Sekulære muslimer er vore allierede i kampen mod islamofascismen

Få dage efter overfaldet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris publicerede en af vores mest respekterede forfattere, Peter Øvig Knudsen, på sin blog en erklæring, hvori han kaldte islamistiske voldsmænd for tilhørende ‘ den farligste totalitære bevægelse i vor tid’:

»Islamisterne kalder sig muslimer, men det er ikke det vigtigste ved dem: Den islamistiske bevægelse er først og fremmest en militant politisk-ideologisk bevægelse, og den bærer alle fascismens kendetegn. Islamisterne kæmper med våben i hånd for en stat, der præcis som den fascistiske vil koncentrere al magt – økonomisk, religiøs, politisk og militær – hos en lille gruppe diktatorer. (…) Hitler og Stalin kaldte sig noget andet, men lighederne er langt større end den religiøse forskel: Magtfulde mænd med retorisk geni og en syg tanke om verdensherredømme prøver at piske en massepsykose op hos ikke mindst unge mennesker«. Peter Øvig Knudsen har i sine bøger om Blekingegadebanden dokumenteret, hvad ideologiske amokløb kan gøre ved unge mennesker, der søger et ståsted i tilværelsen.

Medlemmerne af Blekingegadebanden levede som psykotiske zombier i en surrealistisk tidslomme, som selv ikke klodens mest generøse og tolerante velfærdssamfund kunne levere den nødvendige modgift mod.

FRA NU af og til dommedag kommer vi til at tale om nødvendigheden af social inklusion af medborgere med ikkevestlige rødder. Redskaberne er til stede, resten er et spørgsmål om politisk vilje og finansiering.

En langt sværere debat er den om sammenhængen mellem religiøs praksis og politisk vold, og her er det, at fascismebegrebet trænger sig på. Giver det overhovedet mening at hive en gammel ideologisk traver fra mellemkrigstidens Europa frem for at forstå et nutidigt fænomen? Spørg professor emeritus Mehdi Mozaffari, der i sin forskning på Aarhus Universitet har dokumenteret, at sammenhængen mellem islamisme og fascisme ikke bare er noget, der er opfundet i Dansk Folkepartis propagandakontor.

Mozaffari fik ikke mange venner på i bogen ‘ Islamisme – en orientalsk totalitarisme’ at forklare, at islamismen ligger i samme spor som det 20. århundredes fascisme, kommunisme og nazisme. Som en, der flygtede fra Ayatollah Khomeinis magtovertagelse i Iran i 1979, havde han på egen krop følt, hvori truslen bestod.

Hans hovedforklaring på, at islamismen kom til magten i først Iran og siden slog rod i flere arabiske samfund, er den industrielle tilbageståenhed i Mellemøsten: Fravær af velstand, økonomisk fremdrift og social udvikling, der kan frisætte individer.

Forfatteren Ole Grünbaum advarede for år tilbage mod det, han kaldte ‘ islamofascismen’, en vending, der aldrig har vundet indpas i dagligdags sprogbrug.

Hensynet til integrationen af muslimske medborgere betyder, at politikere vil vogte sig for denne begrebslige sammenkædning af islam og fascisme. Men hvad er der egentlig at være bange for?

FASCISME er så gammeldags et begreb, at de færreste unge ved, hvad det dækker over. Nogle yngre har måske hørt navne som Mussolini og Franco nævnt i en historietime, og er der så nogen, der i fortiden advarede mod en ‘ katolsk fascisme’? Var det i kirken, at generalísimo Francisco Franco (1892-1975) fik inspirationen til at holde sit diktatur i live i mere end tre årtier?

Nej, netop ikke. Den katolske kirke i Spanien forsøgte at holde sig fri af politisk misbrug og var utvivlsomt en stabiliserende og befordrende kraft i de år, da Spanien og Portugal demokratiserede.

Kan de skriftlærde i Iran og den arabiske verden lige gøre det eksempel efter? Imamer, der taler for en afpolitisering af islam og pointerer, at troen er et individuelt anliggende? Det ligger vist ikke lige for.

DEBATTEN må skelne mellem islam som en verdensreligion og islamisme som politisk ideologi. Det er i det ideologiske misbrug, at den totalitære fare er en dødelig realitet.En ideologi, der slog 3.000 amerikanere ihjel 11. september 2001, som myrdede og sårede hundredvis af passagerer i Madrid i 2004 og London 2005, som har udløst kaos, vold og fundamentalisme i det, der er tilbage af Irak og Syrien, og som hver eneste dag gør tilværelsen ulidelig for hundredtusinder af borgere i Nigeria, Afghanistan og Pakistan.

Islamofascisme – er det så svært at få sagt på dansk? Kom med et bedre ord.

(Klumme i Politiken 19. febr. 2015)