Det tidligere Burma er på vej tilbage til en velkendt tilstand med små beskidte krige i grænseområderne. 

FOR TRE år siden bredte der sig en stemning af optimisme og eufori i Myanmar, det tidligere Burma. Den såkaldte reformproces, iværksat af præsident og eksgeneral Thein Sein, i noget, der dengang lignede et samarbejde med oppositionslederen gennem et kvart århundrede, Aung San Suu Kyi, så ganske lovende ud: Hundredvis af politiske fanger blev løsladt, medierne fik mere frihed, civilsamfundet blev gjort mere rummeligt, og på overfladen så der ud til at være en forsoning, som omverdenen langvarigt havde presset på for. Suu Kyis parti, den Nationale Liga for Demokrati, vandt et suppleringsvalg, der ikke kun gjorde partiet lovligt, men også demonstrerede, at det efter årtiers isolation og forfølgelse stadig nød en enestående popularitet.

Der blev talt om både forsoning og demokrati efter mere end et halvt århundrede, hvor et repressivt og inkompetent militærstyre havde gjort landet til et af Sydøstasiens fattigste. Hillary Clinton, Barack Obama, Helle Thorning-Schmidt og snesevis af andre politiske ledere kom forbi og stillede op til de obligatoriske glansbilleder på University Avenue, hvor Suu Kyi har sin bolig, og fremviste sig som bidragydere til det, der blev præsenteret som demokratiets og frihedens forpost i en verdensdel, hvor undertrykkelse for længe havde været dagens uorden.

I DAG er den demokratiske frihedsmarch reduceret til en vaklende gang på krykker. Til efteråret skal der afholdes et landsdækkende parlamentsvalg, hvis udfald også fører frem til valg af Myanmars næste præsident.

Men forlods er landets populæreste politiker sat uden for nummer. Suu Kyi har været gift med en britisk statsborger (som døde i 1999), og begge hendes sønner er ligeledes briter. Myanmars forfatning indeholder den absurde bestemmelse, at borgere, der er eller har været gift med udlændinge, ikke kan have ledende poster i landets magtapparat.

Formelt udelukker det ikke, at den Nationale Liga for Demokrati (NLD) vinder det kommende valg, ganske som partiet vandt suppleringsvalget i april 2012 og et parlamentsvalg så langt tilbage som i april 1990.

Men det bliver en sejr uden nævneværdige praktiske konsekvenser.Militæret, dets partier, virksomheder og organisationer kontrollerer så store formuer og ressourcer, at de kan reducere oppositionen til kun at have indflydelse på betydningsløse sager.

MYANMAR er dermed begyndt at ligne den ubehagelige statsdannelse, som verden kendte til i de mange år under den tidligere diktator Than Shwe. Bevares, der er den forskel, at landet har mange flere medier, der kappes om befolkningens interesse, og som kan debattere emner, der var tabulagte under Than Shwe, herunder lokalt magtmisbrug.

Men den nyvundne ‘ frihed’ bruges på ulyksalig og dramatisk vis til en mild form for etnisk udrensning.Myanmar har længe været præget af etniske spændinger mellem landets buddhistiske befolkningsflertal og en række mindretal, bl. a. den overvejende kristne kachin-gruppe i den nordlige del af landet og især de muslimske rohingyaer.

Parlamentet har for nylig vedtaget stramninger af valgretsreglerne, der udelukker borgere, der ikke har fuldt statsborgerskab i landet, men er ‘ naturaliserede’. De har været fast boende i landet, men har aldrig haft fulde rettigheder.

Oppositionspartiet NLD har ikke modsat sig disse stramninger og har som konsekvens ekskluderet flere end 20.000 medlemmer af partiet; folk, der har burmesiske identitetskort uden at være fuldgyldige statsborgere. Flere end trekvart million indbyggere i landet tilhører denne kategori. Etnicitet og religion er blevet faktorer i et system, hvor lovgivningen reducerer rettigheder for mindretal.I et isoleret hjørne af landet er volden eksploderet.

I mere end en måned er der udkæmpet en regulær miniaturekrig i Kokang-regionen på grænsen til Kina.Mindst 130 er blevet dræbt og anslået 100.000 har taget flugten, mange ind i Kinas Yunnan-provins.

Myanmars regering siger, at en lokal oprørshær forsynes med kinesiske våben.Tidligere på måneden ramte regeringsstyrkernes granater mål på den kinesiske side af grænsen.

Kokang har en særlig bevågenhed fra kinesisk side, idet ni ud af ti indbyggere er etniske kinesere, og forholdet mellem Beijing og regeringen Naypyidaw er mere end køligt for tiden.

Status på tilstanden i Myanmar er, at reformprocessen har lukket op for en klassisk asiatisk statskapitalisme, hvor militæret styrer indirekte, at et kontrolleret civilsamfund har fået større spillerum, og at oppositionen er blevet legaliseret uden at kunne gøre nogen større politisk forskel på en orden, der har været gældende i generationer. Unægtelig ikke meget at juble over.

(klumme i Politiken 19.03.2015)