Rullende Torden i et fjernt land. Årsdag til eftertanke

Erfaringerne fra Vietnam vil ikke kunne gentages i Mellemøsten. 

Historieskrivningen passerede for nøjagtig en måned siden en 50-års dag, som herhjemme næppe er blevet bemærket af andre end nogle få historieinteresserede nørder. Vi taler om det, der i militærhistorien hedder Rolling Thunder påbegyndt 2. marts 1965 over det, der dengang for nemheds skyld hed Nordvietnam, officielt Den Demokratiske Republik Vietnam.

Rullende Torden, hvad var så det? En 44 måneder lang militær operation udelukkende fra luften, dvs. i form af bombardementer af et areal mindre end det halve af Norge.

5Feb1917ComblesFranceWWI

Der blev ikke sparet på krudtet: et år inden angrebenes ophør i november 1968 meddelte Pentagon, forsvarsministeriet i Washington, at den samlede volumen af bomber mod Vietnam havde passeret de 864.000 ton, hvilket dermed var mere end den samlede bomberegn over Korea i perioden 1950-53 (653.000 ton) og de 503.000 ton, der blev kastet mod japanske mål i Stillehavskrigen 1941-45.

Denne kolossale koncentration af død og ødelæggelse blev rettet mod en ludfattig kommunistisk nation, hvis eneste kilder til militær og civil bistand af betydning var Sovjetunionen og Kina. Alligevel nåede de amerikanske tabstal op på mere end 900 fly; 745 piloter og besætningsmedlemmer blev skudt ned, hvoraf de knap 400 blev dræbt, savnet eller siden døde i fangenskab.

104611-050-D8F711CE

BÅDE DEN strategiske og den politiske virkning af denne massive kampagne blev nytteløs – målt på enhver skala. Formålet var at ødelægge den nordvietnamesiske infrastruktur i en sådan grad, at den kommunistiske ledelse ville indstille støtten til de landsmænd og partisaner, der bekæmpede den amerikanskstøttede regering i Sydvietnam. Det kom der intet ud af.

I 1968, samme år som Rolling Thunder ophørte, indledte USA forhandlinger med nordvietnamesiske repræsentanter i Paris. I januar 1973 underskrev parterne en våbenhvile, som skulle have banet vej for en fredsaftale, som aldrig kom. I foråret 1975 indtog nordvietnamesiske styrker det, der var tilbage af Sydvietnam, og genforeningen af Vietnam var dermed en realitet.

USA VAR dengang alene om den største krig fra luften siden afslutningen på Anden Verdenskrig. Lige nu spiller amerikanerne hovedrollen i luftkrigen mod Islamisk Stat, men har deltagelse af fly fra Danmark, Storbritannien, Frankrig, Canada, Jordan og andre.

De definerede bombemål gøres op i tusindtal, men ingen af de militære organisationer er spor generøse, når det gælder information om mål eller tab. Så i det mindste på ét område har beslutningstagerne lært af erfaringen fra Vietnam: Hold medierne væk.

F-16-fly-OKOK_adw

Her var nordvietnameserne kløgtigere: De sørgede for at hente amerikanske og europæiske meningsdannere til Hanoi og omegn, så den vestlige opinion kunne få indtryk af, hvor mange hospitaler, skoler og landsbyer der var blevet ødelagt af bomberegnen. Da protestmarcherne begyndte i Washington og San Francisco, stod det hurtigt klart for Kongressen i Washington, at krigen ikke kunne vindes, og herefter handlede det om at begrænse de politiske skadevirkninger af en tilbagetrækning.

Noget tilsvarende kommer næppe til at ske i hverken Syrien eller Irak, for hvem er det lige, der skal invitere de vestlige meningsdannere? Næppe nogen, som vi kan regne med vil forblive pålidelige allierede.

Den arabiske leder, der erklærer sig som allieret i dag, kan være fjende i morgen. Og hvem kan vide, hvor langt Islamisk Stat er med at forberede indtagelsen af næste mål i Yemen og Libyen?

DA USA gik løs på vietnameserne i 1960′ erne, byggede det på en forestilling, formuleret i den såkaldte domino-teori: at hvis et land faldt (til kommunisterne), ville de øvrige falde. Sådan kom det som bekendt ikke til at gå.

Og den aktuelle krig? Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) sagde til Dagbladet Information 22. januar: »Vores flyangreb har bestemt haft en effekt. Vi har ramt en række Isil-mål (Isil = Islamisk Stat, red.), vi har begrænset Isil’s muligheder for at operere, og vi har gjort det sværere for Isil at rette angreb mod civilbefolkningen og mod de irakiske styrker (…) Det har hele tiden været klart, at luftangreb ikke gør det alene. Ved dagens slutning er det på landjorden, at de afgørende slag skal slås. Indtil da er det af afgørende betydning, at vi retter angreb fra luften. Det sætter Isil under pres, så de irakiske styrker kan sætte en offensiv ind, når tidspunktet er rigtigt«.

6658718-20140620-081551-L

Om Syrien siger forsvarsministeren: »Fra dansk side har vi lige fra første færd gjort alt, hvad vi kan for at bidrage til en fredelig løsning og til, at der bliver etableret et demokrati i Syrien. Det er fortsat målet«.

Vi lader disse udsagn stå et øjeblik. Måske vil forsvarsministerens taleskrivere overveje at svare på følgende spørgsmål: Hvor mange bomber skal der falde over Islamisk Stat, før en forhandlingsituation kommer på tale?

Vietnam blev i 1975-76 genforenet. Et kvart århundredes reformpolitik har gjort landet til en velfungerende teknokratstyret markeds-leninistisk udviklingsstat, der fra toppen og nedefter er en solid ven af USA og Vesten.

Den erfaring kan ikke kopieres til den arabiske verden.

(klumme i Politiken 2.4.2015)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s