Rusland møder lunere vinde i Beijing og New Delhi, som tier om Ukraine. 

MED KONFLIKTEN i Ukraine på vej ind i et stadie, der ligner politisk dybfrost, var drabet på Boris Nemtsov det sidste, Rusland har brug for, hvis landet skal undgå international pariastatus. Historieskrivningen kan nu sætte navn på det stykke geografi, Østukraine, der hen over det seneste års tid er blevet gravplads for forestillingerne om, at Rusland skulle blive en del af den vestligt definerede liberale verdensorden.

Tilbage i de brølende 1990′ ere blev der i europæiske hovedstæder talt højt, flot og håbløst naivt om, at nok havde det russiske samfund alt for megen kuldegysende kriminalitet, korruption og kammerat-kapitalisme, men, hed det sig, før eller siden ville moderniteten sejre, og en oplyst middelklasse ville både kræve og sikre civile tilstande. Disse optimister gjorde regning uden Vladimir Putin.

FOR DER er naturligvis brug for et Rusland som andet og mere end et ‘ Nigeria med sne’, storleverandøren af olie og gas, der svømmer oven på på grund af sin indtjening fra råstofeksporten og forsømmer resten af sit samfund.

Det hed sig jo, at Putin og hans energiske udenrigsminister, Lavrov, skulle hjælpe til med at få først en våbenhvile og siden en fredsordning i stand i det, der er tilbage af Syrien, og hvad blev der af de løfter?

I stedet har verden fået en heftig omgang russisk nationalisme, mafiøs snylterkapitalisme og en tvivlsom indenrigspolitisk orden, hvor Putin og hans håndplukkede folk får sig symbolsk legitimeret ved stemmeurnerne.

Ikke meget at juble over i en verden, hvor kontinenterne er mere forbundne og nationerne gensidigt afhængige.Kredsen af rådgivere omkring Putin er naturligvis klar over, at den russiske økonomi må reorienteres, så derfor handler det meget om at kompensere tabet af indflydelse i vest med at få styrket gamle forbindelser og venskaber i øst.

ØSTPÅ ER der kun to hovedstæder, der betyder noget stort i den russiske optik: Beijing og New Delhi. Her har Putin ‘ rebalanceret’ russisk udenrigs-og handelspolitik i en grad, der får de seneste års megen tale om præsident Obamas ‘ rebalancering’ i Asien til at ligne varm luft på dåse.

Mens de langvarige amerikanske forsøg på at skabe et økonomisk samarbejdsforum i Østasien, hvor Kina ikke spiller med, er nærmest grundstødte, har Putin leveret kineserne en ønskedrøm i opfyldelse: en aftale om salg af naturgas til en anslået værdi af 400 milliarder dollars over 30 år, to snese økonomiske samarbejdsaftaler (herunder valuta og skat) og løfter om, at kinesiske statsselskaber kan investere i fremtidig råstofudvinding i Sibirien.

Men det generer utvivlsomt Rusland, at der er en så stor ubalance i det økonomiske samkvem med giganten i øst. Det er stort set kun olie, gas og våben, der betyder noget. Kina er Ruslands næststørste samhandelspartner, mens Rusland kun er nr. 8 for Kina. Og Kina forsøger i disse år at diversificere sin import af energi, og her er det især Centralasien, Ruslands gamle ‘ baggård’, der fylder mere.

Tilsvarende har det skabt panderynker i Beijing, at Rusland har indgået en aftale med Vietnam om udvinding i et havområde, hvor Kina gør territorialkrav. Og Rusland er ikke begejstret for den kinesiske vision om at skabe en ny ‘ silkevej’ for euroasiatisk samhandel på sporene af højhastighedstog fra Shanghai til Berlin.

NEDE I New Delhi ser regeringschefen Narendra Modi med en vis misundelse på det handels-og investeringsvolumen, Kina kan tilbyde sine økonomiske partnere.Det forklarer, hvorfor Modi talte nærmest i sentimentale vendinger om forholdet til Rusland, da Putin besøgte New Delhi i december.

»Spørg et hvilket som helst indisk barn, hvilket land der er Indiens bedste ven, og svaret vil være Rusland«, sagde Modi og mindede om den tid under den kolde krig, da skiftende regeringer i New Delhi var fælles om at have mistro til USA.

Når Indien har afstået fra kritik af og sanktioner mod Rusland i Ukraine-konflikten, er det ikke mindst, fordi Rusland tegner sig for tre fjerdedele af Indiens våbenimport, mens USA har beskedne 7 procent.Men tættere relationer med Indien kan umuligt kompensere for det kolossale tab af international indflydelse, som Rusland har lidt gennem de seneste år.

At Kina er en vigtig olie-og gaskunde, bringer ikke de to bare i nærheden af et partnerskab, som det hed sig i sidste del af 1990′ erne, da begge lande var bekymrede over det, der dengang blev opfattet som USA’s unipolære magtposition. Når den kinesiske præsident, Xi Jinping, i september besøger Washington, vil det vise sig, hvor Obamas USA placerer sig i den nu fem år gamle ‘ rebalancering’ i forhold til Asien. Her er der som bekendt ikke sket alverden; nok fordi Ukraine har taget amerikanernes opmærksomhed.

(klumme i Politiken 5. marts 2015)