Lær at leve på frygtens kontinent

En kløgtig franskmand advarede os for seks år siden. Nu står vi ved modpolen til Murens fald. 

Virkningerne af terrorangrebet på det satiriske franske ugeblad Charlie Hebdo vil snart kunne mærkes overalt i europæisk politik.Det, som nogle frygtsomt kalder et nationalistisk vælgerskred mod højre, vil for andre være en fornuftig reaktion mod for stor en indvandring og en påstået multikulturalisme, der er kommet ud af kontrol.

Uanset hvor man vælger sine forklaringer, er der ingen vej uden om den realitet, at den endelige dom falder ved stemmeurnerne.Frygten vil være den faktor, der kan vælte regeringer og bringe nye partikonstellationer til magten i europæiske hovedstæder.Spænd bare sikkerhedsbæltet. Vi burde ikke være overraskede over, at frygt er blevet en politisk faktor, men er den også legitim i betydningen velbegrundet?

resize

De mest kvalificerede svar fik vi for seks år siden, da den franske politolog Dominique Moïsi udgav ‘ The Geopolitics of Emotion’. Bogen rystede det etablerede fundament i Europas politiske debat og sendte både konservative og liberale intellektuelle til tælling.Moïsi er grundlægger af det franske Institut for Internationale Relationer og søn af en overlever fra Auschwitz. Han har de stærkeste forudsætninger for at analysere sammenhængen mellem frygt og magtpolitik.

DA VI året efter bogens udgivelse fik inviteret Moïsi til at holde et oplæg her i Politikens Hus, var der mærker i gulvet efter alle de kæber, der tog turen den vej. Moïsis budskab i bogen og til sine tilhørere dengang kan i korthed sammenfattes således: Verdens tilstand kan forklares med tre grundfølelser: frygt, ydmygelse og håb.De bunder alle tre i tillid: håb er tillid i betydningen positive forventninger, frygt er mangel på tillid, altså mistro, og ydmygelse er tabt selvtillid, en kollektiv oplevelse af nederlag.

417T7dHo67L._AA160_

Ifølge Moïsi står Østasien ledet af Indien og Kina for håb og optimisme; de arabiske lande er hærget af opløsning og ydmygelse, mens frygt gennemsyrer det europæiske kontinent.For en generations tid siden mente et flertal af europæere, at kontinentet var et forbillede for resten af verden, men den oplevelse er ved at være gået fløjten. Det mærkes, når veluddannede asiater kommer til Europa og spørger: Hvordan kan I hævde en demokratisk ligeværdighed, når det er Tyskland, der dikterer betingelserne for alle jer andre?

AT EUROPA er forvandlet til et frygtens kontinent, lader sig forklare med en stribe lokaliteter og årstal: Madrid 2004, London 2005, Muhammedtegningerne 2006, finanskrisen 2008-09, Ukraine-krisen 2014 og Charlie Hebdo 2015.

I kombination med hvad mange naivt stadig insisterer på at kalde et arabisk forår (realister kalder det et sammenbrud), er der opstået en tilstand, der har bragt Europa over i den modsatte ende af den position af overlegenhed, vi så elegant landede i med Murens fald i 1989.

Det er frygten for det uoverskuelige og ukontrollable, der presser sig på, men den kan forklares rationelt ved at henvise til nyhederne om flygtningestrømmen øst-og sydfra.Grækenland, den europæiske civilisations vugge, er under dobbelt pres; indefra på grund af de folkevalgtes inkompetence og udefra som følge af sammenbruddene i Mellemøsten.

2r61fu0

VED SIN legendariske indsættelsestale 4.marts 1933 gik Franklin D. Roosevelt til angreb på fattigdommen ved at betone, hvad frygt kan betyde i politik: Det eneste, vi behøver at frygte, er selve frygten, sagde han.

Hvad Roosevelt mente var, at frygt ikke måtte hindre gennemførelsen af påtrængende politiske valg. Han ville skabe beskæftigelse ved at regulere Wall Street og appellerede til amerikanske kapitalister om at samarbejde med staten for at bringe arbejdsløse amerikanere i arbejde. Opgaven var gennemførlig, for der stod ikke tusinder af forfulgte og sultende mexicanere og bankede på ved Rio Grande.

Ikke en eneste regeringschef eller kommissær i Europa vil gøre retorisk brug af angsten som tema, for så fremstår de som inhumane. I stedet bruger de euroteknokraternes økonomiske fagsprog for at gøre problemerne til noget rent europæisk.Men de politiske konsekvenser får de alligevel at mærke: For vælgerne lader frygten være den primære faktor, der fører pennen, når krydset sættes på valgdagen. Den kløgtige franskmand Moïsi har fået mere ret, end godt er.

21506156-jpeg_preview_large

(klumme i Politiken 29. jan. 2015)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s