Vejen til en fredsordning i Centralasien tager et sving omkring Beijing. 

Flere års diskret pres ser nu ud til at give resultater. Amerikanske bestræbelser på at få Kina til at påtage sig en mere aktiv rolle i stabiliseringen af Afghanistan er ved at lykkes. Om det på sigt kan hjælpe det plagede land ud af den langvarige spiral af etnisk og religiøs vold, er det for tidligt at spå om, men det er et interessant spor, der lægges ud i disse måneder.

Før årsskiftet mødtes forhandlere fra USA, Kina og den nye afghanske regering til fortrolige forhandlinger i London. Et opsigtsvækkende møde, fordi Kina hidtil har modsat sig skridt, der kunne tolkes som indblanding i et andet lands anliggender.

Mødet kom få dage efter, at repræsentanter for Taleban havde været i Beijing for anden gang på kort tid. Amerikanske diplomater tolker udviklingen som et regulært politisk skifte, som først er blevet muligt, efter at præsident og generalsekretær Xi Jinping har justeret sin udenrigspolitik ind efter nye prioriteringer.

INTET AF dette burde overraske i betragtning af, at den afghanske præsident Ashraf Ghani valgte Beijing som sin første destination for et officielt besøg. Ghani skulle i det mindste takke for, at Kina i de kommende tre år har givet tilsagn om økonomisk bistand i størrelsesordenen 327 millioner dollars.

Bevillingerne er en adgangsbillet for Beijing til at få indflydelse på de stabiliseringsbestræbelser, der med stor sandsynlighed bliver sværere fremover, fordi den vestlige tilstedeværelse i Afghanistan, militært som civilt, reduceres.

Og det giver mening i betragtning af, at Islamisk Stats nyeste frontlinje ser ud til at ligge i Afghanistan.

I SIDSTE uge forklarede det afghanske indenrigsministeriums talsmand Siddiq Siddiqi følgende i et interview med Radio Free Afghanistan: »Islamisk Stat eller de folk, der kalder sig for Islamisk Stat, er aktive i nogle af vore landområder. Det bekræftes af efterretningsrapporter, så vi kan ikke længere benægte det«.

Det sagde Siddiqi kun to dage efter, at han havde opfordret udenlandske medier til overhovedet ikke at nævnte ‘ den gruppe, der slet ikke eksisterer i Afghanistan’, fordi det ville fremme Islamisk Stats sag.Dagen forinden var Mullah Abdul Rauf blevet dræbt af et amerikansk droneangreb i Helmand-provinsen.

Rauf var en tidligere Talebanleder, indsat i Guantánamo i flere år som fange nr. 108 og sendt tilbage til Afghanistan i 2007, efter at myndighederne i Kabul havde vurderet ham til ikke længere at udgøre en sikkerhedsrisiko.I 2010 rapporteredes, at Rauf havde sluttet sig til Taleban, og i december i fjor blev hans loyalitetserklæring til Islamisk Stat refereret i både nationale afghanske og internationale medier.

DEN kinesiske regering er traditionen tro fåmælt, når det gælder involveringen i Afghanistan.Taleban har indrømmet, at gruppen har kontakt til Beijing, men afviser, at der er en kinesisk rolle i noget, der kan kaldes fredsforhandlinger.

Men på regeringssiden i Kabul er Kinas engagement håndgribeligt i form af træningsprogrammer for afghanske politistyrker og leverancer af sikkerhedsudstyr.Beijing var i oktober i fjor vært for en konference om Afghanistan, hvor amerikanske deltagere blev forundrede over, at en kinesisk general luftede muligheden af et amerikansk-kinesisk samarbejde om at udvikle og uddanne afghanske sikkerhedsstyrker.

Det er der indtil videre ikke kommet mere konkret ud af, men det interessante er, at USA ikke direkte advarer mod, men snarere opmuntrer til et øget kinesisk engagement i det hårdt plagede centralasiatiske land.

Logikken i dette spil er selvindlysende: Kina har noget, USA ikke har: gode diplomatiske kanaler til Rusland og Iran, uden hvem en afghansk fredsordning næppe lader sig realisere. Og Pakistan, ej at forglemme, er i denne sammenhæng et vigtigt land, der lytter til både Washington og Beijing.

Ashraf Ghani, den afghanske præsident, er fra sin tid i Verdensbanken fortrolig med kinesisk udenrigspolitisk tænkning. Straks efter Ghanis indsættelse i fjor ankom kinesiske diplomater og efterretningsfolk i betydeligt antal til Kabul, men interessen for et øget engagement går længere tilbage, mener den danske chef for EU-repræsentationen i Kabul, Franz-Michael Mellbin, der over for Wall Street Journal pointerer, at Kina længe har søgt efter muligheder for at føre en mere aktiv udenrigspolitik, men helst på en måde, der ikke vil blive opfattet af USA som en strategisk udfordring.

Truslen fra Islamisk Stat kan på sigt blive det, der bringer USA og Kina sammen i en pragmatisk sag til sag-alliance, båret af simpel nødvendighed.

(klumme i Politiken 18. febr. 2015)