19 måneder af straffen, men efterfølgende slog en højesteretskendelse fast, at dommen havde været »passende«.

Dette på trods af at den lokale domstol havde forkastet anklagerne for blasfemi og ateisme og i stedet dømte ham for at have »opildnet til religiøst had« via internettet.

I DAG ER Aan en meget stille mand, men under retssagen havde han forklaret sig på følgende vis: »Jeg blev dårlig af at se tv-billeder af folk, der var ofre for krig, sult og fattigdom og kunne ikke se meningen med dette. Så jeg spurgte på en blog, om der overhovedet er en Gud. Ikke for at sprede had, men for at åbne op for diskussion«.

Organisationen Christian Solidarity Worldwide mener, at dommen og straffen til Alexander Aan er næret af en voksende og konservativt præget tolkning af islam. Denne tendens kan få ubehagelige konsekvenser for de 10 procent af befolkningen i øriget, der er kristne. De er begyndt at mærke, at tolerancen, pluralismen og multikulturalismen har sine begrænsninger.

Ifølge organisationen Communion of Churches in Indonesia er mere end 430 kirker i landet blevet enten angrebet, lukket eller direkte raseret siden 2004.

Den indonesiske lovgivning vedrørende religionsfrihed er præget af de mange år, hvor landet blev styret af en militært domineret elite, og islamister fik jernhånden at føle. 16 års demokratisering har været vellykket, målt på mediernes frihed og udviklingen af civilsamfundet. Indonesien har tilstande, som det muslimske Afrika, den arabiske verden eller Iran indtil videre kun kan drømme om.

Men sagen mod Alexander Aan viser, at verden uden for Indonesien ikke længere bør kalde landet for et forbillede. Paradokset er, at mere konservative fortolkninger af islam er vundet frem i takt med udviklingen af regionalt demokrati og politisk decentralisering. Hundredvis af lokalregioner har vedtaget lovgivning, som er inspireret af sharia, og det er her, at ateister eller religionskritikere kommer i vanskeligheder.Mange forbliver tavse; skræmt af det, der ramte Alexander Aan. Det var utvivlsomt også meningen med at dømme ham. Friheden har grænser.

(klumme i Politiken 22. jan. 2015)