Den tibetanske leder frabeder sig en politisk rolle, men aktivister og politikere gør det umuligt. 

ENHVER, DER har mødt repræsentanter for det tibetanske eksilsamfund eller for den sags skyld Hans Hellighed Dalai Lama i egen høje person, går overvældet fra oplevelsen, medmindre man tilhører kategorien af benhårde materialister med et totalt rationelt verdenssyn.Ingen anden åndelig lederskikkelse rummer den spiritualitet, som alle vi frihedselskende, men åndsforladte ikke-religiøse individer higer efter, om end vi sjældent er villige til at erkende det.Nu er Dalai Lama igen på vej til Danmark og vil med sikkerhed få den form for opmærksomhed, mange af os ikke kunne drømme om at give vore egne præster, biskopper, filosoffer eller andre åndsfyrster.

For Hans Hellighed rammer noget dybt inde i vore hjertekamres sjæledyb.Når han lykkes så fint, skyldes det, at han er den åndelige leder for en kultur, hvor befolkningens livsform repræsenterer alt det, vi havde, inden vi blev et moderne samfund: opofrelse og medfølelse; den personlige og ubesmittede hengivenhed frem for den institutionelle og statslige; den, vi har sat i system med velfærdsstaten og høje skatter.

FOR I DET Tibet, som Dalai Lama flygtede fra i 1959, er der hverken velfærdsstat eller høje skatter. Den tibetanske livsstil er af en sådan karakter, at den er uegnet til beskatning og dermed modernisering.I stedet har tibetanerne fået en frygtindgydende udviklingsmaskine, ledet af anonyme ateistiske tekno-og bureaukrater, som er i færd med at udvikle det tibetanske plateau til ikke bare Asiens, men hele verdens vandreservoir.

En halv snes af klodens største og vigtigste floder har deres udspring i Tibet, og uden kinesernes og indernes effektive udnyttelse af disse vandressourcer ville det meste af Asien være lige så forarmet som bundkategorien af afrikanske og arabiske samfund.Denne realitet forties, hver gang en vestlig leder trykker Hans Hellighed i hånden, Obama inklusive.

Da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen modtog Dalai Lama på Marienborg i 2003, lykkedes det at holde de kinesiske protestbrøl inden døre. Men da Lars Løkke Rasmussen gentog seancen i 2009, havde kineserne fået nok. De truede med at blive væk fra COP15 (klimatopmødet) og lukkede ned for en stribe ministerbesøg, hvorefter Danmark blev tvunget til at underskrive den såkaldte Tibet-note, hvor vi tilmed forpligter os til at modarbejde tibetansk selvstændighed.

At Kina fortsætter med at kritisere vestlige lederes møder med Tibets åndelige leder virker proportionsløst og ude af trit med virkeligheden, al den stund Dalai Lama for længst har præciseret, at hans eksilregering ikke har løsrivelse som mål.

Chonpel Tsering fra det tibetanske repræsentationskontor i London har en forklaring på dette: Gennem sin uforsonlige linje tester det kinesiske diplomati, i hvor høj grad man er i stand til at påvirke vestlige politikere og opinionen bag dem.Stort set alt i kinesisk retorik og diplomati kan forklares med ønsket om kontrol, mener Chonpel Tsering.

Det gælder indadtil i det tibetanske samfund og udadtil i den globale opinion.Det virker paradoksalt, at Kinas Kommunistparti under de seneste tre præsidenter har tilladt en betydelig vækst i religionsudøvelsen i det kinesiske samfund.Antallet af aktive kristne vokser hurtigere end noget andet sted på kloden, og selv præsident Xi Jinping har officielt anerkendt buddhismens betydning for landets udvikling.

Alligevel vil Kina ikke tillade, at Dalai Lama vender hjem til sit folk. Chonpel Tsering mener, at den virkelige risiko for kommunistpartiets ledere er, at en hjemvendt Dalai Lama bliver voldsomt populær, også i det etniske flertal i Kina, og dermed en åndelig modpol til præsident og generalsekretær Xi Jinping.

Selv om Kina kun accepterer religionsdyrkelse i det omfang, at den er totalt afpolitiseret, vil en mulig tilstedeværelse af Dalai Lama i hjemlandet få politiske konsekvenser i det kinesiske samfund, uanset at Hans Hellighed for længst har gennemført en adskillelse af religion og politik i sin egen bevægelse.

DEN TIBETANSKE eksilleder repræsenterer derfor et levende paradoks: Han har undsagt muligheden for at gøre noget politisk for sit folk, men er tvunget ind i rollen som symbol for verdens dårlige samvittighed, fordi vestlige aktivister og politikere vil det sådan.

Et møde mellem statsministeren og Dalai Lama bliver der ikke noget af, men rollen som moralsk støtte vil blive udfyldt af blå blok, sekunderet af Enhedslisten. Intet vil være forandret; Kina vil fortsætte med at pumpe milliarder ind i Tibet til det, der kaldes udvikling og modernisering.Det vil lade Dalai Lamas værter i de vestlige samfund helt upåvirket.

(klumme i Politiken 4.02. 2015)