Clint Eastwoods seneste epos om en snigskytte bliver en monstersucces og genstarter debat om USA’s våbenkultur

HOLLYWOODVETERANEN Clint Eastwood, 84, ser i sit livs aften ud til at få sin største kassesucces som instruktør. ‘ American Sniper’, der er bygget over finskytten Chris Kyles indsatser på krigsskuepladser i Irak, har netop passeret 250 millioner dollars i billetsalgsvolumen, og de tæller stadig videre derovre.

Chris Kyle var en ærkeamerikansk, kristen og konservativ familiefar fra Texas, der som medlem af elitekorpset Navy Seals deltog i George W.Bushs dybt kontroversielle krig i Irak med sin kikkertriffel og varetog sine kammeraters ve og vel ved at tegne sig for 160 bekræftede drab på irakiske fjender, størsteparten i det blodige år 2006.

Ingen amerikansk soldat er tidligere nået op på det antal, og der er endda nogle af Kyles medudsendte, der mener, at han fik ram på en hel del flere. Ikke alle ofre var mænd i den krigsduelige alder.

Mellem udstationeringerne var Kyle hjemme hos sin smukke hustru og forsøgte at være far til sine to børn, og en stor del af filmen er helliget hans svære tilpasningsforsøg til familielivet. Hans liv får en brat ende en februardag i 2013, da han tager ud på en skydebane sammen med en anden Irak-veteran, der viser sig at være mentalt forstyrret, sandsynligvis på grund af diagnosen PTSD, og retter sit våben mod Kyle. Af slutteksterne fremgår det, at Kyle blev dræbt af en, han forsøgte at hjælpe.

Virkelighedens American sniper fik en heltebegravelse uden fortilfælde. Langs motorvejene i Texas stod tusinder i silende regn og løftede stars and stripes til ære for afdøde. Retssagen mod Kyles drabsmand starter senere i denne måned.

MENS DE AMERIKANSKE biografteatre fortsat bestormes, raser debatten i medierne om, hvorvidt filmen er en heftig omgang højreorienteret patriotisme, en forherligelse af våbenkulturen i USA eller en ureflekteret hyldest til en ‘ krigspsykopat’.

De klassiske fronter i det, mange amerikanere kalder for en kulturkrig, er trukket op mellem patrioter på den ene side og venstreorienterede liberale på den anden.

En af Eastwoods kolleger, filmmanden og debattøren Michael Moore, der i sine film har angrebet flere af det konservative USA’s kerneværdier (det privat finansierede sundhedssystem og våbenlovgivningen ikke mindst), tweetede dette budskab, som blev refereret i mange aviser: »Min onkel blev dræbt af en tysk snigskytte i Anden Verdenskrig. Jeg er opdraget med det synspunkt, at en snigskytte er en kujon, fordi han skyder sine fjender bagfra.Snigskytter er ikke helte. Og soldater i invasionsstyrker er værre«.

I Chicago Tribune noterer kommentatoren John Kass om ‘ American Sniper’, at han finder skuespilleren Bradley Cooper (der spiller Chris Kyle) værdig til at modtage den Oscar, han er nomineret til, men afviser, at filmen glorificerer Kyle som en klassisk krigshelt.

»Filmen skildrer de psykiske ar, som et godt menneske, der har været i krig, må forsøge at leve med. Coopers skytte er en mand, der tager til fronten med Bibelen i lommen. Han har ofte svært ved at åbne den, især når han har skudt og dræbt fjender. Hvis man som soldat begynder at opfatte sine fjender som mennesker, mister man forstanden. Kyles mission var at dræbe fjender for at redde amerikanske soldater og så komme hjem«.

ET KRAFTFULDT indlæg står ligeledes i Chicago Tribune (og syndikeres i en stribe andre amerikanske dagblade) og er skrevet af Lorraine Ali, en kvinde af irakisk oprindelse.Lorraine Ali beskylder Clint Eastwood for at ‘ dehumanisere’ almindelige irakere.»Irakerne i filmen er ikke mere end staffage og uhyggelige monstre, der torterer børn og formerer sig som kakerlakker«.

Når der kaldes til bøn i filmen, er det varsel om massakrer: »Arabere i den film kan ikke drikke te uden at komme til at ligne Satans bødler, hvilket står i skarp kontrast til den omhyggelige skildring af Kyles kamp med posttraumatisk stress syndrom (…) det er en fortælling om de gode mod de onde, ganske som da George Bush skulle sælge sin invasion af Irak til den amerikanske offentlighed i 2003«.

Filmens gigantiske indtjening kommenterer Lorraine Ali således: »Endelig er der kommet et succeshistorie ud af krigen i Irak«. Hendes detaljerede aviskommentar indledes med beskrivelsen af et attentat mod en bil i Bagdad for to måneder siden, der havde ni personer om bord. De skulle til begravelse, men blev ramt af en selvmordsbombe.

»Tre generationer blev udslettet i et splitsekund. Gamle mænd, midaldrende fædre og et par børn, der var så små, at de stadig havde deres mælketænder«. Lorraine Ali fik nyheden om drabene via Facebook. Et af de dræbte børn var en søn til hendes fætter, Kareem.

»Jeg forestillede mig, at denne dreng kunne have været legekammerat med min søn. På Facebook er der et foto af en af de andre drenge, der omkom. Deres historie vil der aldrig blive lavet en film om«.

Debatten om ‘ American Sniper’ er kun glimtvis sivet ud i europæiske medier: Det britiske dagblad The Guardian trak den krigskritiske frontlinje op med ordene: »Virkelighedens American sniper var en dræber fyldt med had. Hvorfor har simplificerende patrioter så travlt med at gøre han til en helt?«.

(artikel i Politiken 7. febr. 2015)